Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Natten mellem tirsdag og onsdag kom en dreng til verden. Ti minutter over tre lå han dér på fødeafdelingen på Hvidovre Hospital, 3.645 gram tung og 54 centimeter lang.
Drengen har endnu ikke noget navn og nok heller ikke nogen idé om, hvilket liv der venter: Mødregruppe, flyverdragter, børnehave, skolestart. Madkasser, lektier, bumser og pubertet. Kærester, eksaminer, fjumreår og lejlighedsjagt. Studievalg, karrieredrøm, kone og børn.
Tiden går, som tiden gør, og en dag passerer kalenderen årstallet 2080, den lillebitte dreng er blevet en moden herre, der fylder 65 og på papiret er ved at være pensionsklar – i nutidens målestok. Næsten 30 procent af den europæiske befolkning vil til den tid være jævnaldrende med ham eller ældre, og andelen af ældre vil dermed være steget markant, hvis man sammenligner med i dag.
Danmark, de øvrige europæiske nationer og det meste af verden står over for en af de største udfordringer for verdens velfærdssamfund: Hvordan vi håndterer mange flere ældre – og færre yngre til at være med til at holde hånden under de ældre?
Midt i livet som 65-årig
Vil Christina Holck Nielsens og Daniel Wennergrens lille dreng overhovedet blive en del af den såkaldte »ældrebyrde«, der i dag fylder meget i debatten om fremtidens velfærdssamfund?
Tre eksperter i fremtidens ældreliv har sat de langtrækkende kikkerter for øjet og giver her deres bud på en 65-årigs liv anno 2080: Om 65 år springer manden, der i dag er den lille baby, ud af sengen. Han er langt fra livets efterår, for til den tid svarer 65 år til vor tids 40 eller 50. Manden er stadig i fuldt vigør på arbejdsmarkedet. Han er sandsynligvis i gang med sin tredje eller fjerde karrierevej, men tropper ikke op på et kontor eller en fabrik, for der er nok ikke meget fast arbejde i årstallet 2080.
»De fleste vil være ansat som en slags freelancearbejdere, der arbejder fra projekt til projekt. Den gamle fuldtidsansættelse er for de fleste for længst afskaffet,« siger Jesper Bo Jensen, direktør i Center for Fremtidsforskning, som har analyseret, hvordan fremtidens alderdom vil se ud – men han slår samtidig fast, at det er meget langt at kigge helt til 2080. Selv for en fremtidsforsker.
Inden arbejdsdagen begynder, skal ungerne vækkes. Det vil ikke være særligt sjældent at se 65-årige nybagte fædre trille rundt med barnevogne og rulle hen til vuggestuen, hvor børnebørnene måske også tumler rundt.
»Som 65-årig vil man være i gang med sin anden eller tredje kernefamilie,« fortæller Klaus Æ. Mogensen, fremtidsforsker ved Instituttet for Fremtidsforskning.
»Flere generationer af børn leger sammen, og det vil være helt almindeligt at fryse æg ned, så man får børn i en meget sen alder. Måske bliver vi forynget, så vi biologisk også er i stand til at få børn senere og senere.«
Efter en arbejdsdag er der stadig masser af fysisk overskud til en omgang svedig aktivitet. Vores 65-årige familiefar er kernesund og kan dyrke motion uden problemer. Samtidig er flere af de store livsstilssygdomme forsvundet.
»Det meste er blevet klaret med genterapi, og sådan noget som sukkersyge vil være helt væk,« forudser Klaus Æ. Mogensen.
Ældre er blevet en ressource
Alderdom er i 2080 i det hele taget blevet et udvandet og dødt begreb, mener fremtidsforskerne. Vi snakker ikke om en ældrebyrde, fordi de såkaldte »ældre« er blevet en stor ressource i vores samfund.
»De oplever nogle år, hvor de i større grad er i stand til at medvirke til at drive vores samfund, indgå i sociale relationer, engagere sig i familiesamfund og lokalsamfund. Dermed bliver de ikke kun en belastning, men også en ressource,« siger Allan Krasnik, professor ved Afdeling for Sundhedstjenesteforskning og Center for Sund Aldring ved Københavns Universitet.
Vores dreng fra fødestuen på Hvidovre skal måske til et møde i en lokalforening eller træne ungernes fodboldhold om aftenen.
»I kraft af deres bedre helbred er de i stand til at engagere sig på en måde, som man ikke tidligere har kendt i samme omfang,« siger Allan Krasnik.
Lige nu vejer han under fire kilo og er kun lidt over en halv meter lang, Christinas og Daniels dreng, men han kan godt glæde sig til at blive 65.