Forargelse er hovedingrediensen i Paradise Hotel

Danske unge er ikke i tvivl. De ser Paradise Hotel for at blive forargede eller grine ad deltagerne. Men programmet kan lære os noget om moral, siger eksperter.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når klokken slår 22.00, og danske unge stimler sammen foran fjernsynet for at se »Paradise Hotel«, handler det om at få et skud forargelse. Sådan svarer 67 procent af »Paradise Hotel«s trofaste seerskare mellem 15 og 19 år i en undersøgelse foretaget af Berlingske Research, som 1.300 unge har deltaget i.

»De (deltagerne, red.) er tåbelige og totalt til grin. Men jeg kan godt lide at se det og tale med mine veninder om, hvor latterlige de er,« siger en kvindelig deltager i undersøgelsen.

Svaret vækker på ingen måde undren hos de forskere, der har beskæftiget sig med fænomenet.

»Man ser ikke programmet, fordi det er givende. Man ser det, fordi man gerne vil grine ad eller blive harm over deltagernes opførelse, og det ved producenterne også godt. De skaber rammerne for et drama på hotellet, så seerne bliver fanget af skænderierne og intrigerne,« siger samfundsforsker ved Aalborg Universitet Johannes Andersen.

Medieforsker Tem Frank Andersen fra Aalborg Universitet mener også, at producenterne iscenesætter de unge i stadig mere ekstreme omgivelser.

Lektie i moral

Han peger på, at seerne i de første afsnit ventede på det første »knald« for rullende kameraer. I denne sæson sælges programmet som det, hvor unge virkelig går til makronerne på lagnerne.

»For producenten handler det om at trække genren så langt som muligt. Man kan forestille sig, at vi på sigt kan få »Paradise Hotel« for homoseksuelle, voldsforbrydere eller sindssyge. Selvom »Paradise Hotel« er forholdsvist blødt, så har det element af freakshow i sig. Men det gælder ikke kun dét program, det gælder hele realitygenren som sådan,« siger han.

Men hvad kan seerne lære af at se deltagerne skændes, bedrage og forføre for åben skærm?

Det kan være en anledning til at tale med sine børn om opførsel, lyder meldingen fra Tem Frank Andersen. Og han bakkes op af sin kollega, professor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet Anne Jerslev.

»Det er et program, der kan lægge op til diskussioner om moral i publikumsgruppen,« siger hun.