Fogh: Liberalismen er forældet

Liberalismens tidligere danske bannerfører, statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), siger, at han er vokset fra sit oprindelige politiske ståsted.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) erklærer nu den politiske ideologi liberalismen for forældet. Formanden for Danmarks liberale parti, Venstre, sagde tirsdag på et valgmøde i Århus, at "de der firkantede ideologier hører måske til i det 20. århundredes industrielle tankegang".

- Moderne mennesker gider ikke finde sig i standardløsninger. Jeg vil hellere tage mit udgangspunkt i det enkelte menneske i stedet for at putte alle mine løsninger ind i en liberalistisk tankegang, sagde Anders Fogh Rasmussen på valgmødet på Aarhus Universitet, der var arrangeret af Danmarks Liberale Studerende.

/ritzau/