Forældreløs på papiret

I flere tilfælde har adoptions­organisationerne ikke styr på, om papirerne fra afgiverlandene har en forkert fødselsdato, navn, eller om børnene er gjort til hittebørn. Anders Riel Müller troede i 25 år, at han var forældreløs, indtil hans nysgerrighed ledte ham til sin biologiske far.

Anders Riel Müller er adopteret fra Sydkorea og har i hele sin ungdom troet, at han var forældreløs. I begyndelsen af 20erne fandt han ud af, at det ikke passer. Det viser sig, at hans biologiske far har ledt efter ham i 28 år, da de endelig mødtes. Foto: Kasper Palsnov Fold sammen
Læs mere

28 år skulle der gå, før han fik sin søn at se igen. 28 år hvor han hvert år drog fra den sydkoreanske by Ulsan til Seoul, hvor adoptionsbureauet lå, for at høre, om der var noget nyt. Det var der aldrig.

Men hvad, han ikke vidste, var, at sønnen de seneste 12 år også havde ledt efter ham på den anden side af kloden. Sønnen var blevet ulovligt bortadopteret til Danmark i 1980. I adoptionspapirerne stod der, at drengen var forældreløs. Forladt af sin familie, som adoptionsbureauet ingen information havde om.

Drengen skulle bortadopteres – helst transnationalt for at udvikle sig godt og normalt, stod der. Men oplysningerne var falske, selv navnet var ændret fra Yeon-Jun til Myung Joon, og byen, som han kom fra, var ikke længere Ulsan, men Busan. En del af et svindelnummer for at skaffe nok børn til de mange ventende forældre rundt omkring i verden. Drengen selv troede også på det.

»Jeg blev fortalt, at mine forældre sikkert var fattige og opgav mig, så jeg kunne få et bedre liv. Den fortælling levede jeg med i mange år. Derfor var det et chok for mig, da jeg fik en ny historie, som slet ikke var den, jeg var blevet fortalt hele mit liv,« fortæller den nu 38-årige Anders Riel Müller.

Han skulle aldrig have været bortadopteret. Han blev placeret på et børnehjem som treårig som en midlertidig løsning, en form for aflastning. Det var ganske normalt i Sydkorea dengang, at pressede familier søgte hjælp på den måde i vanskelige tider. Pengene var små og moderen død. Så faderen afleverede sine tre sønner til sin bror i perioder, mens han rejste for at skaffe penge.

Men det blev for meget for broderen og hans kone med ekstra børn i husholdningen, og derfor gik de på børnehjemmet med et af plejebørnene. Da faderen få uger senere opsøgte børnehjemmet, fik han at vide, at hans søn var blevet sendt til adoption i Seoul. Men før han nåede til hovedstaden, var sønnen allerede på vej til Danmark gennem det ene af de to store danske adoptionsorganisationer, AC Børnehjælp, med papirer, der ikke nævnte hans ophav med ét ord.

»De kalder det paper orphaning. Man gør børnene forældreløse på papiret ved at skrive, at de er fundet på gaden eller på en politistation. Der er ikke nogen, der graver videre i det,« fortæller Anders Riel Müller.

Han er i dag ph.d.-studerende på Roskilde Universitet på Institut for Samfund og Globalisering og en af grundlæggerne af Adoptionspolitisk Forum. Et forum for voksne adopterede i Danmark, som ønsker en grundig revision af adoptionssystemet. Han har selv gravet i, hvordan adoptioner egentlig foregår, og hans tilfælde er langtfra enestående.

Flere tilfælde af fusk

Det viser bl.a. sagen fra den anden danske adoptionsorganisation DanAdopt fra november 2012, da der blev sat fokus på problemerne omkring adoptioner med filmen »Mercy Mercy« om Masho og Roba, de to etiopiske børn, der blev afleveret på et børnehjem og givet til et dansk forældrepar. Deres biologiske forældre blev overtalt til adoption. De troede, at børnene ville få en uddannelse og så vende tilbage. I foråret forinden gjaldt det pigen Amy og hendes lillesøster.

»Der findes ingen informationer om, hvor mange der har oplevet uregelmæssigheder i sin adoption. Når jeg har rejst i Korea, har stort set alle dem, jeg har mødt dér, og som har fundet deres biologiske familier, fundet ud af, at der var rod i deres papirer,« siger Anders Riel Müller.

Flere forskere betvivler, at der er styr på, at dokumenterne, børnene har, før de bliver frigivet til adoption, ikke er blevet ændret. Adoptionsorganisationerne selv fortæller, at ansvaret her ligger hos afgiverlandene, og at det er et sted, hvor tillid er vigtig, da organisationerne ikke kan tjekke, om oplysningerne er ægte.

I en tilsynsrapport fra juni 2012 udarbejdet af Ankestyrelsen om AC Børnehjælp, den ene af de to adoptionsorganisationer i Danmark, viser det sig, at der heller ikke er styr på journalerne og sagsbehandlingen. I ti stikprøver, som Ankestyrelsen udtog, skrev styrelsen bl.a., at der i alle ti sager generelt manglede struktur, og at der var store udsving i grundigheden af sagshåndtering og journalisering.

»Den her sjusk med papirarbejdet, og at der ingen garanti er for, at man har de relevante papirer både fra afgiverland og Danmark gør, at det bliver nemt at lave forfalskede papirer og hurtige ændringer. Det har stor betydning for, hvis en adopteret senere i livet får lyst til at finde ud af, hvorfor han blev bortadopteret,« siger Anders Riel Müller.

Han gjorde selv arbejdet

Han begyndte sin søgen som 18-årig, men den eneste hjælp, han fik af AC Børnehjælp, var et svar om, at der ikke var yderligere informationer end hans mangelfulde adoptionspapirer og et telefonnummer til børnehjemmet i Sydkorea. Da den ansatte smækkede røret på ved lyden af en engelsktalende stemme, mistede Anders Riel Müller i mange år modet.

Det var først i 2002, at han som 25-årig fik sandheden at vide efter selv at have gjort alt fodarbejdet og betalt alle udgifter. Chokket afholdt ham fra at lede videre. Men i 2007 tog han mod til sig og bad det koreanske adoptionsbureau om at finde hans familie. Han sendte et officielt brev i januar. I august kom svaret.

»De havde fundet min familie. De var så lykkelige for, at jeg havde ledt efter dem, og min far sendte billeder og skrev et brev,« siger Anders Riel Müller.

Brevet var på koreansk, så han fik en bekendt til at oversætte. Når han besøger sin biologiske familie nu, foregår det også med tolk. Kun hans ene storebror kan lidt engelsk.

»Det var fantastisk at møde dem. Det hårdeste var at møde min storebror. Han er tre år ældre end mig og fortalte, hvor meget han havde savnet mig. Han havde været så vred på vores familie, at han ikke havde talt med dem i mange år. Han følte virkelig, han havde mistet noget. Jeg husker desværre intet fra før min bortadoption.«

At finde sandheden om sin historie så sent og så pludseligt i livet har haft stor betydning for Anders Riel Müller.

»Det skabte en masse personlige udfordringer, åbnede en masse nye spørgsmål og et ønske om at bo i Korea. Det liv, jeg havde levet indtil da, faldt fra hinanden. De fleste af mine venner har brugt 30erne på at etablere sig. Mine 30ere er primært brugt på at få styr på min livshistorie og livsforståelse,« siger han.

»Det er en proces, som jeg stadig ikke er færdig med. Det, at man bevidst eller ubevidst har gemt eller glemt information om sin fortid, har ændret mit liv på en måde, jeg ikke havde forventet. På godt og ondt.«

Svært at kontrollere myndighederne

Hos DanAdopt, den anden adoptionsorganisation i Danmark, registrerer man alle ansøgere og børn i et elektronisk system godkendt af Registertilsynet og Ankestyrelsen, fortæller direktør Marianne Wung-Sung.

»Hvordan man sikrer, at de oplysninger, barnet kommer med, er korrekte, er en kompliceret sag, som har noget at gøre med, hvem DanAdopt samarbejder med i det pågældende land. Samarbejderne er godkendt af Ankestyrelsen og er tætte og gennemsigtige,« siger hun.

Men om afgiverlandet fusker med papirerne, er ikke altid til at gennemskue.

»Når vi har en aftale med et land, har vi tillid til, at de myndigheder, der varetager den del af processen, gør det, de skal. Det kan vi i princippet ikke kontrollere, og det skal vi heller ikke. Vi er ikke politi i forhold til at finde ud af, om et justitsministerium i Bolivia arbejder, som de skal,« fortæller Marianne Wung-Sung.

Ansvaret for, at dokumenterne forud for frigivelsen af barnet til adoption er korrekte, er og bliver afgiverlandets ansvar, oplyser Ankestyrelsen. Det kan være vanskeligt at efterprøve oplysningerne, men styrelsen kan sikre, at der i afgiverlandet er en myndighed og et regelsæt, der lever op til kravene, før landet bliver godkendt. Hvis der senere opstår utilfredshed som i tilsynet med AC Børnehjælp i 2012, afhænger konsekvensen af, hvad tilsynet har vist.

»Der kan ikke siges noget generelt om, hvordan Ankestyrelsen følger op, da dette spænder vidt fra anmodning om yderligere materialer, dokumentation, redegørelser eller opfølgning gennem nye tilsyn eller decideret kontrol,« oplyser Ankestyrelsens Familieretsafdeling, som løbende fører tilsyn med de formidlende organisationer.

I forhold til tilsynsbesøget og de ti stikprøver fra AC Børnehjælp i 2012 har Ankestyrelsen fulgt op i 2013 dels med et nyt tilsynsbesøg og en selvstændig undersøgelse, som ikke gav anledning til ændringer eller begrænsninger i organisationens tilladelse til at yde adoptionshjælp, skriver Familieretsafdelingen.

Men ifølge adoptionsforsker Merete Laubjerg gør man ikke nok for at kontrollere dokumenterne. »Jeg synes ikke, det ser ud til, at man dybdegående gør det. Ankestyrelsen siger, de stoler på afgiverlandene, men alt har bevist, at det skal man ikke. Vi er meget naive, hvis vi tror på, hvad der bliver sagt. Der er tusind af eksempler verden over på, at papirerne bliver ændret,« siger hun.

Det har altid været et problem, at der bliver forfalsket papirer, og ifølge Merete Lau­bjerg er der ikke noget bevis for, at det ikke fortsætter sådan.

»Det bliver aldrig undersøgt, og så længe det ikke bliver tjekket, er der ingen grund til at ændre det for afgiverlandene. Der er al mulig grund til at fortsætte med at ændre papirerne til fordel for en bortadoption,« siger hun.

Derfor skaber transnationale adoptioner et forskruet marked, en handel med børn, som kun kan undgås ved at standse det helt, mener Merete Laubjerg.

»Den eneste ordentlige og etiske løsning, hvis vi skal se på barnets bedste, er at nulstille pendulerne og aldrig tillade anonyme adoptioner, hvor barnet får ændret navn og eventuelt fødselsdato. Skal det give nogen mening at fortsætte det, skal det nytænkes helt.«

Som det er nu, er det adoptionsorganisationerne, der leder efter børnene og giver penge til børnehjemmene. Det ville være mere fornuftigt, hvis afgiverlandene kom til de eventuelle modtagerlande, siger Merete Laubjerg.

»Det skal være åbne adoptioner, man skal kende barnets navn, og det skal kræves, at der ikke bliver fusket med papirerne, og at der ikke går pengestrømme den anden vej,« siger hun.

Ingen adgang til oplysninger

Også hendes kollega, adoptionsforsker Jacob Ki Nielsen, peger på, at de mange interesser, der er omkring adoption, kan skjule nogle problemer under overfladen.

»Jo flere led, jo sværere bliver det at kontrollere. Man har for eksempel i Sydkorea aldrig kunnet lave en undersøgelse af falske oplysninger, fordi filerne i mange lande ligger hos adoptionsselskaberne, og de vil ikke give adgang til en undersøgelse.«

Og laver man et sæt regler om, at nogle områder, som det er sket i Etiopien efter Masho-sagen, ikke længere er godkendt til adoption, og nogle børnehjem er bandlyst, så er det ikke engang en garanti, siger Jacob Ki Nielsen.

»Der vil altid være nogen, der kan flytte børnene og få dem lagt de rigtige steder. Det er et system, som trænger til en revision.«

Jacob Ki Nielsen er ikke den eneste, der mener, der skal gøres noget, og det snart. I sommeren 2013 blev der igangsat en helhedsanalyse på adoptionsområdet under Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold. Området er nemlig presset og flere ting skal forbedres, siger Manu Sareen (R), minister for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold.

»Netop spørgsmålet om åbenhed og ægthed tror jeg bliver centrale i helhedsanalysen. Som nytiltrådt minister er det vigtigste for mig at sige, at vi som politikere skal finde et nyt system, der rummer og imødegår de udfordringer, adoptionsområdet stiller til os i dag. Der er ingen lette løsninger. Men vores pejlemærke må og skal være børnene.«

Det har ikke været muligt at få en udtalelse fra AC Børnehjælp på grund af pålægget om genopretningsplanen til den 20. februar efter seneste sag om økonomien i organisationen. AC Børnehjælp mener ikke, de har problemer med børnesikkerheden i deres sager, men kan ikke udtale sig yderligere før efter den 20. februar. Red.