Folkeopstand mod knive i natten

41.000 danskere har de seneste dage givet deres holdning til kende – de bakker op om, at det er »idiotisk« at gå med kniv. Weekendens tragiske knivdrab på en 19-årig er netop så absurd, meningsløst og tæt på, at det kan udløse den slags sjældne masse­bevægelser, vurderer professor.

Foto: Scanpix

»Folk, der går med kniv, er idioter!«.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) erklærede sig enig i udsagnet på sit pressemøde i går. Det samme gjorde justitsminister Lene Espersen (K) forleden. Og over 41.000 danskere havde i går aftes tilsluttet sig budskabet.

Formuleringen stammer fra internetfællesskabet Facebook. Her oprettede en ung studerende lige efter nytår en interessegruppe med det navn – og efter weekendens knivdrab på Kongens Nytorv, hvor en 19-årig mand blev stukket ned på grund af en hue, er tilslutningen af sympatisører bostavelig talt eksploderet. Fra cirka 2.000 medlemmer i fredags til 41.317 medlemmer i går aftes.

En anden Facebook-bruger opfordrede i går ligesindede til at deltage i et fakkeloptog mod knive, som han planlægger at arrangere i København på lørdag, og også en underskriftsindsamling på internettet under titlen »Forbyd enhver form for knive i det offentlige rum« er vokset meget de seneste par dage.

Den overvældende sympati-mobilisering i befolkningen er imidlertid ikke så underlig, for de nødvendige betingelser for at rejse en folkestemning er alle til stede i sagen om det seneste knivdrab, forklarer professor i forbrugsstudier Søren Aske­gaard fra Syddansk Universitet.

Omstændighederne for weekendens tragiske begivehed spiller en afgørende rolle.

»Der har været knivdrab før, men det her sætter virkelig absurditeten på spidsen, fordi det virker fuldstændig meningsløst, at det sker over en hue. Det virker meget stærkt, og den ekstra opmærksomhed og ekstra kant gør sagen endnu mere synlig,« siger Søren Askegaard.

Derudover er de nye holdningsmedier på nettet en anden vigtig forklaring på den enorme protest.

»Hver uge sker der næsten en eksponentiel stigning i antallet af onlinefællesskaber. Det kan være blogs, netværk og fællesskaber som eksempelvis Facebook. Det gør, at vi alle potentielt set er massekommunikatører. Tidligere skulle man igennem et filter, før folk kunne komme til orde, men i dag kan vi kommunikere et budskab ud til mange mennesker meget hurtigt,« forklarer han.

Den sidste afgørende og udløsende faktor handler om, at knivdrabet på den 19-årige er meget tæt på i forhold til andre vigtige budskaber og sager. Det kan eksempelvis være svært at få skabt en lignende folkestemning ved et jordskælv i Pakistan eller et folkemord i Rwanda, fordi det er så langt væk fra hverdagen, forklarer professoren.

»Det handler om identitet og identifikation. Facebook-brugerne kan alle sammen sige: Det kunne lige så godt være sket for mig. Det er tæt på og meget nærværende, og det er en årsag til, at det kan gå så stærkt. Det er en sneboldseffekt. Man vil gerne selv give sit besyv med, og man kan gøre noget ved det meget nemt. Så er massebevægelsen i gang,« fastslår han.

Facebook-gruppens debatforum er da netop også præget af tankegangen om, at alle kan være potentielle ofre for knive i nattelivet.

»Det er frygteligt, hvad der sker rundt omkring i Danmark. Folk, der bliver stukket ned helt uden en synlig grund ... Reglerne om knive skal skærpes, så vi ikke får flere tragedier og unødvendige dødsfald!« skriver én bruger i debatforummet.

Her bliver bl.a. også di­skuteret, hvordan man kan få budskabet ud til gruppen, der går med kniv i nattelivet, og hvordan den massive opbakning i cyberspace kan få en positiv effekt ude i den virkelige verden.

»Jeg vil opfordre til solidaritet i byen – bliv aldrig en del af det tavse flertal. Vær modig og stil jer op for hinanden. Nej til knive, men frem for alt nej til at vende ryggen til,« lyder anbefalingen fra en anden Facebook-bruger.