Fogh inviterer til forhandling

Højere energiafgifter skal betale en lavere grænse for mellem- og topskat, som regeringen lovede i dag. Valgrygterne blev - i denne omgang - gjort til skamme.

Bendt Bendtsen og Anders Fogh Rasmussen i højt humør under fremlæggelsen af regeringens kvalitetsplan. Foto: Claus Bjørn Larsen Fold sammen
Læs mere

For en familie med to indkomster på henholdsvis 250.000 og 350.000 vil skattelettelserne betyde 550 kr. mere i rådighedsbeløb om måneden.

Det fortalte statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), da han tirsdag middag præsenterede kvalitetsreform, 2015-plan og skattelettelser i et hug.

Samtidig inviterede han »alle partier til samarbejde«.

Den invitation tog Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard øjeblikkelig til sig. Hun sagde umiddelbart efter pressemøde, at skatteudspillet har en »skæv profil«.

Blandt andet mener hun ikke, at der er brugt nok på folkepensionisterne.

De varslede skattelettelser er ifølge regeringen fuldt finansierede af blandt andet stigninger på energiafgifter.

»Det er ikke finansieret af penge, som vi ellers kunne have brugt på velfærd,« understregede Fogh.

Udover en højere grænse for mellem- og topskatten bliver der også en forbedring for dem på overførselsindkomst.

Samtidig med de ventede skattelettelser kom også den længe ventede kvalitetsreform. 50 mia. kr. afsættes herunder til nybyggeri, modernisering og udbygning af skoler og daginstitutioner og sygehuse.