For meget D-vitamin mistænkes for at øge dødelighed

Danske forskere har påvist, at der er en sammenhæng mellem dødsfald ved slagtilfælde eller blodprop i hjertet og et højt D-vitaminniveau i kroppen.

Solskin er en naturlig kilde til D-vitamin - og spørgsmålet er, om den virkelig er med til at slå ihjel? Svaret blæser lidt i vinden. Ifølge dansk forsker er det endnu ikke muligt at sige, hvilken form for D-vitamin der hænger sammen med højere dødelighed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Carsten Gregersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er blevet skrevet igen og igen, at danskerne mangler D-vitamin - særligt i de mørke vintermåneder. Men nu viser ny forskning, at kosttilskud i lange baner heller ikke er vejen frem.

Forskere fra Københavns Universitet har som de første i verden påvist, at der er en sammenhæng mellem et for højt niveau af vitamin D i blodet og en øget risiko for at dø af et slagtilfælde eller en blodprop i hjertet.

»Der er en tydelig sammenhæng mellem slagtilfælde eller hjertedød og de høje værdier. Vi skal passe på med at proppe os med kosttilskud, for der synes altså at være en øvre grænse,« siger forsker og professor på Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet, Peter Schwarz.

Det er data fra 247.574 danskere i forbindelse med besøg hos egen læge, der er blevet undersøgt. Forskerne har analyseret dødeligheden over en syvårig periode fra blodprøven er blevet taget. Det er verdens hidtil største grundlag for denne type undersøgelser, fortæller Peter Schwarz, og forskerne har da også netop offentliggjort deres resultat i verdens førende tidsskrift på området, Journal of Endocrinology and Metabolism.

»Vitamin-D tallet skal helst ligge på mellem 50 og 100 nanomol per liter. Er tallet over 100, så synes risikoen for at dø af en blodprop i hjertet eller et slagtilfælde at være forhøjet,« siger Peter Schwarz, som håber, flere vil interessere sig for at undersøge den øvre grænseværdi.

Han understreger, at man ikke skal være bekymret, hvis man spiser en enkelt multivitaminpille hver dag. Det er dem, som spiser flere kosttilskud, der skal være opmærksomme.

»Spiser man forskellige kosttilskud, som alle indeholder D-vitamin, så kan det pludselig blive til meget høje doser. Og det er ikke noget, man bare skal gå rundt og spise som bolsjer,« siger han.

Det hidtidige fokus på, at danskerne får for lidt D-vitamin, har startet en debat om, hvorvidt man skal tilsætte D-vitamin til visse fødevarer såsom mælk og ost. Men det er en dårlig idé, advarer Peter Schwarz:

»Det er jeg arg modstander af. Jeg bryder mig ikke om, at vi tilsætter alle mulige ting til fødevarer, for det ved vi slet ikke tilstrækkeligt til. Der har været en sund og fornuftig begrundelse for at komme jod i vores salt, men det er der, vi er kommet til dokumentationsmæssigt lige nu.«