For nogle år siden var jeg på krydstogt. Et voldsomt eksklusivt et af slagsen; til en rejseartikel om den ypperste luksus på havet.
Med til luksus i den kaliber hører selvfølgelig middage i gourmet-genren, og det var der da også her. Oftest i restauranten, men hvis man ville, kunne man også i bedste VIP-stil få dækket op i en afskærmet krog på dækket.
Den model var jeg ude i en enkelt aften, sammen med en dansk herre og hans kæreste, som var med på turen. Herren havde til lejligheden medbragt en flaske rødvin og bød mig et glas.
Der var en god stemning omkring bordet, og jeg drak lystigt mit glas vin. Uden at tænke nærmere over, hvad det var. Og først for nylig er det gået op for mig, at jeg havde drukket en vin, der i dag koster godt 2.400 kroner – per glas.
Nu er det jo ikke, fordi dyrt altid er lig med dejligt, men man må formode, at når dagskursen på en bestemt flaske vin ligger på 12.000 kr. , er den på et lidt andet niveau end den skævhalsede til 12 kr. i grænsebutikkerne.
Vinen, jeg drak om bord på krydstogtskibet, smagte godt, men jeg ville ønske, at jeg havde en lidt større vinviden, for så havde jeg formentlig nydt den noget mere.
Det har jeg imidlertid ikke. Jeg ved så meget andet, men jeg er absolut ikke den, der med ét blik på et vinkort kan bedømme, om de årgange, druer og distrikter, der er repræsenteret, er værd at drikke. Og når tjeneren serverer den obligatoriske prøvetår, kan vurdere, om min bedømmelse holder stik.
Det er ikke, fordi jeg synes, vin er uinteressant eller viden om vin ligegyldig. Tværtimod. Men det er et stort univers, som jeg aldrig rigtigt har haft mod på at sætte mig ind i. Men skulle jeg gøre det, ville jeg meget gerne begynde med en vinrejse. Som for eksempel en rundtur i californiske Sonoma, som vi bringer en artikel om i Rejseliv. Bare cruise rundt og smage forskellige vine og samtidig måske blive lidt klogere.