Folkets Anker er død

Tidligere statsminister Anker Jørgensen blev selve personificeringen af de grundlæggende værdier, som prægede den socialdemokratiske arbejderbevægelse gennem 1900-tallet.

Anker Jørgensen er død, 93 år gammel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sisse Stroyer

Tidligere statsminister Anker Jørgensen er død, 93 år gammel.

Anker Jørgensen havde et otium så langt, at hans aktive virke som statsminister og Socialdemokratiets formand gennem mere end et årti for længst var blevet en del af landets politiske historie. Og han opnåede at blive en myte, mens han levede – som selve personificeringen af de værdier, den klassiske socialdemokratiske arbejderbevægelse stod for i industrialismens epoke: Fagligt sammenhold og solidaritet med samfundets svageste kombineret med drømmen om økonomisk og social lighed.

Historien om den forældreløse christianshavnerknægt, der efter syv års skolegang blev arbejdsdreng, lagerarbejder og siden hen på trods af alle odds via en karriere som fagforeningsformand blev landets statsminister, er også enestående.

Som 25-årig blev han valgt som tillidsmand for 250 lager- og pakhusarbejdere på FDBs lager, og det banede vejen for nye poster med voksende indflydelse op gennem fagbevægelsen. Først som næstformand og formand for Lager- og Pakhusarbejdernes Forbund og siden som forretningsfører og formand for Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejder Forbund.

Undervejs udviste han en utrættelig flid på kurser i Danmark og udlandet for at indhente nogle af de manglende boglige kundskaber. Og det var ikke kun arbejdsmarkedsrelaterede forhold som løntariffer og forhandlingsteknik, han satte sig ind i. Fra den tidligste ungdom havde han levende fulgt med i kulturlivet, og ikke mindst blev han fortrolig med de væsentligste skønlitterære forfatterskaber fra efterkrigstiden.

Moderne lyrik var ellers ikke det, fagbevægelsens magtfulde mænd brugte mest tid på i de år, og det var ikke kun pænt ment, da LO-formanden Thomas Nielsen ved en lejlighed lod en bemærkning falde om, at »Anker nok læste lidt for mange bøger«.

En tiltalende stil

Sideløbende med arbejdet i Arbejdsmandsforbundet begyndte en politisk karriere at tage form. Først var han i en enkelt valgperiode medlem af Københavns Borgerrepræsentation, men fra 1964 og de følgende 30 år var han uafbrudt medlem af Folketinget. I begyndelsen holdt han en lav profil, men Jens Otto Krag havde lagt mærke til ham.

Ikke mindst fordi han i 1966 var medstifter af Socialdemokratisk Samfund – en studiekreds med det erklærede formål at skærpe profilen som et parti til venstre for midten, og da Krag i 1971 dannede regering, var Anker Jørgensen tiltænkt posten som arbejds- og trafikminister. Det blev et nej tak. Anker havde rigeligt at se til som forbundsformand.

Et års tid efter ringede Krag igen. Det var om morgenen den 3. oktober 1972. Danmark havde dagen forinden stemt ja til indtræden i EF. Nu var det ikke Trafikministeriet, men Statsministeriet, der blev tilbudt. Krag ville til overraskelse for alle trække sig ud af politik, og Anker havde fem minutter til at overveje situationen.

Det var intet mindre end en politisk bombe, for Anker Jørgensen havde ingen ministererfaring overhovedet, og han havde knap nok som menigt medlem af folketingsgruppen deltaget i væsentlige politiske forhandlinger. Men udslaggivende for valget var det, at han havde potentiale til at samle den socialdemokratiske gruppe, hvor der mildt sagt var betydelige indre spændinger mellem fløjene.

Som en første reaktion blev den ny statsminister mødt med sympati i befolkningen. Hans jævne og aldeles usnobbede stil tiltalte mange. Han boede med sin familie i en beskeden lejlighed i et udpræget arbejderkvarter i Sydhavnen, og det agtede han at blive ved med. Nationen kom på fornavn med sin statsminister.

Lignede en slagen mand

Året efter ramte den første oliekrise den vestlige verden, og Danmark blev trukket med. Samtidig blev Socialdemokratiet ramt af splittelse, da Erhard Jakobsen dannede Centrum Demokraterne, og Fremskridtspartiet med Mogens Glistrup i spidsen stormede ind i Folketinget med 28 mandater. Liste A mistede 24 mandater, og Anker lignede en slagen mand. Men han rejste sig igen, og godt et år senere kunne han atter danne regering.

Arbejdsbetingelserne var imidlertid vanskelige. Med en halv snes uforenelige partier i Folketinget var det umuligt at etablere holdbare flertalskonstellationer, og den økonomiske krise fik tillige karakter af politisk krise. 1970erne var præget af arbejdsløshed og inflation, og hvert år steg underskuddet på betalingsbalancen og statsbudgettet til nye højder.

»Økonomien er der, efter det jeg hører, ingen løsning på,« skrev han i sin dagbog, da problemerne var ved at vokse ham over hovedet.

Danmark havde – med finansminister Knud Heinesens ord – »kurs mod afgrunden«. Hverken for landet eller for statsministeren var det nogen lykkelig periode, og set på afstand må man konstatere, at Anker Jørgensens mange fremragende menneskelige egenskaber ikke slog til, da ubehagelige, men nødvendige beslutninger skulle tages.

Han blev beskyldt for at have deponeret sin politiske handlekraft i LO-bygningen – og rigtigt er det i den udstrækning, at det var ham inderligt imod at foretage sig noget, der radikalt gik på tværs af fagbevægelsens interesser.

I september 1982 gav han op og overlod regeringsmagten med »de uløselige problemer« til Poul Schlüter.

Væk fra magten

Anker Jørgensen blev som leder af oppositionen i de efterfølgende år ansvarlig for, at Socialdemokratiets og landets traditionelle forsvars- og sikkerhedspolitik blev undermineret med 23 såkaldte fodnoter.

Det var helt i overensstemmelse med hans oprindelige ideologiske grundholdning, men førte samtidig Socialdemokratiet endnu længere bort fra magten, og efter adskillige interne magtkampe overlod han i 1987 posten som partiformand til Svend Auken.

I 1994 forlod Anker Jørgensen Folketinget, og få år senere havde han den sorg at miste sin trofaste hustru gennem næsten et halvt hundrede år. I 1948 havde han mødt Ingrid til et politisk møde, hvor statsminister Hedtoft talte i KB Hallen. Bagefter havde der været musik og dans, og samme år var de blevet gift.