For lidt viden om det nye virksomme stof

Det er problematisk at dele behandlingen med Tysabri ud på mange hospitalsafdelinger, men Sundhedsstyrelsen vil gerne genoverveje den nuværende situation med kun to behandlingssteder.

I Sundhedsstyrelsen har man ifølge chefen for styrelsens planlægningsenhed, overlæge Lone de Neergaard, fuld forståelse for, at sclerosepatienterne er kede af at rejse langt efter den nye Tysabri-behandling.

»Men der er tale om et nyt stof, og vi synes, vi ved for lidt om det til bare at give det frit. Der er stadig tale om en ny behandling, hvor vi endnu ikke ved nok om især bivirkninger.

Derfor har vi valgt at starte i det små med to behandlingssteder. Dermed sikrer vi patienterne mulighed for at få gavn af en ny effektiv medicin, men kan samtidig indhøste den fornødne erfaring med behandlingen,« fortæller Lone de Neergaard.

Lone de Neergaard siger, at det er nødvendigt med et forholdsvis stort patientmateriale, hvis man skal bedømme effekten af en behandling.

»Hvis vi delte behandlingen med Tysabri ud på alle 14 neurologiske afdelinger, ville de hver for sig behandle så få patienter, at man ikke kunne afgøre, om deres resultater var udtryk for en tilfældighed.«

Det er planen, at Rigshospitalet og Århus Sygehus skal stå for behandlingen med Tysabri i foreløbig et år, hvilket vil sige frem til oktober måned i år.

»Men den beslutning vil vi gerne genoverveje,« siger Lone de Neergaard.