Forberedt på det værste

En sten gennem terrassedøren fik Kim Jespersen til at omdanne sin familievilla til et parcelfort. Ligesom flere og flere danskere dulmer han nu sin utryghed med alarmer på huset og TV-overvågning af matriklen. Ekstyven Frank Møller forstår godt frygten for indbrud, men ikke måden man beskytter sig på. Portræt af et knapt så trygt Danmark.

Frank Møller lavede over 1000 indbrud i sin tid som indbrudstyv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Man kan næsten få den tanke, at huset i Kolding er mere et fort end en fredelig familievilla.

I haven og ved indkørslen reagerer fire sensorer på den mindste bevægelse og får skarpe lamper til at oplyse grunden. Fire infrarøde kameraer overvåger dag og nat husets indkørsel, trappeopgang, svalegang og baghave. Tre mærkater med »alarm installeret« er klistret på vinduerne. En indbrudssikker lås er sat i hoveddøren. Og tre bevægelsessensorer i stuen og gangen får to sirener til at tude, hvis en uindbudt gæst alligevel skulle vove sig inden for husets vægge.

Ja, næsten al den teknologi, man kan købe for penge, beskytter i dag den 34-årige ingeniør Kim Jespersen, hans kæreste og barn mod indbrud i hjemmet i Kolding. Men sådan var det ikke før den decemberdag for godt et år siden.

Kim Jespersen husker det tydeligt. Kalenderen viste lørdag den 6. december 2008, og klokken var ti aftenen, da mobiltelefonen vibrerede i hans lomme. Den nybagte far var til familiefest i Nyborg med sin kæreste og søn, da ordet »tyverialarm« pludselig begyndte at blinke på hans telefondisplay.

To år før var Kim Jespersen tilfældigt faldet over en billig alarm i Aldi, som han havde købt og installeret i sit hjem i Kolding for at beskytte huset - og ikke mindst det 50 tommer store fladskærms-TV - mod fremmed indtrængen. Hvis nogen eller noget udløste alarmen, ville den automatisk ringe op til Kim Jespersens mobiltelefon for at varsle ham.

Underboen må have antændt alarmen ved en fejl, tænkte han. Men en genbo kunne fem minutter senere fortælle, at ruden på terrassedøren var smadret. Nogen var trængt ind i huset.

Kim Jespersen mærkede adrenalinen pumpe i kroppen og tankerne strømme gennem hovedet: Var hele huset smadret? Hvad havde tyvene taget?

Få minutter senere drønede han og kæresten fra familiefesten med kurs mod Kolding. De slap med skrækken. Alarmen havde tilsyneladende skræmt tyvene væk, før de nåede at hugge noget som helst.

De første dage efter indbruddet var parret utrygge ved at forlade huset. De frygtede, at nogen ville bryde ind igen. Det havde man jo hørt før. Samtidig følte de et vist ubehag ved at vide, at en fremmed havde betrådt deres ejendom. Deres private hjem. Derfor besluttede Kim Jespersen sig for at investere i mere sikkerhedsudstyr. Kæresten protesterede ikke.

Og sådan kom den lille familie til at leve beskyttet af kameraer, sensorer og alarmer.

Der er noget i gære i Danmark. Vi er landet, som talkshow-giganten Oprah Winfrey besøger for at studere klodens lykkeligste folkefærd, og i internationale målinger vinder vi verdensmesterskabet i tillid til hinanden.

»I hvilke andre lande kan landmænd eksempelvis stille grøntsager ud til vejen og så gå ud fra, at forbipasserende ikke stjæler grøntsagerne?« spurgte en professor retorisk for to år siden i Ugebrevet A4.

Men en slange har sneget sig ind i det danske lykkeland.

Da Danmarks Statistik optalte indbruddene i private hjem i det sidste kvartal af 2009, nåede man op på 22.061 styk. Det er det højeste tal i alle de år, statistikerne har lagt indbruddene sammen.

Derfor spenderer vi nu flere milliarder på at barrikadere hjem og virksomheder, end vi bruger på at få politiet til at stoppe forbryderne. 150.000 danskere har en alarm i huset, mens flere og flere installerer sikringsudstyr, der er en bank værdig: overvågningskameraer, røgkanoner, sensorer, brudsikre låse, panserruder, »her vogter jeg«-skilte, sågar de såkaldte panic rooms, sikringsrum a la det Kurt Westergaard bruger ved økseoverfald, bliver efterspurgt.

»Det er ikke kun folk som Mærsk Mc-Kinney Møller, der vil have et sikringsrum. Det er også nede hos autoforhandler Klausen,« fortæller Kasper Skov Mikkelsen, direktør for Sikkerhedsbranchen:

»Indtil for et par år siden var der ingen forespørgsler på det. Nu har vi rapporter om private mennesker, der bruger mellem en halv og en hel million på at sikre deres hjem.«

Og mens hr. og fru Danmark sætter barrikader op, tager tryghedsfølelsen tilsvarende et knæk nedad år for år.

Det viser sig i Trygfondens store måling, der siden 2004 har gransket danskernes tryghed.

Hvor indekstal 100 er maksimal tryghed, er vi dykket fra 87,8 i 2004 til 79,8 i 2009. Vi er gået fra de »trygge danskere« til »de knap så trygge danskere«, som forskerne bag Tryghedsmålingen udtrykker det.

»Den generelle tryghed ligger højt. Men vi ser en tydelig ændring i frygten for indbrud og for at blive udsat for vold. Der er en fordobling i andelen, der føler sig utrygge. Det er en del, og det er bekymrende,« siger professor Jørgen Goul Andersen, medforfatter til Tryghedsmåling 2009, som 4.000 repræsentativt udvalgte danskere har deltaget i.

Utrygheden ulmer i det lille, glade land.

54-årige Frank Møller var indtil 1998 et af de mennesker, der sjældent brugte hoveddøren, og som danskerne nu bruger milliarder på at holde ude. Frank Møller er i dag pensioneret tyv med flere end tusind indbrud på CVet.

I sin karriere som lovbryder skænkede han det aldrig en tanke, at han gjorde hundredvis af familier utrygge ved at bryde ind i deres hjem. For ham handlede indbrud om penge, spænding og stoffer. Og om at gøre alt det, han ikke måtte for sin mor som hævn for, at hun slog ham og kaldte ham uønsket.

Allerede som 14-årig begyndte Frank Møller at tage stoffer, fordi de dulmede hans problemer derhjemme. Pengene til stoffer skaffede han ved at bryde ind i firmaer, kontorer og private hjem.

Det var nemt. På en typisk weekend kunne teenageren Frank Møller let tømme 40-50 lejligheder i det indre København for penge og smykker. Han stak en skruetrækker og et koben i sine cowboystøvler og begav sig på tyvetogt i byen sammen med en eller to kammerater. Hænderne dækkede han med handsker. Ansigtet var blottet. Der var ingen grund til at skjule det, for dengang i 1970erne havde private hjem, kontorer og butikker hverken overvågningskameraer eller alarmer i samme grad som i dag, hvor Frank Møllers danske og østeuropæiske efterkommere har fået borgerne til at bure sig selv og deres værdier bedre inde.

Kammeraterne gik systematisk til værks: dirkede typisk hoveddøren op til et lejlighedskompleks og bankede på dørene ved alle etager for at tjekke, om banen var fri. Derefter tømte de lejlighederne for værdier fra toppen og nedefter, så de kun skulle holde øje med, om der kom mennesker ind fra gaden og ikke oppefra.

Frank Møller var helt oppe på dupperne med alle sanser slået til. En følelse af spænding blandede sig med frygten for, at noget skulle gå galt. Han forestillede sig, at fodboldstjerner måtte have det på samme mådefør en vigtig kamp. Aldrig tænkte han på de familier, han brød ind hos. Han var opvokset med en tankegang om at udnytte andre mennesker mest muligt til egen fordel. Et tankemønster, der først skulle ændre sig lang tid og mange psykologtimer senere.

I årevis mødte de unge lovbrydere stort set ingen modstand. Og fordi det var så nemt at stjæle, var det ekstra svært for Frank Møller at stoppe igen. Han havde ramt en guldåre. Havde råd til at klatte mindst 4.000 kroner væk om dagen på stoffer, hotelværelser og oplevelser.

Helt frem til 1998 slingrede Frank Møller ind og ud af den kriminelle sti, indtil en nyfødt datter fik ham på rette vej. Siden har han måttet leve med dårlig samvittighed, skyld og skam over at have gjort hundredvis af familier utrygge ved at bryde ind i deres hjem.

Det forsøger han at rette op på ved at fortælle sin historie til ethvert godt formål. På væresteder, i fængsler og til nysgerrige læsere i landets aviser.

Den er en abstrakt størrelse, den tryghedsfølelse, som Frank Møllers efterfølgere har svækket hos mange danskere.

Den kan blive rystet af en fjern verden, når Lehman Brothers krakker i USA og får det til at skælve under danske arbejdspladser, eller når den første skudsalve i Tingbjerg ekkoer ind i en bandekrig i gaderne.

Men den fortsætter tæt ind på livet, og får enkelte ord til at gå igen hos dig og mig, hvis vi ser det hele fra oven. Ifølge tryghedsforskerne handler det om det nære: dig, dit helbred, dit job, din familie, dine venner, din bolig.

»Det er nogle facetter, som gør os alle personligt utrygge,« siger Anders Hede, forskningschef i Trygfonden.

Han forklarer den stigende utryghed med en »kolossal« mediedækning af en række brutale hjemmerøverier.

»Det læser folk, reflekterer over og matcher med nogle erfaringer, de selv har. Det er ikke tilfældig panik, men bygget op over nogle år. Det er brændt lige igennem hos folk, og det gør, at hjemmet, som man hidtil har følt som et helle, ikke er det længere,« fortæller Anders Hede.

Så hvorfor nu sætte luppen over et emne, der kun gør ondt værre?

Fordi utryghed binder folk. Som den københavnske kvinde, der i Berlingske Tidendes læserundersøgelse svarer, at hun nu går mindre ud på grund af vold og skud i gaden. Eller som kvinden i Holbæk, der har to låse på døren, men godt ved, det ikke er nok.

»Det koster på folks livskvalitet. Hvis folk er utrygge ved kriminalitet, begrænser det deres adfærd og frihed. De går ikke ud, bliver bange og urolige. Økonomisk utryghed er slem, også fordi den er anderledes tabuiseret - især hvis man ikke har styr på privatøkonomien. Det er noget, der nager løbende,« siger Anders Hede.

Spørgsmålet er: Hvis utrygheden er reel, hvad kan man så gøre for at håndtere den? Hvis utrygheden er irrationel, hvad kan man så gøre for at fjerne den?

»Man kan prøve rationelt at finde ud af, hvilke situationer eller tanker der gør, at man bliver utryg. Når man så er klar over det, kan man undgå at udsætte sig for de situationer, eller man kan eksponere sig gradvist for dem og være opmærksom på, hvad der sker. Man kalder det kognitiv terapi, hvor ens rationalitet prøver at få greb om ens følelsesliv,« svarer Anders Hede.

»Men det er kun, hvis utrygheden er irrationel. Hvis folk er bekymrede for, hvordan det går på deres virksomhed, giver det jo ingen mening at hive dem ind på et kursus, hvor de kan sige, det går da meget godt, når det faktisk går skidt,« fortæller Anders Hede og fastslår:

»Utryghed kan og skal ikke bare fjernes.«

Eller sagt med læserord:

»Utryghed hører med til livet og vil undertiden trænge sig på,« som en 67-årig mand skriver fra Holstebro.

Det gjorde den, da fremmede tyve kastede en sten gennem terrassedøren i Kolding forrige december.

I dag, et år efter indbruddet, har utrygheden forladt 34-årige Kim Jespersen, kæresten og sønnen, men det ærgrer parret, at der skulle kameraer, sensorer og alarmer til at give dem fred.

»Det irriterer mig grænseløst, at folk ikke kan kende forskel på dit og mit. Hvis de kunne det, var det jo ikke nødvendigt for os med alle de sikkerhedsforanstaltninger,« siger Kim Jespersen.

Hans kæreste, 37-årige Rikke Bech Averhoffe, er enig. Efter indbruddet begyndte hun at mistænke folk på gaden for at stå bag.

»I dagene efter tog jeg mig selv i at tænke "gad vide, om det var ham, der brød ind hos os", hver gang en suspekt type gik forbi huset. Det er træls, at man skal blive mistænksom på den måde,« siger hun.

Sikkerhedsudstyret i huset har været alle 12.000 kroner værd, mener parret.

Den pensionerede indbrudstyv Frank Møller forstår godt Kim og Rikkes beslutning.

»Når man træder ind på folks ejendom, voldtager man jo i virkeligheden deres inderste kerne og mest private domæne. Så jeg kan godt forstå, at folk reagerer ved at sikre sig helt vildt,« siger han.

Alligevel ærgrer det ham, at så mange mennesker i dag føler det nødvendigt at bure sig inde bag overvågningskameraer og indbrudssikre ruder.

»Spørgsmålet er, om det virkelig er nødvendigt, at vi gemmer os væk i vores egne private panic rooms med pigtråd, lyskanoner og toiletsæder, der klaprer med fem minutters mellemrum, så tyven tror, der er nogen hjemme. Er det rent faktisk blevet mere usikkert at leve i vores verden, eller skaber vi selv og medierne bare en større utryghed,« spørger han ud i luften. Og tilføjer:

»Så længe der eksisterer noget, der hedder værdi, vil der være tyve. Og dem vil man prøve at beskytte sig mod. Det evige spørgsmål er så, hvor grænsen går.«