Forældre skal have mod til at opdrage

Børn skal opdrages til at have karakter, så de bliver robuste til at begå sig i det individualiserede samfund. Den opgave svigter vi som forældre i dag, hvis forhandlingsopdragelsen tager overhånd, lyder budskabet i ny bog fra professor og familieforsker Per Schultz Jørgensen.

Foto: Claus Bigum
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forestil dig, at du er enlig mor. Du har hentet din søn, Mathias, efter en strabadserende dag på jobbet. I har købt ind. I hver hånd bærer du en tung pose. Mathias bærer også en, som ikke vejer så meget. I er nået ud på parkeringspladsen, og der er endnu et godt stykke hen til bilen, da Mathias siger: »Mor, jeg skal bæres!«

Scenariet, der nok virker bekendt for de fleste småbørnsforældre, stammer fra professor og familieforsker Per Schultz Jørgensens nye bog, »Styrk dit barns karakter«. I den kommer han, om ikke med en opsang, så i hvert fald med en opfordring til forældre i det moderne samfund: Bliv bedre til at opdrage jeres børn, så de bliver selvstændige og robuste nok til det komplekse og til tider nærmest flimrende foranderlige samfund, de vokser op i. Børn skal udvikle »karakter« og kunne tage ansvar. Det er vigtige forudsætninger for at klare sig godt, mener professoren.

»Vores samfund er meget individualiseret. Det stiller nye krav til den psykologiske udvikling. De gamle rammer, som tidligere lå i traditionen, kulturen, naboskabet og slægten, er svækkede eller ikkeeksisterende. Men uden rammer får børn og unge ikke en struktur og et værdisæt at danne deres identitet og selvstændighed ud fra,« siger Per Schultz Jørgensen.

At det er et problem, kommer ifølge ham blandt andet til udtryk ved, at mange børn bliver behæftet med diverse diagnoser, at mange unge ikke magter at tage en uddannelse, eller at de senere rammes af depressioner. De giver for hurtigt op og har ingen vedholdenhed. De bliver rastløse og usikre af de manglende rammer. De mangler en indre fornemmelse af, hvem de selv er, og søger konstant efter deres identitet på markedet, i medierne, i sociale netværk.

»Det er alt sammen udtryk for en mangel på indre målestok, indre robusthed, indre retning. Det enkelte menneske ender i en ustandselig søgeproces efter sin identitet. Derfor har vi så mange diagnosebørn med rastløshedssymptomer, som vi dæmper med medicin,« siger Per Schultz Jørgensen.

Børn får ikke den nødvendige ballast

Forklaringen på problemet er mangesidigt. Ud over svækkelsen af større samfundsstrukturer og tilværelsesrammer er det også en børneopdragelse, der ikke giver børnene den nødvendige ballast. For på grund af tidspres og fravær ender forældre alt for ofte med alt for hurtigt at give efter for snart sagt ethvert af deres børns indskydelser.

Og hvis du lige lever dig ind i rollen som Mathias’ mor igen, så er det nu, her på p-pladsen, at du forsøger at neddrosle den lurende konflikt med sønnen ved at tilbyde ham fredagsslik, hvis han lige kan klare det sidste. Men det er at købe barnet til at yde det, som det burde gøre – uden at blive lokket med slik:

»Forældrene vil gerne undgå konflikter, for vi vil jo gerne have vores travle hverdag til at fungere. Så nu skal vi lige slappe lidt af. Nu er jeg lige kommet hjem fra arbejde. Jeg gider ikke høre på det mere. Det er den slags, det for mange af os ofte ender med. Men vi kan ikke undgå konflikter og dilemmaer i en opdragelse,« siger Per Schultz Jørgensen.

Hans pointe er, at vi forældre gradvist skal lære vores børn at tage et vist ansvar på sig og at styre og måske udsætte deres behov. Forskning viser, at behovsudsættelse er en særdeles vigtig evne at besidde. Eksempelvis blev en gruppe børn i et forsøg placeret foran en tallerken med én skumfidus på. De måtte gerne spise den med det samme. Men kunne de vente med at spise den, ville de få en mere. De, der evnede at vente, viste sig i voksenalderen at have klaret sig bedre uddannelsesmæssigt, familiemæssigt, og flere af dem havde holdt sig ude af kriminalitet.

»Det helt centrale er, at forældre mangler modet til at opdrage. Helt konkret skal man have nogle rammer i en familie, som alle skal leve op til. Det kan være omkring mad og måltider, tidspunkter, hvor man gør bestemte ting, hvor meget man hjælper til. Alt det på det lavpraktiske plan. Men det kan også være krav, man stiller til sit eget liv, og hvordan man omgås ting og hinanden. At have nogle rammer i en familie, betyder at have nogle værdier, og noget, man kan italesætte. At sådan gør vi her. Det lever vi op til i vores familie,« forklarer Per Schultz Jørgensen – og understreger, at vi jo hver har vores egen måde at opdrage på. Det vigtige er perspektivet; at børn udvikler en indre dømmekraft.

Børn skal have overdraget ansvar

Det handler ikke om at sætte grænser. Det udtryk finder Per Schultz Jørgensen negativt ladet, og det lugter for meget af fordums autoritære opdragelse, som han ingenlunde ønsker en tilbagevenden til. For den er først og fremmest kendt for at frarøve børnene deres selvværd. Derfor er løsningen for Mathias’ mor heller ikke vredt at kommandere ham til at traske hen til bilen omgående.

Omvendt den autoritære opdragelses afløser, forhandlingsopdragelsen, hvor forældre laver aftaler med selv helt små børn om dette og hint. Den er heller ikke den rette løsning. Måske mest af alt, fordi den er blevet drevet for vidt. Børn skal ikke opdrages, men inddrages, har mantraet lydt gennem de seneste årtier. Men i stedet for at inddrage børnene i demokratiet, er de fleste forældre endt med en laissez faire opdragelsesstil. Og det er at gøre børnene en bjørnetjeneste.

»Den moderne forhandlingsopdragelse er misforstået demokrati. Vi løber væk i vores egen fortravlethed og tror, at vi har givet børnene det bedste ved at give dem lige det, de peger på. Og så til sidst råber forældrene, mens børnene slet ikke er i stand til at pege på noget eller vælge. Det hele bliver kørt op. Så vi bliver nødt til at omdefinere opdragelse i dag,« siger Per Schultz Jørgensen.

Inddragelsen skal i stedet bestå i at overdrage barnet et vist ansvar, som de skal leve op til. Det kan eksempelvis være ved middagsbordet, at lille Liva på fire år får at vide, at hun gerne selv må tage spaghetti ved middagsbordet, men at her i huset spiser man det op, som man har øst op.

»Så må hun tage ansvaret for det, i stedet for at hun smider halvdelen ud i skraldebøtten og løber ind til sin iPad og spiller videre, mens de voksne sidder tilbage og kigger på hinanden,« siger Per Schultz Jørgensen.På samme vis med den store teenagedreng, der ikke vil stå op om morgenen, men skutter sig ekstra under dynen. Der kan man som forælder ikke sige andet, end at det er den unges eget ansvar, og at det ansvar kan man ikke tage fra ham, det må han leve op til .»Men man skal jo sætte ind fra børn er helt små. Er de først blevet ti år gamle, så er det sværere,« siger Per Schultz Jørgensen

»Men det er aldrig for sent. Selv om det jo ofte bliver på den hårde måde, når man skal lære at tage ansvar i en sen alder. Derfor er et godt liv forbundet med at have en indre dømmekraft og en karakterdannelse.«

Men hvad er så løsningen på den pressede situation på parkeringspladsen? Jo, en måde at give Mathias ansvar på, kan være at sige til ham: »Mathias, du er træt, det er jeg også, nu sætter vi os der på bænken og hviler os, så siger du til, når du er klar. Det gør de, og efter et par minutter siger han: Jeg er klar. Og så går de, og han bærer sin pose.

»På den måde bliver han anerkendt for at være træt, men han bliver ved med at have ansvaret for sin pose. Det hjælper moderen ham med at leve op til. På den måde vokser han,« siger Per Schultz Jørgensen.