»Folk som hamhar brug for kærlighed«

Niels Ivar Larsen var til stede i Krudttønden, da Omar Abdel Hamid El-Hussein åbnede ild. I dag er han glad for, at han ikke løb ud ad bagdøren.

Niels Ivar Larsen var til stede på Krudttønden og fortæller om, hvad han oplevede og tænkte den lørdag i takt med, at begivenhederne udspillede sig. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han har ikke sovet hjemme siden sidste lørdag, hvor 28 skud hamrede igennem Kulturcafeen Krudttøndens glasfacade. Efter at terroren ramte Danmark, har Niels Ivar Larsen været utryg i sin lejlighed, der ligger i et område med en stor tæthed af indvandrere.

Selv kalder han det en »efterreaktion«. Fordi han pludselig var midt i skudfeltet, midt i den terror, som den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein påtvang Danmark i løbet af 13 timer i sidste weekend.

Nu har eftertanken meldt sig hos Lars Vilks Komité-medlemmet, der var en del af debatarrangementet på Krudttønden, da skuddene faldt.

Han føler sig klar til at returnere beskydningen. Men med en helt anden slags ammunition end de 5,56 mm-projektiler, som gerningsmanden benyttede.

»Mennesker som Omar, dem er der flere af. Vi er nødt til at vise dem mere kærlighed, vi er nødt til at inddrage dem noget mere i vores samfund. De føler sig jo fuldstændig udenfor. De føler sig ikke som borgere i dette land, og det er et problem,« siger Niels Ivar Larsen, der er journalist og sidder ved sit skrivebord i dagbladet Informations redaktion i det indre København.

På væggen bag ham hænger den blå, røde og hvide fane, som frihedskæmperne bar 4. maj 1945. Den dag stormede bevæbnede modstandsfolk bygningen og smed den nazistiske avis »Fædrelandet« på gaden. Han er stolt af at have sit skrivebord stående her, under et historisk symbol på retten til frihed.

Efter angrebet på Krudttønden stillede Niels Ivar Larsen sin øjenvidneberetning til rådighed for alverdens medier. Hans pligt som journalist, følte han. Tydeligt påvirket fortalte han blandt andet om angrebet på direkte TV lørdag aften fra Bellahøj Politistation i København, hvor vidnerne blev afhørt.

Niels Ivar Larsen er skilt, og den lørdag havde han sin søn på 12 år. De havde hygget sig med brunch og Wordfeud på iPad, inden han med ordene »jeg er lige væk et par timer« tog sin cykel og kørte gennem Fælledparken mod debatarrangementet på Østerbro.

Han husker, at han på vej gennem sikkerhedskontrollen var lidt irriteret. Som når man i lufthavnen vrisser, at »det er jo egentlig lidt latterligt, hvad skal det nytte«. I stedet ville han hellere have fem minutters fred til at samle sig og forberede præsentationen af den franske ambassadør. Sådan har han det langtfra i dag. På den måde har terrorangrebet forandret hans holdning til et stykke af hverdagen.

»Nu tænker jeg, at det var fantastisk, at sikkerheden er der. Derfor er man i live.«

Efter en søvnløs nat tog Niels Ivar Larsen søndag ind på dagbladet Informations redaktion, der summede af breaking news. Her satte han sig ved sit skrivebord og skrev en personlig beretning fra angrebet. En artikel der senere blev voldsomt delt på de sociale medier.

»Et kort ophold i skyderiet følger. En eller anden råber noget højt udenfor på et fremmed sprog. Et hæsligt tilråb fuldt af vildskab og afgrundsdybt had. Og så begynder den, masseflugten, ikke med hysteri, hyl og skrig, men med en resolut vilje til at redde sig, hvem der kan.«

I dag står artiklen som en slags professionel milepæl for ham. Han blev beskudt, forsøgt gjort tavs, men hans frie, skrevne ord blev aldrig stoppet.

»Det mest forløsende var, at jeg fik skrevet om det. Midt i al tragedien kan jeg ikke lade være med at føle en lille stolthed over, at jeg kunne det. Det var svært i starten, jeg sad et kvarter foran en blank skærm, men så kom det. Jeg skulle nærmest ikke ændre et komma.«

Niels Ivar Larsen skriver om, hvordan politiets indsatsleder med råb dirigerer sine folk, der skyder tilbage. Selv er han blevet inde i lokalet, hvor han skjuler sig bag et sort forhæng og et rundt cafébord af hærdet plast.

»En meget ophidset mand kommer ind. Han er totalt tændt og fuldstændig rødsprængt, som om han er på verdens værste adrenalinsus. Han løber frem og tilbage, stærkt humpende fra et skudsår i benet. Der er blod på buksebenet, hans ansigt er fortrukket i smerte, han siger, vi skal blive, hvor vi er,« genfortæller han om en af PET-folkene, der løbende holder øje med, om der er nogen ved bagdøren.

»Selv om sikkerheden er blevet kritiseret, fordi der ikke var nogen vagt ved bagdøren, har jeg svært ved at overbetone det, for jeg er først og fremmest taknemmelig for, at de var koldblodige nok til at skræmme ham væk,« siger Niels Ivar Larsen, der meget gerne vil give den pågældende PET-mand en »krammer«.

I dag er han glad for, at han blev i foredragslokalet og ikke flygtede ud ad bagdøren.

»Det var alligevel det sikreste. Jeg ved jo, at nogle af dem, der løb ud, fik øjenkontakt med ham, da han flygtede. Det ville da have været ualmindeligt skræmmende at have det billede i hovedet også. Jeg mener jo nu, at det var lidt uforsigtigt at løbe ud. Han kunne jo i princippet have pløkket dem ned, hvis han havde haft flere magasiner til sin automatriffel.«

Da han senere lørdag aften ser overvågningsbillederne af den formodede gerningsmand, er han på forunderlig vis ikke overrasket. Det modsvarede stort set det billede af skytten, han havde fantaseret sig frem til. I dag ved han ikke hvorfor.

Lidt i midnat lørdag er han færdig på politistationen og kører hjem i en taxa. Han spiser en ostemad, drikker en øl, skifter skjorte og tager så hen til sin kæreste, hvor han har boet lige siden. Tidligt om morgenen hører han, at politiet har dræbt den formodede gerningsmand i en ildkamp på Nørrebro.

»Jeg følte en stor lettelse, men selvfølgelig også en sorg, for det satte meningsløsheden yderligere i relief. Jeg havde hellere set, at de havde fået ham i live. Måske kunne jeg have mødtes med ham, have talt med ham. Ytringsfriheden er jo også for ham og hans slags. De skulle komme til orde i stedet for at gribe til våben.«

Nu ser han tilbage på en uge, hvor landet mistede sin uskyld. Mindehøjtideligheden på Østerbro mandag, hvor op mod 40.000 mennesker samledes i andægtig tavshed, var god for den »kollektive psyke«. Men Danmark bliver aldrig det samme, mener han.

»Vi kommer aldrig tilbage til den verden, der var før 14. februar. Det gør jeg selvfølgelig i særdeleshed ikke. Men det er også hele nationen, der er blevet rystet. Det er det første, virkelige terrorangreb, vi har set.«

Selv har han det »egentlig okay«. Det, der smerter mest, er, at han ikke har haft mere tid til at være sammen med sin dreng, som han sagde på gensyn til lørdag før foredraget i Krudttønden. Efter terrorangrebet ringede han til ekskonen, der hentede den 12-årige.

»Derfor tager jeg helt fri i næste uge, for at være sammen med ham. Han siger, at han ikke har lyst til at spille skydespil på computeren så meget mere. Det er jeg egentlig kun glad for.«