Fonden Realdania skyder penge i Christiania

I striden om Christiania er fonden Realdania kommet på banen med et tilbud, som både Christianias rådgivere og forhandlingsgruppe anbefaler.

Fonden Realdania er kommet med et tilbud, der i vid udstrækning sikrer, at Christiania forbliver et alternativt boligeksperiment.

Derfor anbefaler Christianias rådgivere og forhandlingsgruppe et ja til den nye løsningsmodel.

- Vi er kommet frem til en løsningsmodel, som vi håber Christiania kan acceptere. Et forslag som gør, at Christiania kan fortsætte som et rummeligt sted, siger direktør Jesper Nygård fra boligselskabet KAB og rådgiver for Christiania.

Sidst Slots- og Ejendomsstyrelsen kom med en fremtidsplan for området, sagde christianitterne hverken ja eller nej, men var især utilfredse med statens planer om andels- og ejerlejligheder.

- Christiania ville gerne undgå andels- og ejerlejligheder, og det er lykkedes med et fantastisk tilbud fra Realdania, der sikrer, at man inde på selve Christiania kun får lejeboliger, siger Jesper Nygård.

/ritzau/