Fogh: Milliardplan for offentlige bygninger

Plan skal bl.a. sikre tidssvarende hospitaler, skoler og ældreboliger.

Regeringen vil om få uger lancere en flerårig plan for modernisering af offentlige bygninger og institutioner, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen lørdag på Venstres sommertræf i Fredericia.

Planen skal sikre tidssvarende skoler, tidssvarende ældreboliger og daginstitutioner med ordentlige forhold. Det bliver en investeringsplan af betydelig milliardstørrelse, sagde han.

Investeringsplanen bliver fremlagt i forbindelse med regeringens bebudede 2015-plan for den fremtidige økonomi.

- Velfærdssamfundet kan ikke være bekendt at have f.eks. udslidte og utidssvarende skoler eller andre institutioner. Og der skal også investeres i nyt sygehusbyggeri, siger Fogh Rasmussen.

- Det koster penge - det indrømmer jeg. Men det koster også penge, hvis vi bare lader det stå og forfalde, siger statsministeren.

/ritzau/