Ida-Marie plejer ikke at være pjevset. Men i dag begraver den lille lyshårede pige ansigtet lidt dybere i sin fars trøje. Det er tirsdag morgen kl. 07.30 i Lillerød Børnehus’ vuggestue, og pædagogerne gør sig umage for at aktivere og distrahere alle de allerede afleverede børn, så mor-og-far-sygen ikke skal smitte og én spontan grådkanon brede sig fra stue til stue.

Ida-Marie snøfter en sidste gang. Nu er hun klar, siger hun. Til at slippe grebet om far. Til at tilbringe dagen med 35 andre børn fordelt på tre stuer. Til at træde ind i første fase af »sit liv i kommunen«.

86 pct. af alle danske etårige går i institution. For de tre-til-fem-årige er andelen 96,5 pct. De fleste er der over 30 timer om ugen. Og den beskedne vuggestue på Allerøds blinde sidevej, hvor Ida-Marie har sluppet fars greb og er løbet ind til de andre børn, er præmiegrisen.

Det er den, forvaltningen peger på, da Berlingske leder efter en daginstitution at besøge for at tage temperaturen på borgernes serviceforventninger og de kommunale realiteter.

Faktisk er selve Allerød en af landets bedste kommuner at bo i, hvis man sammenholder en række parametre såsom prisen på daginstitutioner, folkeskolens præstationer og andelen af arbejdsløse, viser Berlingskes Kommuneindeks, som er beregnet på baggrund af de kommunale nøgletal.

Hvis ikke velfærdsdanmark viser sig fra sit ypperste her, hvor så? Og hvad diskuterer borgere og velfærdspersonale egentlig forud for efterårets kommunalvalg i en kommune, der har alle demografiske og økonomiske forudsætninger for at være et smørhul, og hvor alt tilsyneladende går bedre end godt?

De spørgsmål stiller Berlingske i den kommende uge personale og brugere i de velfærdsinstitutioner, der danner rammen om vores alle sammens liv i kommunen: Fra vuggestuen over folkeskolen, til jobcentret, foreningslivet og plejecentrets sidste station.

Danmarks bedste børnekommune

På Troldestuen er de gået i gang med morgensamling. De synger sange og ruller på skift legetøjsbussen hen til hinanden. De små piger hviner af spænding, når bussen triller deres vej. Sejer på snart tre år er tydeligvis for stor til det pjat. Han skal snart i børnehave med de store drenge.

»Vi er tilflyttere fra København og flyttede hertil for, at der skulle være lidt mere fred og ro,« fortæller drengens mor uden for lokalet.

»Forventningen var helt klart, at der ville være mere tid til børnene her. At det ikke er en fabrik, men mere kulturbåret. Og det, synes jeg også, er blevet indfriet.«

Det manglede bare, kunne man tilføje. Allerød er nemlig også kommunen med den højeste forældrebetaling i vuggestuer. En opgørelse, som FOA lavede tidligere på året, viser, at Allerød med en månedlig betaling på 3.866 kr. for en vuggestueplads inkl. madordning er mere end 1.500 kr. dyrere end landets billigste – Herlev.

Til gengæld er normeringen også god. På hver stue med 12 børn er der to pædagoger og en medhjælper. Til efterårets kommunalvalg har snart sagt alle partier daginstitutionerne som mærkesag: Bygningerne skal renoveres, normeringen skal øges, forældrebetalingen skal sænkes. Allerød skal være Danmarks bedste børnekommune!

Karriereforældre med høje forventninger

Selvfølgelig kunne vuggestuen ønske sig flere ressourcer – særligt i eftermiddagstimerne, hvor der som regel kun er seks medarbejdere til det samme antal børn som om morgenen. Hvem kunne ikke det?

Men faktisk er det ikke de kommunale stramninger, der presser mest i hverdagen, fortæller afdelingsleder Ann Louise Viuff Svendsen. Presset kommer i langt højere grad fra kommunens stadigt mere ressource­stærke og belæste forældre.

»Vi skal være mere bevidste om vores faglighed. Vi passer ikke bare børn og er ikke bare familiens forlængede arm,« siger hun.

Forældrene går op i børnenes velfærd – meget mere end for bare ti år siden. Og selvfølgelig sætter de pris på, at børnene er med i et fællesskab. Men det vigtigste er, at de får detaljerede informationer om deres eget barn (hvorfor vil det ikke sove? hvad skal man stille op, når han ikke vil spise andet end brød? eller hyppigere endnu: Hvorfor har lige netop vores søn ikke været med på bondegårdstur?). Ikke i nyhedsbreve og månedskalendere. Men ansigt-til-ansigt. Og helst hver eftermiddag.

»Forældre bliver skuffede, hvis de synes, at det er lang tid siden, at deres barn har været med på noget særligt. Det er helt tydeligt,« siger Ann Louise Viuff Svendsen.

»Det er ikke nok, at vi siger, at vi vil være gode, vi skal også forklare hvordan. Og vi skal have de pædagogiske argumenter klar: Hvorfor var lige netop de børn med på tur og andre ikke? De vil have svar på det hele.«

For Emils mor, Marianne Nordlunde, er det med turene nu slet ikke så vigtigt. Hun er netop skiftet til den lille institution i Allerød og kender derfor ikke så meget til de daglige rutiner, men hun er overbevist om, at personalet også her træffer de fagligt rigtige beslutninger. Det vigtigste for hende, da hun valgte institution, var blot, at hun kunne mærke, der var nogle pædagogiske tanker bag arbejdet:

»Der skal være en plan for, hvordan personalet arbejder med motivation og sprogliggørelse og inklusion. Og hvis jeg er uenig, stiller jeg selvfølgelig spørgsmål til handlemåden. Vi er jo interesserede i at vide, hvorfor de gør, som de gør.«

Alt det er Ann Louise Viuff Svendsen og de andre pædagoger i vuggestuen kun glade for. De vil hellere end gerne udfordres på deres faglighed og tale om deres pædagogik. Men i en hverdag, hvor ressourcerne er skåret stadig mere ind til benet, handler det nu engang om prioriteringer.

Som i dag, hvor Mializza og en pædagogmedhjælper tager fem børn med på en nærliggende legeplads, hvor de rider på træheste og svinger i gynger og føler sig heldige over at være med på tur. Det betyder, at der er færre voksne til de øvrige på stuen.

Skulle Ann Louise Viuff Svendsen ønske sig noget af forældrene, er det en lidt bedre forståelse for, hvad der egentlig får hverdagen til at glide.

»Vi kunne godt tænke os, at forældrene ville være bedre til at huske, at der ligger skiftetøj i badeværelset, at der skal tages regntøj og fleecetrøje med,« siger hun.

»Vi vil hellere end gerne tale pædagogik, når de kommer og henter klokken 16.30. Men ofte går tiden i stedet for med at huske dem på, at de skal huske nye bleer, og at sutskoene er blevet for små. Der kunne vi godt drømme om, at de var lidt mere selvkørende, så der faktisk også var tid til at fortælle om alle de pædagogiske ting.«

Dårlig samvittighed

Efter frokosten lægger de små sig ind på madrasser i Troldestuen. Det er middagslurstid for børnene. Et par pædagoger holder møde om, hvordan de skal håndtere et sårbart barn. Om et par timer begynder de første forældre at hente. Men for de fleste er dagen kun halvvejs i gang.

På pulten over for knagerne med overtøj i alle farver ligger den dårlige samvittighed og stirrer: Listen, hvor forældrene skal notere, hvornår deres barn er blevet afleveret, og hvornår de regner med at hente igen.

Et Allerød-barn er et institutionsbarn. Det bliver afleveret klokken halv otte, har et rum til sine gummistøvler og en kurv til sit skiftetøj, sover til middag klokken halv tolv, er på legepladsen bagefter og bliver hentet omkring klokken 16.

Det har sin pris at være ressourcestærk forælder, køre to karrierer og få familielivet til at gå op. Og jo mindre tid, forældrene selv kan tilbringe med deres børn, des større krav stiller de til indholdet af de timer, velfærdsdanmark skal tage sig af deres lille prop.

Ingen skriver kl. 17 på hentelisten. Forældrene noterer 16.15, 16.30, 16.45.

»Dels kan man mærke, at han er meget trættere, når han kommer hjem. Dels får man dårlig samvittighed. Det er aldrig sjovt at skulle hente sent,« siger Kristian Panduro, far til Felix på halvandet år.

Vuggestuens forældre håber sådan, at de kan nå det tidligt. De forventer sig mere af det offentlige Danmark. Men allerhelst ville de ønske, de kunne gøre det endnu bedre selv.