Fogh om Irak, kræftbehandling og udenlandsk arbejdskraft

Irakkrigen, kræftbehandling og indvandring er hovedemner i en række store interviews med statsministeren. Fogh lover akut kræftbehandling og øget indvandring.

Det var en rigtig beslutning, at Danmark gik med i krigen i Irak for at få fjernet diktatoren Saddam Hussein. Men freden i Irak var for dårligt forberedt, og man skal lære af fejltagelserne i fremtiden, fastslår statsminister Anders Fogh Rasmussen fredag i store interviews i en række dagblade.

- Jeg mener stadig, at det var rigtigt at iværksætte den militære aktion for at fjerne Saddam. Men situationen i Irak i dag er naturligvis ikke tilfredsstillende, og udviklingen siden 2003 har været anderledes, end man kunne ønske, og jeg havde regnet med, siger Anders Fogh Rasmussen til dagbladet Politiken.

I et interview med Berlingske Tidende lover Anders Fogh Rasmussen, at regeringen vil lave en ny handlingsplan, så kræft fremover kan behandles akut.

- Det er et meget stort problem. Man kan sætte sig ind i, hvad det psykisk betyder at få konstateret en risiko for kræft. Så går det ikke, at der er ventetid på undersøgelsen. I værste fald kan en forsinket behandling koste liv. Derfor er vi nødt til at fastslå, at når det gælder kræft, skal behandling igangsættes straks. Akut handling og klar besked, siger Anders Fogh Rasmussen.

Manglen på arbejdskraft er et af emnerne i et interview i Morgenavisen Jyllands-Posten. Løsningen er efter statsministerens mening at åbne for massiv indvandring af udenlandske håndværkere, sygeplejersker og højtuddannede.

Anders Fogh Rasmussen vil til efteråret invitere til brede politiske forhandlinger om at sænke indtægtsgrænsen for at få arbejds- og opholdstilladelse, så Danmark kan tiltrække flere svenskere, tyskere, baltere og polakker, der alle skal have tilbud om danskundervisning.

/ritzau/