Forbrugerråd: Brystkonkurrence kalder på strammere lov

Det burde ikke være lovligt at reklamere for silikonebryster i det offentlige rum, mener Forbrugerrådet, efter cocktailbar har udlovet et par silikonebryster i konkurrence.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et par kunstige bryster.

Det er præmien i den konkurrence, den københavnske cocktailbar Kostbar har sat i søen, og som i øjeblikket får kvinder til at uploade billeder på barens hjemmeside i håb om at vinde præmien.

Konkurrencen har fået flere op i det røde felt. Ligestillingsforsker fra Roskilde Universitet Karen Sjørup kalder ifølge Politiken.dk konkurrencen for »frygtelig« og »stødende«, og stod det til Forbrugerrådet, burde sådanne konkurrencer slet ikke være lovlige.

- Vi mener ikke, at det skal være lovligt at markedsføre operationelle indgreb i det offentlige rum, fordi det er indgreb, der er så alvorlige, at det ikke er noget, man skal lokkes til, men skal opsøge af egen drift, siger Vagn Jelsøe, afdelingschef i Forbrugerrådet.

Ifølge ham er der forskel på at gå på tilbud efter en liter sødmælk og et par nye bryster.

- Operationer kræver mere overvejelse. Dem skal man ikke lokkes til som et godt tilbud, siger han.

Derfor så han gerne, at politikerne tog initiativ til en stramning af markedsføringslovgivningen, så man ikke møder tilbud på for eksempel større bryster eller læber i det offentlige rum.

Til politiken.dk siger Kostbars ejer, Thomas Søgaard-Andersen:

- Vi har gjort det, fordi vi skulle lave noget, der ramte vores målgruppe rigtig godt. Og det gør det her. Vi vil gerne have unge piger til at komme på vores bar, for hvis de unge piger kommer, så kommer fyrene også. Vi rammer de helt rigtige mennesker med det her.

Samtidig understreger han, at konkurrencen holder sig inden for lovens rammer, da man skal være over 18 år for at deltage, og det ikke er tilladt at lægge topløse billeder op af sig selv.