Foghs grønne profil

Med regeringens energiudspil er Fogh i gang med sin nye plan, der indeholder både en saglig og taktisk dimension

Det gør ondt at se Fogh springe ud som grøn regeringschef.

En del af kritikken mod regeringens nye energiudspil afspejler derfor oppositionens dybe frustration over, at statsministeren er ved at lukke en sårbar flanke ved at give sin regering en ny profil i energi- og miljøpolitikken.

I samme øjeblik planen blev præsenteret, reagerede Socialdemokraternes ordfører med hård kritik og kaldte planen for uambitiøs, men spørgsmålet er, om angrebet bider?

Svaret er, at Fogh har store muligheder for at komme til at stå stærkt med sin ny linie, som falder sammen med et skelsættende skift i selve synet på energi- og miljøpolitik. Flere og flere politiske ledere er begyndt at se energipolitik som en direkte forlængelse af sikkerhedspolitik.

I sin tale ved Folketingets åbning i oktober konstaterede Fogh selv, at Danmark i dag har en favorabel position på grund af Nordsøens olie og naturgas. Men - tilføjede han - en dag er eventyret slut.

»Det er nu, vi skal begynde at forberede os på den situation. Og vi vil ikke gøre os afhængige af at skulle købe olie eller naturgas fra lande og regioner, som er politisk ustabile. Energi handler også om sikkerhedspolitik.«

I går fulgte han talen op med planen, som på sigt skal gøre Danmark selvforsynende med miljørigtig energi. Den har været længe undervejs, og har været genstand for kampe mellem ministre og ministerier om ambitionsniveau, investeringer og satsningsområder. Undervejs skar Fogh igennem og forlangte en vidtrækkende plan.

Af samme grund måtte S-ordføreren i går indlede sin kritik med at sige, at regeringen dog tog skridt i den rigtige retning, og dét er lige efter Foghs drejebog, for hans nye plan indeholder både en saglig og taktisk dimension.

RENT INDHOLDSMÆSSIGT ER Fogh nået til en ny erkendelse. Da han trådte til som statsminister i 2001, ønskede han at gøre op med "Aukens Miljøimperium", som blev udsat for en hårdhændet sanering: Vindmølleparker blev stoppet, stillinger blev nedlagt i ministerier og styrelser, forskning blev droslet ned, mens Fogh uddelte roser til den kontroversielle Bjørn Lomborg, som blev verdenskendt for at udfordre den etablerede miljøforskning.

Tilbage stod billedet af en regering, som snarere afviklede end udviklede.

I dag satser Fogh målrettet på udvikling, og det skifte er han langt fra alene om: I USA advokerer George W. Bush for storstilede investeringer i vedvarende energi. I Californien har Arnold Schwarzenegger fremlagt ambitiøse planer. Og når det handler om toppolitikere som f.eks. Demokraternes Hillary Clinton og Republikanernes John McCain, der ventes at skulle kæmpe om præsidentembedet, ja, så er de også ekstremt optaget af energi- og miljøspørgsmål.

For amerikanerne er en del af forklaringen på det nye fokus på energi- og miljøpolitik et ønske om at gøre USA mindre sårbar over for leverancerne af olie fra Mellemøsten. Nøgleordet er forsyningssikkerhed. Men de har også blik for det økonomiske potentiale i miljøteknologi: Investeringer fosser ind og gør den til big business.

ALLE STRØMNINGER HAR Fogh fanget, og det samme har andre europæiske politikere. Den nye konservative leder i Storbritannien, David Cameron, har direkte gjort energi- og miljøpolitik til en mærkesag.

På EU-plan er skiftet også tydeligt. For få dage siden fremlagde EU-kommissionen et forslag til Europas fremtidige energipolitik og klimapolitik, og til marts skal de europæiske stats- og regeringschefer drøfte strategierne på et topmøde, hvor energi og klima står øverst på dagsordenen.

Også i Danmark har Fogh kunnet registrere, at energi- og miljø fylder mere. Dels som en konsekvens af debatten om klimaet. Dels som en følge af regeringens succes. Når frygten for f.eks. arbejdsløshed eller indvandring falder, stiger vælgernes interesse for andre spørgsmål - som f.eks. energi og miljø - og på det felt har Fogh måttet indse, at vælgerne ikke finder regeringens indsats overbevisende. Kort sagt: Han ved godt, at han ikke kan vinde et valg på energi- og miljøpolitik, men han kan svække sin regering unødigt ved ikke at gribe initiativet.