Folk er bare mere syge i dette hus

»Nå, nu kommer min kollega tilbage fra sygdom, så lægger jeg mig.« Sådan har kulturen været på institutionen Hvalen i København. Jette Bødskov har de seneste tre år været sygemeldt i mere end et år. Hendes chef har også haft talrige sygedage. Begge kender til de særlige øv-dage.

Pædagog Jette Bødskov og leder Lene Zøllner fra institutionen Hvalen på Islands Brygge i København. Om sygefravær. Drømmeland Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

De har talt kærestesorger.

De har rejst i Afrika, rejst i USA, rejst i Fjernøsten. Han hjalp sin mor under hendes sygdomsforløb; hun har hjulpet ham økonomisk. De har boet alene sammen i 22 år. Så da sønnen for tre et halvt år siden flyttede hjemmefra, knækkede Jette Bødskovs verden.

Spekulationer, bekymringer og arbejde hobede sig op.

I månederne forinden havde Jette Bødskov registreret de første faresignaler. Hun blev svimmel, fik kvalme og måtte skrue ned for fjernsynet. Hun havde heller ikke lyst til at forlade sin lejlighed på Amager.

Jette Bødskov er pædagog på institutionen Hvalen på Islands Brygge i København, og en dag havde hun børnene med ude blandt egetræer og svampe i Kongelunden på Amager. Pludselig måtte hun hjem. Hun kunne ikke holde ud at være ude. I ugerne efter flyttede hendes søn. Og så skete det.

Hun endte med at være sygemeldt i et halvt år.

»Jeg tror, at min krop registrerede, at min søn flyttede,« siger Jette Bødskov, 52 år:»Jeg havde levet alene med ham, han har aldrig boet med sin far. Min søn blev symbol på rigtig mange ting: Endnu en mand, der gik ud af mit liv. Hans far gik. Andre mænd er gået. Og nu skulle jeg ikke være mor for ham på samme måde. Jeg var også ramt af overgangsalder og tænkte meget på, at jeg mindst havde levet halvdelen af mit liv. Det var mange ting. Men min søn var nok den berømte dråbe.«

Jette Bødskov kom til samtale på jobcentret på Nørrebro og blev placeret i en gruppe for sygemeldte. Her kom hun i kontakt med en læge, psykolog og fysioterapeut. Lægen konstaterede en ubehandlet depression og sendte hende på lykkepiller. Fysioterapeuten trak hende med ud på lange gåture. Sommeren 2010 vendte hun tilbage til sin arbejdsplads. Men et par måneder senere detonerede hendes indre igen.

Kvalme, uro, angst.

»Jeg kan bedst beskrive min indre tilstand som en vaskemaskine, der bare står og centrifugerer og centrifugerer,« siger Jette Bødskov.

Hun måtte sygemelde sig i endnu et halvt år.

Jette Bødskov er blandt forklaringerne på, hvorfor københavnske pædagoger ligger opsigtsvækkende højt i sygefraværsstatistikker. Pædagoger og pædagogmedhjælpere er blandt de mest syge af alle ansatte i hele Københavns Kommune, og hovedstadens pædagoger er mere syge end langt de fleste andre pædagoger i Danmark. Siden 2007 er sygefraværet for pædagoger i København faldet med 16 pct., for pædagogmedhjælpere med 18 pct. Men en pædagogisk ansat i København ligger alligevel i gennemsnit syg tre uger om året, viser de seneste opgørelser.

Med mere end et års fravær de seneste tre et halvt år hiver Jette Bødskov kurven op. Siden 1984 har Jette Bødskov arbejdet som uddannet pædagog, stort set kun på specialinstitutioner for børn og voksne med særlige behov. I 2006 var hun med til at åbne Hvalen på Islands Brygge. Frem til sit personlige kollaps havde Jette Bødskov stort set ikke været syg.

Hun forklarer, at især hendes pædagogiske leder på Hvalen, Lene Zøllner, har været meget lydhør under sygdomsforløbet. Men Jette Bødskov er langtfra den eneste, som har kæmpet med sygefravær på institutionen. Hvalen er blandt de 18 institutioner i København, som tre år i træk har haft et gennemsnitsfravær på mere end 20 dagsværk om året.

Spørger man Jette Bødskov hvorfor, svarer hun:

»Det har også undret mig.«

Men Hvalen er på flere måder speciel. Her leger børnene bag lydabsorberende skærme. Nogle af de små sidder med høreværn, når de øver sig på at få bogstaver, ord og tal til at matche. Stort set alle børnene har i varierende grad autisme.

På væggene i legerummene hænger der såkaldte dagstavler. Tavlerne illustrerer, hvilket skema børnene skal igennem på en given dag. Kulørte skilte fortæller hvert barn, præcist hvornår den enkelte skal lege, spise eller cykle. Næsten halvdelen af børnene har ikke verbalt sprog.

»Jeg har arbejdet på syv forskellige institutioner. Hvalen er uden sammenligning den med det højeste sygefravær. Folk er bare mere syge i dette hus. Måske fordi det var hårdt at starte som en ny institution, måske fordi vi arbejder med svære børn. Blandt de ansatte har vi mange gange talt om, at vores faglige niveau var alt, alt for højt. Et højt fagligt niveau betyder højere ambitioner. Så halser man efter. Og så knækker man lettere.«

Efter at have tænkt i nogle sekunder har Jette Bødskov også et andet bud på, hvad der ligger bag det høje sygefravær:

»Jeg har oplevet det, som om sygefraværet smittede fra en medarbejder til en anden. Jeg har da også tænkt: Det var lige godt utroligt, så ofte en kollega havde ondt i ryggen eller ondt i nakken. Og jeg har da også tænkt, når en kollega mødte tilbage: Men du lyder da ikke forkølet. Men det er svært at kritisere kolleger, når jeg selv har været væk i et helt år. Og det er et meget ømtåleligt og svært emne at diskutere med mine kolleger, fordi vi har forskellige grænser,« siger Jette Bødskov.

Jette Bødskov tror, at højt sygefravær er tæt forbundet med den kultur, man udvikler på arbejdspladsen.

»På det seneste har vi ikke haft nogen langtidssyge. Men jeg har læst flere steder, at når lederen er syg, er det med til at skabe en kultur, hvor alle nemmere lægger sig syg. Det er også sket her. Vores leder har været meget syg på grund af operationer. Og vi har nok opbygget en kultur, hvor det var ok at lægge sig syg. Hos os kalder vi det ikke øv-dage. Men jeg ved fra andre institutioner, at det er legalt at ringe ind og sige: Jeg har en øv-dag. Jeg har masser af pædagog-veninder i dette fag, som kan fortælle, at sådan er det bare. Øv-dagene tæller ikke som fridage eller ferie. Det er en skuffeaftale på den enkelte institution, som skal opfattes som et personalegode. Sådan fungerer det mange steder. Men for mig er det egentlig det samme her, når folk ringer ind og siger: Jeg kommer ikke, for jeg har sovet skidt,« siger Jette Bødskov.

Personligt kan hun godt acceptere, at kollegerne snupper en øv-dag.»Men det forudsætter, at øv-dagene er med til at nedbringe det generelle sygefravær. Det skal give mening. Pædagoger har jo ikke rigtig andre personalegoder. Hos os har vi for eksempel ikke længere mulighed for at låne institutionen til fester, og julegaverne er næsten sparet bort. Men jeg opfatter på ingen måde øv-dage som en rettighed,« siger Jette Bødskov.

I 2010 havde de omtrent 25 pædagogisk ansatte på Hvalen gennemsnitligt mere end 40 hele sygefraværsdage på et år. Både i 2011 og 2012 var hver ansat i gennemsnit syg i 26 dage – svarende til, at hver ansat i snit lå syg i godt fem uger.

Lene Zøllner er pædagogisk leder på Hvalen og Jette Bødskovs daglige chef. Zøllner har også ledet en integreret institution – altså med både vuggestue og børnehave – i København fra 1995-2005.

I 2006 blev hun leder af Hvalen, da den åbnede. Lene Zøllner har ansvaret for de omtrent 30 autistiske børn. Hun erkender, at hendes arbejdsplads præsterer skidt, når det gælder sygefravær.

»Jeg er godt klar over, at vi ligger højt,« siger hun.

Det skyldes bl.a., at institutionen i 2009 stod med et underskud på 1,8 mio. kr., og Københavns Kommune pålagde Hvalen at nedlægge tre pasningspladser, forklarer Zøllner. Hver plads udløser 34.000 kr. om måneden, så den relativt nye institution blev økonomisk presset, da de indtægter manglede, forklarer hun.

»Men jeg må også gribe i egen barm,« indskyder Lene Zøllner:

»I 2009 og 2010 blev jeg opereret tre gange i både knæ og tå, og det har givet mig meget langtidsfravær. Jeg har været væk i fire-fem lange perioder. I de tidsrum har vi haft en konstitueret leder, men det er ikke det samme. Der var ingen styring. Der manglede ledelse. Der opstod intern fnidder, og hver stue lukkede sig om sig selv. Den dårlige stemning sad i væggene, folk så trætte ud, og så bliver det bare nemmere at lægge sig derhjemme med begrundelsen: Hovedpinen fylder for meget. Når vi samtidig arbejder med udadreagerende børn, og følelserne sidder uden på skjorten, hober det sig op. Så går manden fra dig derhjemme, og så vælter det hele. På et tidspunkt var der rigtig meget sladder og dårlig stemning. De forskellige stuer kæmpede jo om den ene vikar, der skulle afløse fire syge pædagoger.«

Lene Zøllner fremhæver, at stemningen, klimaet og arbejdsmoralen især på det seneste er blevet meget bedre. Værktøjerne har været kurser, foredrag og ekstern bistand om psykisk arbejdsmiljø. Hun har også selv slået ned på intern sladder.

For et par år siden havde Hvalen to-tre langtidssyge, og siden 2006 har Lene Zøllner tre gange afskediget medarbejdere med sygefravær, i begge tilfælde pga. klatfravær, som hun formulerer det.

»Vi har haft en kultur, hvor en medarbejder kunne sige: Nå, nu kommer min kollega tilbage fra sygdom, så lægger jeg mig. Men det kan også skyldes, at man har givet den en ekstra skalle i andres fravær, og når de så er tilbage, kan man bedre mærke, at man ikke har det så godt.«

Men med gennemsnitlige 26 fraværsdage ligger Hvalen stadig højt. Også internt i Københavns Kommune.

»Nej, jeg er ikke tilfreds. Det høje fravær koster rigtigt meget. På det faglige, på trivsel, på pædagogik, på arbejdsmiljø. Vi har mange kvinder i operationsalderen, som er godt slidte. Men vi har ikke nået vores mål. Vi vil gerne arbejde med mere trivsel og bedre seniorordninger, så vi kan nå ned på 20 dage,« siger Lene Zøllner.

For hende er en »øv-dag en øv-dag,« tilføjer Lene Zøllner.

»Er man syg, er man syg – uanset begrundelse. Også selv om man ringer om morgenen og siger, at man ikke orker i dag. På den tidligere institution, hvor jeg også var leder, havde vi et formaliseret øv-dage-system. Vi kaldte det psyk-dage, og man havde to dage om året. Så kunne man ringe til mig om morgenen og sige: Jeg kommer ikke i dag, for eksempel hvis man fornemmede træthed. Jeg havde dog ret til at sige: Det kan du ikke i dag, måske i morgen. Jeg foreslog faktisk, at vi indførte øv-dagene her på Hvalen, men det var medarbejderne ikke med på. Jeg foreslog også tre kvarters frokost, men pædagogerne ville kun have en halv time.«

På spørgsmålet, om det ikke er lidt paradoksalt, at medarbejderne bremsede øv-dagene og den forlængede frokost, tænker Lene Zøllner sig lidt om.

Hun begynder at smile. Og siger så:

»Jo, det er da lidt pudsigt.«
»Jeg tror, at nogle af dem var bekymrede over, om andre ville misbruge det. Jeg fandt ud af, at specialområdet er meget anderledes end en almindelig børnehave. På specialområdet er pædagogerne utroligt ambitiøse. Så ambitiøse, at det ofte ender i frustration. Trods manglende ressourcer giver de den en ekstra skalle, og det er med til at slide på dig som menneske og medarbejder.«

Foreholdt, at det »ikke at orke« vel næppe kan være det samme som at være syg, svarer Lene Zøllner.

»Det kan du have ret i. Og jeg ved heller ikke, om ordet orker er det rigtige udtryk. Men det er en psykisk tilstand. Og ringer man ind og siger, at man ikke kan komme på arbejde, er jeg jo nødt til at tro på, at det er sandt, uanset hvad begrundelsen er. Jeg har heller ikke indtryk af, at nogen af mine medarbejdere misbruger min tillid i dag,« siger Lene Zøllner.

På spørgsmålet om hun principielt kan acceptere øv-dage eller psyk-dage, svarer Lene Zøllner:

»Jeg havde succes med dem på min tidligere arbejdsplads, hvor vi lå lavt i sygefravær, selv om kun få medarbejdere brugte dem, og selv om jeg jo ikke ved, om det præcist var derfor, vi lå lavt. Men jeg er faktisk meget i tvivl om, hvorvidt jeg vil indføre dem på Hvalen i dag, fordi jeg har erfaret, at arbejdet på en specialinstitution er meget anderledes. Vi kan ikke bare lige sende ungerne på legepladsen, hvis vi er én færre. Vi er frygteligt afhængige af hænder.«

Under Jette Bødskovs lange fravær tog Lene Zøllner jævnligt kontakt til sin sygemeldte medarbejder. Hun overvejede kort, om Jette Bødskov skulle afskediges, men kendte Jette Bødskov som en stærk medarbejder. Stabil og pligtopfyldende. I dag er Lene Zøllner lettet over, at hun ikke gjorde det.

Men personligt pres har også ramt Lene Zøllner selv.

»Jeg skulle selv være trådt mere i karakter, da jeg åbnede Hvalen. Men jeg kom dårligt fra start. Jeg blev skilt, og når man er i en livskrise – og det var jeg – er det svært at stå som frontløber. I den periode var jeg dødhamrende usikker på mig selv, og så kan man ikke lede,« siger Lene Zøllner.

I dag arbejder den tidligere langtidssygemeldte Jette Bødskov atter på fuld tid. Kognitiv terapi, lykkepiller, motion, meditation og frisk luft hev hende op.

»Jeg har været rigtig, rigtig heldig. Jeg har det bragende godt,« smiler Jette Bødskov.

Hun har tildelt sig selv faste opgaver. På vej til arbejde cykler hun gennem en bestemt port, og lige når hun er under porten, tager hun en dyb indånding – helt ned i maven – og siger: »Det bliver en god dag.« På vej hjem fra Hvalen cykler hun konsekvent en omvej for at sidde på en bænk ved Christianshavn og tænke arbejdsdagen igennem. Så tager hun ikke arbejdet med hjem, som hun siger. Hun har også taget en tillægsuddannelse som healermassør.

»Og så har jeg fået øjnene op for detaljerne i mit liv,« siger Jette Bødskov:

»Detaljer, som gør mig glad. Et smil, en venlig bemærkning eller den fugl, der vækker mig om morgenen. Jeg tror, at de ting mindsker risikoen for at blive syg igen. Jeg har haft meget svært ved at tale om min sygdom. Men jeg er kommet frem til, at jeg skal stå ved min historie, anerkende min historie, og at jeg måske kan sætte punktum i min sygdomshistorie. Jeg er et andet sted i dag. Og tænk, hvis jeg kan hjælpe en anden.«