Fogh lægger pres på K og DF i skatteforhandlinger

I morgen går forhandlingene om regeringens skatteplan i gang. Og de skal allerede være afsluttet den 3. september, lader statsministeren forstå. Dermed presser han de Konservative og DF, der står længere fra hinanden end nogensinde.

Med en helt usædvanlig indkaldelse til skatteforhandlinger har statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) lagt pres på Dansk Folkeparti og de Konservative i det ophedede skattespørgsmål.

I morgen går forhandlingene i gang i Finansministeriet, og stik imod sædvane kræver Fogh åbent en afklaring af spørgsmålet allerede om en god uge. Aftalen skal være på plads senest mandag den 3. september, skriver statsministeren i sin indkaldelse. Dermed presser han på for at få DF og de Konservative til at finde en løsning på det penible problem for regeringen.

På den ene side står de Konservative, som nu endelig har fået en aftale om skattelettelser igennem med Venstre. Og på den anden side står Dansk Folkeparti, der er rasende over regeringens skatteudspil: Skattelettelser burde slet ikke være på programmet nu, mener DF, og skattelettelser til de højstlønnede er en større kamel for støttepartiet, end de fleste har lyst til at sluge.

Alligevel lover formand Pia Kjærsgaard, at Dansk Folkeparti møder op med en positiv indstilling.

»Vi møder op, når vi bliver indkaldt, og jeg har jo efterspurt at få en forhandling om det her. Det er som det skal være. Det er jo den normale måde at gøre tingene på,« siger Pia Kjærsgaard, der ikke lægger skjul på, at hun er utilfreds med regeringens skatteplan.

»Og det har vi altså en forpligtelse til at sige som politisk parti. Regeringen må forstå, at den som mindretalsregering ikke bare kan gøre, som den vil. Den er nødt til at spørge andre først. Og det er som om, at især de Konservative har villet have, at de andre partier i Folketinget bare skulle sige ja til planen, som den lå. Sådan fungerer det ikke,« siger Pia Kjærsgaard, der afviser at have ultimative krav angående topskatten.

»Det er jo ikke os, der er ultimative her. Det er de Konservative,« siger hun og afviser at kommentere på tidsplanen.

De Konservative forsøgte i går på sit sommergruppemøde på Als at balancere mellem at holde fast i den skalp, partiet nu endelig har fået, og ikke virke for afvisende forud for forhandlingerne.

»Jeg kan ikke forestille mig, at regeringen begynder at sælge ud af sin skattepakke,« sagde den konservative formand Bendt Bendtsen således, mens justitsminister Lene Espersen lod forstå, at de Konservative ikke har yderligere krav.

Hos Socialdemokraterne lover formand Helle Thorning-Schmidt at møde op til forhandlingerne.

»Men vi står langt fra hinanden, og der er ikke meget tid. Det virker ikke så seriøst, men vi tropper op,« siger S-formand Helle Thorning-Schmidt.

SF mener, at den korte forhandlingsperiode er udtryk for Foghs ønske om at fremtvinge et valg, mens de Radikale vælger at møde op til forhandlingerne i håb om at få reelle skatteforhandlinger.