For få kvinder går forskervejen

Universiteterne kæmper med at få kvinder til at blive forskere. Bl.a. fordi kvinder efterlyser tryghed i ansættelsen, og det er svært at tilbyde.

Som projektansat forsker er Camilla Trab Damsgaard med til at skaffe sin egen løn. En udfordring, der ifølge hende kan få andre kvinder til at fravælge forskervejen. Foto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere

Der er for langt mellem kvinderne inden for forskning på universiteterne, og der er ikke mindst langt mellem kvinderne inden for naturvidenskabelig forskning.

Så langt, at der på et fakultet som det natur- og biovidenskabelige på Københavns Universitet (KU) kun er én kvinde ud af 12 institutledere, mens kvinderne udgør blot 18 procent af professorerne og 21 procent af lektorerne på fakultetet.

Men KU vil have flere kvinder til at gå forskervejen og har derfor udarbejdet en række handlingsplaner, akkurat som Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet netop har vedtaget en ny handleplan for 2015-2017.

På samme måde er Aarhus Universitet (AU) snart klar med en handlingsplan fra 2016-2020 for at få flere kvinder ind i forskning.

Ifølge dekan John Renner Hansen skal mindst en tredjedel af de fastansatte forskere på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet i 2020 være kvinder.

»Vi skal simpelthen blive skarpere til at ansætte kvinder,« siger han.

Pinligt med så få kvinder

Samme melding kommer fra professor og forskningschef på Statens Naturhistoriske Musesum (SNM), Nina Rønsted.

»Vi kan konstatere, at der er meget få kvinder blandt de fastansatte. Det er helt ekstremt, og det bliver bare ikke bedre af sig selv. Nu har man sagt det siden 1960erne, og det er der altså ikke sket ret meget af. Det er nærmest pinligt, at det er værre i Danmark end så mange andre steder. Så vi er nødt til at gøre noget,« understreger hun.

På SNM har de en plan om, at hver anden nyansatte skal være af hunkøn for hurtigere at nå målet om en tredjedel kvinder.

Ifølge Nina Rønsted er en af de store udfordringer overhovedet at få kvinder til at søge de ledige forskerstillinger. Hun har tidligere siddet i flere ansættelsesudvalg, hvor der ikke har været en eneste kvindelig ansøger i bunken.

Ofte fordi stillingerne ifølge hende ikke har været slået ordentligt op.

»Hvis man kun slår dem op på universitetets hjemmeside i 14 dage, er det da det samme som at sige, at vi allerede godt ved, hvem vi vil ansætte. Og så får man forhindret folk i at søge,« siger hun:

»De her stillinger bliver nu slået op i mindst en måned, og de skal slås op internationalt, og så skal vi tage mindst fem til samtale, så der reelt er tale om åben konkurrence.«

De videregående uddannelser og forskningsverdenen har flere gange forsøgt at få flere kvinder til at gå forskervejen. Bl.a. har Aarhus Universitet og Københavns Universitet tidligere indført ordninger, hvor institutter og hovedområder er blevet økonomisk ansporet til at ansætte flere kvindelige forskere.

Pulje til yngre kvinder var for kontroversiel

På samme måde har Det Frie Forskningsråd (DFF) forsøgt sig med særlige forskningspuljer, senest YDUN-puljen, målrettet mod yngre, kvindelige forskningsledere.

YDUN bliver dog ikke gentaget, oplyser formanden for DFF, professor Peter Munk Christiansen fra AU.

YDUN var ifølge ham »åbenbart for kontroversiel og skabte for voldsom debat«. Til gengæld har rådet ingen planer om at droppe den ligestillingspolitik, som det indførte i 2013. Politikken indebærer bl.a., at forskergrupper skal redegøre for deres kønsfordeling, når de søger midler fra rådet.

Selv om kvindekvoterne har ført til flere kvinder i forskning, er der ifølge dekan John Renner Hansen ingen planer om at genoplive dem.

»Det er der for stor politisk modstand til«, som han udtrykker det.

»Noget af det, vi skal blive skarpere til, er at spotte kvindernes talent i jobsamtaler. Vi skal passe på ikke at fravælge kvinder, fordi de måske ikke præsenterer sig helt så godt til en jobsamtale. Mænd kan virke mere energiske og udadvendte, mens kvinder måske kan virke mere perfektionistiske. Og det passer ikke så godt med at være innovativ og tage chancer.«

Hvad nu, hvis to ansøgere, en mand og en kvinde, er lige gode, får kvinden så jobbet?

»Ja, hvis de er 100 procent lige. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Der er altid forskelle på ansøgerne,« siger dekanen:

»En anden udfordring, som jeg ser det, er, at kvinder generelt efterlyser større tryghed, når de er omkring de 30-35 år. De vil gerne have tryghed i ansættelsen. Bl.a. af familiehensyn. Derfor går de måske mere efter de faste stillinger i stedet for at starte med de midlertidige stillinger, der senere kan føre til fast job. Det er kun de allerbedste, der kan få en fast stilling allerede som 32-årige. Og at være forsker i dag på højt niveau er et 24-7-job.«

Skal være med til at skaffe sin egen løn

En af de kvindelige forskere, der har valgt at gå karrierevejen, er 38-årige Camilla Trab Damsgaard. Hun er lektor i børneernæring på Institut for Idræt og Ernæring på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på KU og mor til to drenge i skolealderen.

Hun kender til udfordringerne med at få privat- og forskerliv til at passe sammen.

»Jeg har heldigvis en chef, der sætter familie meget højt, og samtidig har jeg stor indflydelse på mine arbejdsopgaver og tilrettelægger selv mine arbejdstider. Den fleksibilitet er meget værdifuld, når man er børnefamilie.«

Som projektansat er Camilla Trab Damsgaard med til at skaffe sin egen løn. En usikkerhed, der ifølge hende godt kan holde nogle kvinder fra at satse på forskning.

»Man skal holde sig konkurrencedygtig, hvis man gerne vil blive,« siger hun:

»Jeg kan godt lide at have en tryg base. Så for mig har det svære været ikke at vide, om jeg har et job, når min projektansættelse udløber. Det har været en afvejning af, om jeg tror nok på, at det en dag kunne blive mig, der fik en fast stilling, til at fortsætte med min drøm.«

Men det er det hele værd, understreger Camilla Trab Damsgaard.

»Jeg har et spændende og meningsfyldt arbejde, som jeg brænder for, og som jeg føler gør en vigtig forskel samfundsmæssigt.«