Folkeligt oprør mod udlændingepolitik

Både lokalt og nationalt er der opstået folkelige protester i kølvandet på Danmarks stramme udlændingepolitik.

En lille gruppe borgere fra Silkeborg rejser i nær fremtid til København for at mødes med Folketingets Integrationsudvalg. Silkeborgenserne mener, at flygtningepolitikken er alt for stram.

- Nu siger vi stop. Det er selvforsørgende familier, der bliver splittet, siger Viggo Thinggård medlem af Integrationsnetværket i Silkeborg.

Det tæller blandt andre lokale erhvervsfolk, politikere, læger og præster.

Medlemmerne vil fremlægge en rapport, der beskriver flere lokale udvisningssager, som de betegner som helt umenneskelige.

Integrationsnetværket i Silkeborg er blot den seneste af en stribe lokale protester. En anden sag stammer fra Mariager-området, hvor en gruppe borgere med borgmesteren i spidsen for nylig protesterede mod udvisningen af en serbisk flygtning.

/ritzau/