Agurketiden er aflyst. Med de mange angreb fra terrorister og andre galninge har sommeren langt fra haft præg af den traditionelle nyhedsmangel. Dog kom havregryn til at fylde en del i denne uge. I Politiken foreslog SFs gruppeformand, Jacob Mark, at alle børn i folkeskolen skal tilbydes gratis morgenmad på statens regning via et »havregrynstilskud« på 250 mio. kroner til kommunerne. Forslaget kan umiddelbart virke æggende, for skal vi da ikke hjælpe sultne børn?

Først melder det basale spørgsmål sig, om det vitterligt vil hjælpe mest at bruge en ekstra kvart milliard kroner årligt til folkeskolen på havregryn? Nej. Som både foreningerne for landets forældre og skoleledere helt rigtigt påpegede, er der mere behov for at bruge pengene på inklusion, nedslidte skoler, flere vikarer og skolereformen. I det store billede er det både bedre og billigere at lade SFOerne have et sådan tilbud de steder, hvor man oplever et behov for støtte til enkelte børn, som det allerede sker flere steder.

Godt nok bakker ernæringseksperter op og siger, at det er en god idé, hvis samtlige skolebørn får tilbudt sund morgenmad. Mon ikke en søvnforsker også vil mene, at det er en god idé, at skolebørn sover otte timer? Eller læsepædagogen, at forældre bør læse med deres børn frem for at lade dem sidde med en iPad dagen lang? Formentlig, men det gør det jo ikke nødvendigvis til statens opgave at få ungerne tidligt i seng og op og i skole (selv om visse kommuner før har tilbudt morgenvækning) eller at sætte grænser for børns skærmtid.

Som far til en syv-årig snart andenklasseselev i folkeskolen er det da min og min hustrus helt basale ansvar at sikre de ting. Og selv om de i min søns SFO på eget, ikke-statsligt initiativ hver morgen stiller cornflakes frem til dem, der ikke har nået morgenmaden eller haft appetit derhjemme, spiser vi hver morgen sammen. Ikke ud fra en cost-benefit tilgang om, at det gavner sønnikes performance i skolen. Men fordi vi som familie i en travl hverdag gerne vil samles om måltiderne. På hans skole er der langt større brug for penge til beton end til fuldkorn. Godt nok skal skolen snart renoveres. Men da der ikke var penge til at give hele skolen en omgang, skal vi i år endnu leve med en gymnastiksal, hvor børnene skal have solide gummisko på for at stå imod splinterne i gulvet. Og et tilhørende baderum, hvor der ifølge min søn sjældent er varmt vand.

SFs Jacob Mark siger, at sigtet med forslaget er at rette op på den sociale ulighed i folkeskolen. Men skal den rettes op, er der mere grundlæggende udfordringer.

Folkeskolens virkelige problem er ikke manglen på havregryn. Det er, at opbakningen til folkeskolen smuldrer, samtidig med at politikerne finder på stadig flere opgaver at fylde ind. På landsplan går knap hver femte elev nu i en fri grundskole, og andelen er steget støt. Hvert forældrepar har sine grunde. Men fortsætter udviklingen, vil der ikke være meget »folke« tilbage i skole.

Sammenholdet hos skolens nøgleinteressenter er også til at overse: Lærerne er stadig i verbal krig med KL oven på lockouten om ny overenskomst i 2013. Og selv om folkeskolereformen er vedtaget af en bred kreds af partier, har flere af dem siden rejst tvivl om centrale dele af den. Oven i det skal skolen til at integrere flygtningebørn. Og nu altså også servere morgenmad.

Min søn kom til folkeskolen samtidig med reformen. Vi har oplevet en solid skoleleder og fantastisk engagerede lærere, der har lært min søn at læse og forelske sig i tal ligesom mange af hans klassekammerater. Men med al virakken om folkeskolen forstår jeg godt de forældre, som oplever et mere flimrende billede og måske overvejer et privat alternativ.

Der er ikke behov for flere opgaver og forslag, men for ro, enighed og opbakning til folkeskolen.