For Crow-indianerne er han »Well-known Wolf«

Den danske topforsker Eske Willerslev er netop blevet optaget som medlem i den nordamerikanske Crow-indianerstamme. En historie, der begyndte med fundet af Amerikas ældste skelet.

I slutningen af juni blev danske Eske Willerslev optaget i Crow-stammen i USA og fik navnet »Well-known Wolf«. Det skete efter at han havde været medvirkende til, at et 12.600 år gammelt barneskelet af det forhistoriske Clovis-folk, som er forfædre til de indfødte amerikanere, blev genbegravet, efter at han han hans forskerkolleger havde arbejdet med det. Fold sammen
Læs mere

Indianerne ville være fjendtlige. De ville modarbejde ham og forhindre ham i at gøre hans videnskabelige arbejde ordentligt. Eske Willerslevs amerikanske videnskabskollegaer var ikke i tvivl. Han skulle holde sin DNA-forskning langt væk fra de indianske stammer.

Den danske topforsker gjorde alligevel det lige stik modsatte. Han gik så langt ind i indianernes verden, at han i slutningen af juni blev optaget som medlem af Crow-stammen i Montana.

»Mine kollegaer havde en masse fordomme, som viste sig at være ukorrekte. Indianerne har taget godt imod mig og været meget interesserede i, hvad jeg kom med. Men jeg tror, at det har spillet en rolle, at jeg er dansker. At jeg ikke er hvid amerikaner og bærer den historie med mig.«

Det hele begyndte med fundet af et barneskelet på en privat grund ejet af familien Anzick i Montana. Et skelet der viste sig at være 12.600 år gammelt og stamme fra det forhistoriske Clovis-folk. I mere end ti år havde det ligget i familiens Anzicks bankboks, uden at nogen havde undersøgt det nærmere.

Professoren fra Center for Geogenetik ved Statens Naturhistoriske Museum fik sammen med andre internationale forskere lov til at kortlægge arvemassen, og de fandt ud af, at 80 procent af de nulevende indianere nedstammer fra den forhistoriske dreng. Et opsigtsvækkende resultat, der én gang for alle fastslog, at de første mennesker i Amerika er indianernes direkte forfædre. Et resultat der også sendte Eske Willerslev direkte fra studier af fortiden ind i nutidens spændte forhold mellem indianere og hvide amerikanere.

»Indianerne er generelt skeptiske over for og modstandere af DNA-forskning. Set tilbage i tiden har videnskaben ikke behandlet dem særlig godt. De har været udsat for forskellige raceteorier, og tidligere var det sådan, at videnskabsfolk bare gik ud og gravede skeletter op af gravene uden nogen form for respekt. Der ligger stadig en masse had og konflikt i forhold til hvide amerikanere. Lige under overfladen ligger den gamle konflikt,« siger Eske Willerslev.

Barneskelettets skæbne op til indianerne

Da forskerteamet opdagede, at skelettet stammede fra en indianer, valgte Eske Willerslev at tage ud at besøge stammerne for at fortælle dem om resultatet. Mange af dem nærede et ønske om, at skelettet skulle begraves igen. Et ønske der i videnskabelige kredse ikke var forståelse for. Her ville man beholde skelettet til yderligere studier.

»Jeg havde det sådan, at det er indianerne selv, der bestemmer over skelettets skæbne. Det blev nogle videnskabsfolk mugne over. Det var en kontroversiel holdning. Det er noget, jeg kommer til at høre for fremadrettet.«Et langt tovtrækkeri mellem indianere og videnskabsfolk endte med, at skelettet 28. juni blev genbegravet på familien Anzicks jord i Montana. En begivenhed, der samlede flere indianerstammer fra hele USA. Eske Willerslev bar selv skudsikker vest til ceremonien, fordi opstandelsen forud havde været så stor.

»Det viser, hvor følsom forskning kan være. Det var en fantastisk oplevelse at være med til genbegravelsen. Efter den blev jeg taget med til Crow-stammens reservat, der ligger tættest på den private grund med skelettet. Her fortalte stammens såkaldte sundancechief, at de gerne ville adoptere mig ind i stammen. Det blev jeg så, og alle børnene løb hen til mig og kaldte mig for onkel Eske. Jeg fik en halskæde med ørnekløer og fik navnet »Well-known Wolf«. Det var meget rørende.«

Identiteten er knyttet til fortiden

Det var ikke bare ren overtro, at skelettet skulle genbegraves. For indianerne er fortiden ikke en fjern, uhåndgribelig størrelse.

»Den har en enorm betydning for dem modsat os, der måske er lidt mere historieløse. Vi mener ikke, at man kan bruge den mundtlige tradition til noget. Det har jeg hørt masse af mine kollegaer sige. Det er fordi, at vi ikke selv kan huske, hvad vores oldemor hed. Men de har vedligeholdt deres historier ved mundtlige overleveringer. Hele deres identitet er knyttet til fortiden.«

Læs også: Eske Willerslev nomineret til Berlingske-prisen »Årets Dansker«

Eske Willerslev mener selv, at studierne af fortidsmenneskers oprindelse er vigtige, fordi de kan sige noget om, hvorfor vi ser ud, som vi gør i dag. Om hvorfor vi er fordelt, som vi er henover kloden. Historien om det lille skelet har vist ham, at tråden mellem fortid og nutid stadig kan være meget stærk.

»Jeg vidste godt, at det var et følsomt studie. I begyndelsen var jeg var faktisk mest bekymret for, hvad det kunne vise sig at være. Hvis det nu ikke havde været en indianer, havde jeg stået over for nogle helt andre problemer. Så havde jeg punkteret en stor del af indianernes kultur, og det var jeg ikke interesseret i. Derfor var jeg lettet over resultatet. Men jeg havde ikke forventet alt det, som kom bagefter.«