»Folk ser det ikke som en rigtig sygdom«

21-årige Fie Frøkjær Eriksen har i flere år levet med depression og angst, men hun har også levet med det tabu, der følger med sygdommen.

Fie Frøkjær Eriksen blev i 2005 ramt af en svær depression i form af angstanfald. Fie kæmpede sig igennem, men især tabuet gjorde kampen hård. Fold sammen
Læs mere

»Selv om det lyder skørt, så ville jeg faktisk hellere have haft kræft. Det er i det mindste en sygdom, der bliver accepteret,« siger Fie Frøkjær Eriksen.

I starten af 2005 blev hun ramt af en alvorlig depression i form af angstanfald. Fie gik på daværende tidspunkt i niende klasse, men sygdommen betød, at hun i perioder ikke kunne holde ud at komme i skole, og det endte med, at hun måtte have sin far med på skolen, for at kunne gennemføre niende klasse.

»Jeg var bange for alt. Jeg turde ikke være alene, og jeg havde konstant en trykken for brystet. Det var den mest ubehagelige følelse, jeg har oplevet, og det endte med, jeg sagde til min mor, at hvis det blev ved, så ville jeg ikke leve mere,« husker Fie tilbage.

Svært at snakke om

Fie kom i behandling hos en psykiater og fik antidepressiv medicin. Det hjalp hende på rette vej, men det var en lang kamp for Fie, ikke mindst fordi sygdommen var relativ ukendt for både hende selv og hendes omgangskreds, og depression var ikke noget, man talte højt om.

»Jeg følte det som om, jeg var den eneste i verden, der havde det sådan, og jeg følte, at folk så mig som svag i stedet for at se det som en sygdom,« siger Fie.

Hun havde derfor svært ved at snakke med andre om, hvordan hun havde det, og hun var især bange for, at de skulle se anderledes på hende, hvis de fik at vide, at hun led af en psykisk sygdom.

»Det bliver ikke rigtig accepteret som en sygdom, når det er noget oppe i hovedet, der ikke helt er, som det skal være. Jeg følte derfor, at jeg skulle bevise over for andre, at jeg stadig var mig selv. Jeg har været igennem nogle svære ting, men det betyder ikke, jeg er svag eller anderledes,« siger Fie.

Positive erfaringer

I dag tager Fie stadig medicin for at holde sygdommen væk, og hun mærker ikke meget til den i hverdagen, hvor hun nu studerer på lærerseminariet.

Det er dog ikke alle Fies venner, der får noget at vide om sygdommen, for hun er stadig bange for, hvordan de vil reagere - men hun har valgt at stå frem her, fordi hun mener, det er vigtigt at få gjort op med det enorme tabu, der er på området. Et tabu hun selv har lidt meget under, men på trods af de mange års hårde kamp mod sygdommen og tabuet, så har Fie alligevel fået nogle positive erfaringer med i bagagen.

»Jeg har lært meget om mig selv, og om hvad jeg er i stand til at klare. Når man har været igennem så svær en sygdom og har rejst sig igen, så kan man klare alt. Nu tænker jeg bare: Kom an!,« siger Fie.