Hvis Københavns Kommune ikke har kapacitet til at passe et barn i daginstitution, så kan forældrene anmode om betalingsfrihed og selv stå for pasning. Det meldte kommunen ud allerede i sidste uge.
Men i Frederiksberg Kommune må forældrene vente på afklaring.
For i Frederiksberg Kommune kan borgmester Simon Aggesen (K) ikke på nuværende tidspunkt give samme garanti til forældrene, hvis kommunen som følge af sundhedsstyrelsens retningslinjer må sige nej til, at de kan få passet deres barn. Han mener derimod, at staten bør betale.
»Hvis vi kommer i en situation, hvor vi ikke kan tilbyde pasning til alle børn og må bede forældrene om at passe deres egne børn, så synes jeg, at det kun vil være rimeligt, at de bliver kompenseret for at have deres børn hjemme. Men det bør ikke være kommunerne, der skal betale,« siger Simon Aggesen til Berlingske.
Finansministeren har lagt op til, at kommunale udgifter »brugt på coronavirus« vil blive dækket af staten. Den udmelding bør gælde i tilfældet med daginstitutionerne, mener borgmesteren.
»Nu har staten åbnet for, at coronaudgifter foregår inden for en statslig ramme, og at der kan blive udbetalt kompensationer. Så jeg synes, at det er naturligt at få en tilkendegivelse af, at staten vil kompensere kommunerne for at lade pengene gå tilbage til forældrene,« siger Simon Aggesen.
Frederiksberg Kommune har ikke taget stilling til, hvad der skal ske, hvis svaret fra staten bliver, at kommunen selv må afholde udgifterne til at lade de ramte forældre slippe for betaling. Simon Aggesen vil ikke »afvise«, at kommunen vil kompensere forældrene i »en eller anden udstrækning«.
Grunden til, at borgmesteren melder ud nu, er, at han ikke ønsker at stå i en situation om 14 dage og ikke have afklaret, hvem der skal betale.
Men Frederiksberg er en af landets rigeste kommuner – kunne I ikke godt selv betale?
»Vi vil først bede forældrene om at holde børnene hjemme, når det er nødvendigt. Så derfor mener jeg, at det må sidestilles med helt nødvendige coronarelaterede udgifter, som skyldes, at man fra regeringens side har sat nogle meget fornuftige, men også restriktive rammer op for at åbne dagtilbud og skoler,« lyder svaret fra borgmesteren.
Hvis staten ikke vil kompensere forældrene, vil Frederiksberg så garantere kompensation til forældrene?
»Min indstilling er, at forældrene skal kompenseres. Hvis staten ikke vil kompensere, så vil jeg forholde mig positivt til kompensation i en eller anden udstrækning. Men det kræver, at økonomien hænger sammen, og at der er politisk opbakning.«
Partierne i Frederiksberg Kommune skal torsdag drøfte forældrebetaling til dagtilbud.
På Christiansborg overvejer partierne i øjeblikket, om man skal lave en national model for orlov og betalingsfrihed, hvor staten kompenserer kommunerne økonomisk, oplyser Københavns Kommune.
Biblioteksansatte som pædagoger
I Frederiksberg og andre kommuner fungerer det sådan, at forældre melder ind, om de har behov for pasning af deres barn. I Frederiksberg Kommune viste tallene mandag, at 63 procent af børnene havde behov for pasning. Foreløbig kan Frederiksberg Kommune altså godt dække forældrenes behov for pasning.
Men som Berlingske tidligere har kunnet fortælle, holder nogle forældre sig tilbage, eksempelvis for at andre kan få plads, så det reelle pasningsbehov kan være højere end det indmeldte.
Frederiksberg har ikke bragt al ekstraplads i spil og ifølge borgmesteren skal der »ret meget til«, før man vil støde ind i problemer, hvor forældre ikke kan få passet deres børn. Kommunen har fået henvendelser fra private arbejdspladser, der kan bidrage med ekstra kvadratmeter. Men forventningen er, at i hvert fald en del af de tilbud kan falde bort, når flere arbejdspladser åbner op.
Borgmesteren forbereder sig desuden på, at det kan blive nødvendigt at inddrage ikke-uddannet personale, for eksempel biblioteksansatte, der skal arbejde med børnepasning. Arbejdsmarkedets parter blev i slutningen af marts enige om, at faggrupper skal kunne flyttes over på andre fagområder.