For første gang bekræftet: Personer smittet med coronavirus i Danmark

Tidligere tilfælde af smitte har alle været, hvor smitten er sket i udlandet.

Første interne smitning i Danmark. Henning Bagger

Enkelte danskere er blevet smittet med coronavirus i Danmark. Hidtil er alle danske smittetilfælde sket i udlandet.

Det er derfor første gang, at de danske myndigheder har oplyst, at der har været smittetilfælde internt i Danmark.

Smitten kan dog føres tilbage til andre virusramte, der er blevet smittet i udlandet.

Meldingerne kommer fra Anne-Marie Vangsted, der er direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed.

»Vi har ikke verificeret smittetilfælde i Danmark, vi ikke kan relatere tilbage til udlandet,« skriver hun på Twitter.

»Enkelte af dem er blevet smittet her i Danmark - men i relation til allerede kendte patienter, der er blevet smittet i udlandet«.

Tidligere har sundhedsmyndighederne oplyst, at alle danske smittetilfælde var sket i udlandet, men at der ikke kunne undgås smittespredning herhjemme også.

Mange af de danske smittetilfælde har været i forbindelse med rejser i udlandet. Det gælder særligt Norditalien.

Som følge af coronavirus, har de danske myndigheder iværksat en række tiltag til at begrænse smitten. Blandt andet opfordrer myndighederne til  atalle arrangementer med over 1000 deltagere rykkes eller aflyses, for at mindske risikoen for smitte. Opfordringen gælder i første omgang resten af marts. Derfor afholdes eksempelvis Melodi Grand Prix i aften uden tilskuere.

Det anbefales, at man bliver hjemme 14 dage efter at have besøgt områder med særligt mange smittede. Det gælder blandt andet det nordlige Italien, Kina og Iran.