I over 30 år har den danske fotograf Jan Grarup tryllebundet verden med sine billeder og historier.
Han har som udsendt i lande som det tidligere Jugoslavien, Somalia, Den Centralafrikanske Republik og Ukraine dækket verdens brændpunkter og prøvet at beramme ubegribelige begivenheder i krige og katastrofer.
Den 54-årige Jan Grarup har fem gange vundet prisen for Årets Pressefoto, og hans arbejde har vundet flere priser i den internationale fotokonkurrence World Press Photo.
Men billedet af den ukuelige krigsfotograf, der går længere end de fleste og altid leverer den ægte, rå og blodige vare, begynder at krakelere.
»Reporterne« på 24syv kan nu afsløre, at et essay »Turist i mit eget mareridt« i Politiken, som Jan Grarup skrev 7. april 2019 i forbindelse med 25-året for folkemordet i Rwanda, er behæftet med selvmodsigelser og modsatrettede påstande om centrale detaljer.
Flere oplysninger rejser dernæst tvivl om, hvorvidt Grarup overhovedet var i Rwanda på det tidspunkt, han påstår, og om meget stærke og blodige detaljer om to børn, som han hævder at have mødt, er gengivet korrekt eller kan være helt eller delvist opfundet.
Politiken valgte i 2019 at indstille Jan Grarup til landets fornemmeste journalistiske pris, Cavlingprisen, for netop hans dækning af Rwanda.
Alene
I sit essay i Politiken beskriver Jan Grarup, hvordan han i foråret 1994 er vidne til efterspillet af en massakre i en kirke i byen Nyamata i Rwanda.
Flere tusinde tutsier blev dræbt af hutuer under massakren i og ved kirken, som er kendt som én af de grusomste blodsudgydelser under folkemordet i Rwanda. Massakren fandt sted mellem 14. og 16. april 1994 ifølge de officielle arkiver i Rwanda.
I sit essay fra april 2019 beskriver Jan Grarup, hvordan han ankom alene til kirken i sin bil:
»Da jeg parkerede min gamle Toyota Pickup foran kirken i Nyamata, to timers kørsel uden for Rwandas hovedstad Kigali, forstod jeg, at jeg var helt alene. Hutumilitsen var draget videre,« skriver Jan Grarup.
Han skriver desuden, at »en flod af blod strømmede ud af kirken«, og at kvinder, spædbørn og mænd ligger døde tilbage. Om sin ankomst til kirken beretter Grarup, at »dét, der netop måtte have været et inferno af eksplosioner, skrig og råb, var helt tyst; jeg kunne kun høre mit eget åndedræt, mine egne trin og klikkene fra mit kamera, hver gang jeg trykkede på udløseren.«
Samme klik er dog aldrig – for offentligheden – blevet forvandlet til fotografier. Hverken i Jan Grarups fotobøger, i de oprindelige reportager bragt i Politiken eller i arkivet på Jan Grarups hjemmeside kan man se billeder fra kirkemassakren.
Da Jan Grarup 8. april 2019 var gæst i Politikens nyhedspodcast, understregede fotografen, at han ankom til kirken straks efter den blodige massakre.
I podcasten spørger Politikens vært Nils Thorsen direkte, om Jan Grarup i 1994 ankom få dage eller få timer efter massakren, hvortil fotografen svarer, at massakren havde fundet sted »få timer tidligere«. Jan Grarup vurderer senere i samme interview, at han måske ankom »fem-seks timer senere«.
Dén forklaring står dog i kontrast til, hvad han selv skriver i sin erindringsbog »Hvor jernkorsene gror«, som udkom på Gyldendal 1. oktober 2019 – knap et halvt år efter essayet i Politiken.
I sin bog fortæller Jan Grarup, at han ikke var alene, da han i 1994 ankom til kirken i Nyamata, men at han i stedet var i selskab med en tutsikommandør og »fem-otte soldater«, og at det skete »nogle døgn« efter massakren.
»Det er nogle døgn siden, massakren er foregået, vurderer vi, og det viser sig, at hutumilitsen har planlagt begivenhederne med en ufattelig kynisme,« skriver han i bogen.
»Kommandøren tager os ud til en landsby, hvor der ligger en kirke. Her er foregået en massakre, der blev kendt som en af de første store massakrer i Rwandas historie,« skriver Jan Grarup i sin bog.
En kravlende pige
Grarup skriver videre i sit essay i Politiken, at han i kirken møder en pige, der »pludselig« kom »kravlende ud imellem alle de døde«, og som han bagefter fotograferer. Grarup beskriver billedet af pigen som det vigtigste i sin karriere.
Billedet viser profilen af en lille pige, som bliver behandlet efter at have fået dybe machetehug i hovedet. På billedet kan man tydeligt se pigens hvide kranie i de dybe snit.
Det er brutalt, råt og gribende.
Lige så gribende som billedets indhold er Jan Grarups fortælling om, hvordan billedet blev til.
I sit Politiken-essay fra april 2019 giver fotografen en uhyggelig beskrivelse af, hvordan han finder den »5-6-årige pige« blandt dynger af lig kort efter massakren i Nyamata-kirken.
»Jeg arbejdede. Dokumenterede. Samlede vidnesbyrd om, hvad der var sket. Jeg var krigsfotograf og effektiv, præcis som hutumilitserne. Så pludselig kom hun kravlende ud imellem alle de døde. En lille pige på en 5-6 år. I sit baghoved havde hun et machetehug, der gik helt ind til kraniet. Nogen havde forsøgt at hugge hjerneskallen af hende,« skriver Jan Grarup i essayet.
I sit interview med Politikens nyhedspodcast fra 8. april 2019 fortæller Jan Grarup igen, hvordan han ser den lille pige komme kravlende ud efter massakren i Nyamata.
»Mens jeg står og kigger på det, så kommer der en lille pige på fem år kravlende ud af kirken i live. Inde i kirken ligger hendes mor og far, hendes søskende, slået ihjel, fuldstændig hugget i stykker med macheter,« fortæller Jan Grarup i podcasten.
Det fremgår ikke, hvordan Jan Grarup – der ifølge essayet var alene i kirken, var i stand til at kommunikere med den lille pige om familiens skæbne.
»Er den lille pige uskadt?« spørger podcastvært Nils Thorsen.
»Det er hun ikke. Hun har meget slemme sår over det hele, men værst af alt er, at hun har et meget dybt machetehug i nakken, som går helt ind til hendes kranie. Og vi får hende båret over til de her RPF Medicals, som er med den styrke, jeg rykker frem med, hvor de behandler hende. Og det billede er single-handed det vigtigste billede i mit liv,« svarer Jan Grarup til podcastværten.
Fotograf Jan Grarup forklarer som nævnt i sit eget essay – at han ankom alene til kirken – og noget andet i Politikens egen podcast: At han var sammen med flere andre.
I sin erindringsbog fra oktober 2019 fortæller Jan Grarup også, at han fotograferer den sårede lille pige ved kirken i Nyamata.
»Jeg fotograferer i stilhed og chok, men arbejder dybt fokuseret. Det er et kolossalt omfang af ofre, slagtede mennesker, men også nogle få hjælpere, der kommer til andre steder fra på pickuptrucks. En af de få overlevende, måske den eneste, er en pige, der ikke er meget ældre end fem-seks år. Hun har flere dybe hugskader fra macheteslag i kraniet, og hendes hænder er sået til med sår fra granaterne,« skriver Jan Grarup i sin bog.
I et Facebook-opslag fra 29. marts 2019, der indeholder det omtalte billede af det sårede barn, gentager Jan Grarup budskabet om, at billedet blev taget ved kirken i Nyamata.
En gennemgang af Politiken fra 1994 afslører imidlertid, at billedet af pigen ikke er taget ved kirken få timer efter massakren.
Den 24. maj 1994 bragte Politiken det kendte billede af den sårede pige. Her fremgår det af teksten til billedet, at »en soldat fra tutsiernes hær, RPF, behandler en forældreløs pige på et feltlazaret i et af de nyerobrede områder i byen Gitarama lige syd for Kigali.«
Gitarama, der har skiftet navn til Muhanga, ligger knap 2,5 times kørsel væk fra kirken i Nyamata.
Tetris med døden
Et andet dramatisk vidneudsagn, som springer i øjnene i Jan Grarups Politiken-essay fra 2019, er historien om endnu et barn, den 13-årige Claudette, der også mirakuløst overlevede massakren i kirken.
I Jan Grarups essay fra april 2019 i Politiken hedder det:
»Claudette var 13 år gammel, da hutumilitser angreb den kirke i Nyamata, hvor hun og hendes familie gemte sig. De huggede hende ned med macheter, slog hende i ryggen, skulderen og i ansigtet, derefter voldtog 20 af soldaterne hende. Da de var færdige, stak de deres macheter op i skeden på hende og smed hende derefter ned i en 12 meter dyb latrin. Hun mistede sin mødom til macheterne og tyve voksne mænd og blev efterladt i en 12 meter dyb latrin for at dø. Men hutumilitsen fortsatte med at smide nye lig i hullet, så hun brugte dem som trappe. Hun spillede Tetris med døden.«
På Facebook og Instagram skriver Grarup senere samme år, 9. maj 2019, at Claudette blev voldtaget af 30 mænd – altså ti flere end de 20, han hidtil havde påstået.
År senere – ved en fotofestival kaldet Sony Days – i november 2022 fortæller Jan Grarup igen om Claudette og igen har detaljer ændret sig. Ved denne lejlighed, fremgår det af et klip på YouTube, fortæller han, at Claudette var syv år dengang i 1994, at latrinen var 20 meter dyb og ikke de 12 meter, han tidligere havde fortalt.
Jan Grarups beskrivelse af de rædsler, der er overgået Claudette, adskiller sig fra andre artikler, der er skrevet om samme kvinde. Siden sine oplevelser under folkemordet i 1994 har Claudette hyppigt været i pressen for at fortælle sin og de overlevendes historie.
Historien varierer fra artikel til artikel i detaljegrad og hårdhed, men det er kun Jan Grarup, der i detaljer har beskrevet, at hun blev voldtaget af 20 – eller 30 – mænd på skift, fik stukket macheter i underlivet og efterladt i en latrin på 12 eller 20 meter, hvoraf hun selv kravlede op ved at stable lig.
En lokal kilde, der ønsker at være anonym, men som selv var til stede, da Jan Grarup interviewede Claudette i 2019, fortæller til 24syv, at Claudette fortalte om voldtægt, og at overgrebsmanden brugte en machete til at sprede hendes ben, men Claudette fortalte ikke, som Jan Grarup hævder, at hun blev voldtaget af 20 – eller 30 – mennesker og fik stukket macheter op i underlivet.
To steder på samme tidspunkt
Tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt Jan Grarup var i Rwanda midt i april, hvor kirkemassakren fandt sted i dagene mellem 14.-16. april, og om han overhovedet var i landet i den skæbnesvangre måned i 1994.
Politiken bragte således mandag 18. april 1994 et foto på forsiden – to dage efter massakren i Nyamata – som Jan Grarup er krediteret for at have taget dagen i forvejen, søndag 17. april 1994.
Billedet er fra en football-kamp på Gentofte Stadion mellem Copenhagen Towers og det østrigske hold Oscar Dinos. 24syv har dokumentation for, at det billede, der er taget og bragt i Politiken, viser spillere fra de to hold, og at kampen fandt sted den pågældende søndag i Gentofte.
Det står dertil klart, at Grarup i slutningen af april 1994 var i Sydafrika for at dække det historiske valg, som markerede enden på apartheidstyret og starten på Nelson Mandelas embede som Sydafrikas præsident.
Den 25. april 1994 bragte Politiken et billede, som Jan Grarup havde taget dagen før af efterdønningerne af en bilbombeeksplosion i Johannesburg i Sydafrika, og 3. maj 1994 blev et af Jan Grarups billeder af festende sydafrikanere efter Nelson Mandelas sejrstale 2. maj brugt i Ekstra Bladet.
Jan Grarup har imidlertid gentagne gange både i sin erindringsbog, over for Politiken og i et videointerview med fagbladet Journalisten formuleret sig på en måde, der klart giver det indtryk, at han først tog til Rwanda efter at have dækket valget i Sydafrika.
Til fagbladet Journalisten fortalte Jan Grarup 23. maj 2016, at han først dækkede valg og præsidentindsættelse i Sydafrika – i slutningen af april – og dernæst tog til Rwanda.
Grarup fortæller, at han er »i Sydafrika for at dække valg. Og pludselig så kommer alle de her rapporter ind om dét, der foregår i Rwanda. Og de morderscener, der ligesom kører i Kigali … er på én eller anden måde udefinerbare for mig på det tidspunkt. Det er først, da jeg ligesom selv kører ind i det at jeg opdager den magnitude og den størrelse, der er i det, som er jo fuldstændig vanvittig og det gør et eller andet, død i den dér … eller brutalitet og had i den størrelsesorden, ændrer ens syn på verden og virkeligheden.«
I sin erindringsbog skriver Jan Grarup, at »i den sidste uge af april 1994« stod (...) »én ting« … »klart«: Det var mere end vanskeligt at komme ind i Rwanda. Alle veje ind til hovedstaden Kigali var lukkede, og det var kun sandsynligt at komme ind fra nord eller øst, det vil sige fra Tanzania eller Uganda. Det tog mig flere dage at finde vejen ind.«
Og til Politikens egen podcast siger han i maj 2019, mens han i slutningen af april 1994 var i Sydafrika, så »begynder de første radiobulletiner at komme ud fra det her lille centralafrikanske land, som nærmest ingen havde hørt om, at der var et folkemord i gang. Og derfor så besluttede jeg mig for at rejse fra Johannesburg via Dar es Salaam til Nairobi og så videre ind i Rwanda. Og hvorfor den vej? Fordi det var den eneste, der var åben på det tidspunkt.«
Samtlige tre vidnesbyrd fra Grarup kan kun læses således, at han tager til Rwanda efter at have dækket valget i Sydafrika – og at det er hans første rejse til landet.
Den norske fotojournalist Jan T. Espedal bekræfter over for 24syv, at han mødte Jan Grarup tidligt i maj 1994 på grænsen mellem Tanzania og Rwanda.
I sin erindringsbog skriver Jan Grarup ellers, at han 24. april står ved grænsen mellem Rwanda og Tanzania. Men en gennemgang af Jan Grarups dækning af valget i Sydafrika viser altså, at han opholdt sig i Johannesburg fra senest 24. april til 2. maj, mens han søndag 17. april opholdt sig i Gentofte.
Fotograf Jan Grarup er blevet forelagt samtlige kritikpunkter i artiklen, men han har ikke ønsket at kommentere sagen. Chefredaktør Amalie Kestler fra dagbladet Politiken vil ikke deltage i et interview, men har bedt Læsernes Redaktør undersøge sagen.
Ovenstående artikel er udgivet i et samarbejde mellem Berlingske og 24syv. Niels Frederik Rickers og Mille Ørsted er tilknyttet programmet »Reporterne«. Berlingske vil selvstændigt følge op på sagen den kommende tid.