Forældre »spiller spillet«, når gymnasierne skal optage nye elever. Pludselig flytter »børn fra velstående familier« adresse

Rektor frustreres af problematikken, hvor ansøgere flytter adresse for at søge ind på et gymnasium. Så længe man kan fifle med adresser, vil forældre gøre det, påpeger forsker.

Når rektor Marianne Munch Svendsen fra Falkonergården Gymnasium i disse uger møder forældre, er der især ét emne, der fylder mere end andre: Hvordan er det nu lige, man bliver optaget?

For der er rift om de mest populære gymnasier i københavnsområdet. Og satser man på at blive optaget på et af dem, men bliver afvist, kan man blive fordelt på gymnasier op til 45 minutter væk.