Forældre skyld i elevers uro

Uro i klasseværelset skyldes dårlig opdragelse fra forældrenes side, mener syv ud af ti folkeskolelærere. Ekspert bakker op.

Flere forældre til elever i folkeskolen kræver deres ret, hvis der er en konflikt med en lærer eller skoleleder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Steffen Ortmann

Danske forældre er i høj grad selv skyld i, at deres børn ikke får nok ud af undervisningen i folkeskolen. Det mener syv ud af ti lærere ifølge en rundspørge blandt 269 folkeskolelærere foretaget af Berlingske Research. Lærerne giver udtryk for, at elevernes uro skyldes, at børnene ikke er opdraget godt nok hjemmefra.

Lærernes oplevelse bakkes op af professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet Niels Egelund.

»Mange elever er ikke vant til, at der bliver sat rammer i hjemmet, og hvis de samtidig oplever, at forældrene taler nedsættende om skolen, kan det have stor betydning for, hvordan de opfører sig i undervisningen,« siger Niels Egelund, der fastslår, at uro har mærkbare konsekvenser for elevernes indlæring.

Samme konklusion fremgår af en omfattende international undersøgelse af skoler i hele Europa: Jo mere uro, jo mindre lærer eleverne. Hos Lærerforeningen er formand Anders Bondo Christensen ikke overrasket over rundspørgens resultat.

»Vi oplever, at forældre overlader forældrerollen til skolen,« siger Bondo Christensen, der understreger, at de fleste forældre har et godt samarbejde med børnenes skole, men at flere og flere ser skolen som et forbrugsgode.

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) er enig i, at disciplinære problemer hænger sammen med mangelfuld opdragelse, og derfor er skolernes sanktionsmuligheder over for de urolige elever allerede styrket. Bl.a. har skolerne nu mulighed for at flytte uromagere på tværs af klassetrin. Derudover er ministeren på vej med en såkaldt disciplinærbekendtgørelse, der gør det helt klart, hvad skolerne har af muligheder for sanktioner.

»Jeg vil meget gerne give skolelederne ansvaret for, at der er ro i timerne. For der skal være ro,« siger Bertel Haarder.