Fogh har lukket de onde ånder ud

Få timer før statsminister Anders Fogh Rasmussen tirsdag skulle præsentere skattepakken, stod han pludselig og talte om onde ånder til Venstres folketingsmedlemmer. Og med god grund skulle det vise sig. Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti er røget ud i et HISTORISK OPGØR, og Fogh bærer selv en del af skylden.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) under pressemøde efter<br>regeringseminaret fredag den 18 august 2006 på Havreholm Slot i Nordsjælland. <br>Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Skattekrisen 2007.

Flere af Venstres folketingsmedlemmer klør sig i håret, da de forlader gruppeværelset på Christiansborg omkring klokken 10.00 en lun tirsdag formiddag sidst i august. I årevis har de mere eller mindre stolet blindt på deres leder - den iskolde og ufejlbarlige taktiker - men nu er statsministeren begyndt at tale om »onde ånder«, og de ved ikke længere, hvad de skal tro.

Der er få timer til, at Fogh sammen med den konservative leder Bendt Bendtsen skal præsentere den længe ventede kvalitetsreform til 51 milliarder kroner, der en gang for alle skal overbevise danskerne om, at regeringen er mindst lige så god til velfærd som Socialdemokraterne. Og Fogh har netop fortalt sin gruppe, at han samtidig lancerer for 10 milliarder kroner skattelettelser i både bunden, midten og toppen af skalaen.

Ikke fordi han vil, men fordi han er bange for spøgelser.

»Hvis de Konservative træder ud af regeringen, så slipper alle onde ånder i dansk politik ud af flasken,« forklarer statsministeren sig på gruppemødet og i hovedet på gruppemedlemmerne fremmanes billeder af Hans Engells sololøb med Socialdemokraternes daværende finansminister Mogens Lykketoft i halvfemserne - og ikke mindst billedet af en Uffe Ellemann-Jensen sat udenfor indflydelse.

»Et brud vil være fatalt, og det vil tage mange år at bygge op igen. Det har vi set,« hører de ham sige, men nu bliver flere af Venstrefolkene utrygge, for det er ikke den statsminister, de kender.

Den statsminister, der i seks år med konsekvens og en forbandet god mavefornemmelse har snoet den konservative regeringspartner omkring sin lillefinger, er nu pludselig blevet tvunget ud i en manøvre, der helt oplagt har fået taburetterne til at ryste.

»Der er gået totalt kludder i det hele. Man snakker ikke om skattelettelser, og man udskriver i allerhøjeste grad ikke valg på skat, har han altid sagt. Og det er netop det, han er i gang med,« lyder det fra en centralt placeret kilde i Venstre, og en anden venstremand siger direkte.

»Det her er en sag af en kaliber, der kan koste regeringen livet.«

Det værste for Venstre-folkene er, at Fogh i den grad selv har været med til at lukke ånden ud af flasken. Det er statsministeren, der har fået bægeret til at flyde over hos de Konservative, fordi han ville have rampelyset for sig selv. Havde Fogh ikke 14 dage tidligere på Venstres sommertræf taget æren for, at nu kom der skattelettelser og en historisk omfattende investeringsplan til nye bygninger, så havde de Konservative levet uden de lempelser i topskatten, der nu truer med at koste VKO-samarbejdet, og i hvert fald har lukket de ellers slagne Socialdemokrater ind i kampen om statsministerposten igen.

De Konservative var ifølge flere centrale aktører parate til at acceptere, at skatteplanen ikke nødvendigvis skulle give lettelser i topskatten - men det var lige indtil statsministeren trådte ved siden af.

»Da Anders går i luften ovre i Fredericia, hvor han siger skattelettelser og tilføjer, at det fortrinsvis skal være i bunden, så er Bendt nødt til at kræve noget på topskatten. Så det er Foghs manøvre, der har afstedkommet det her,« mener en konservativ kilde.

Og bebrejdelserne kommer ikke kun fra Konservative, men også fra ellers hengivne Venstrefolk.

Flere mener, at statsministeren har undervurderet situationen. Han har - efter chokmeldingen på Venstres sommertræf - sat alt for kort tid af til at finde en løsning med Bendt Bendtsen, og flere undrer sig over, at han lod forhandlingerne om en skatteplan afbryde midt i det hele for at rejse til Grønland for at se på klimaforandringer sammen med den tyske kansler Angela Merkel.

»Alle er enige om, at han undervurderede, hvor vigtige de her forhandlinger var. Det kom bag på os, at Bendtsen ikke bare tog mellemskatten, men Fogh undervurderede det pres, Bendtsen er under,« lyder det blandt andet.

»Vi har ikke sagt til Fogh, at nu går vi i morgen, men Anders har godt vidst, hvad det handlede om. Det har han vidst,« siger en konservativ.

Men det er ikke blot Foghs fejltrin de seneste uger, der forklarer, at det er kommet så vidt, at De Konservative i disse uger gentagne gange - mere eller mindre direkte - har truet med at forlade regeringen og gå til valg på egen hånd.

VKO-familien har siden fødslen med en kildes ord været »en dysfunktionel familie« med fundamentale forskelligheder i holdninger, visioner og menneskesyn, men alligevel har trekløveret været i stand til at få gennemført nogle af de største reformer i mange år, og samarbejdet er med jævne mellemrum blevet udråbt som et historisk stabilt flertal.

Den seneste tid er noget bare gået gruelig galt, og spørger man rundt, begyndte tingene at skride sidste forår.

Muhammedkrisen 2006.

Anders Fogh Rasmussen har været ude i et af de værste stormvejr i sin statsministertid. En række karikaturtegninger i en dansk morgenavis er endt i det absurde scenarium, at han på tv kan se plakater af ham selv og dukker skabt i hans billede gå op i flammer blandt rasende demonstranter i en række muslimske lande.

Bortset fra et par forsøg på forsoning via arabiske tv-kanaler har det for ham været en dybt principiel beslutning at forsvare ytringsfriheden - koste hvad det vil - og i Venstre-lejren føler man ikke, at de Konservative bakker helhjertet op. Til stor irritation toner Bendt Bendtsen og hans partifæller den ene dag efter den anden frem på skærmen for at forsvare de danske virksomheder, der har taget afstand fra den danske regering for at holde salgstallene oppe i Mellemøsten.

Striden kulminerer i første omgang, da den ofte »skydegale« politiske ordfører, Jens Rohde, med klar adresse til regeringspartneren gør det klart, at han ikke ville ofre sin bedstemor for at sælge et glas mælk - og at han i øvrigt mener, at Arla kan flytte produktionen til Saudi Arabien, hvis de har så stor forståelse for principperne i den muslimske del af verden.

Det skal vise sig blot at blive den første flække i VKO-blokken, som Muhammed-krisen afføder.

Efterhånden som ilden efter ambassadeafbrændingerne er slukket, og den politiske »undtagelsestilstand« afblæses, begynder enkelte konservative at efterrationalisere i medierne.

Konklusionen hos folk som den stemmeslugende EU-parlamentariker Gitte Seeberg og den ligeledes populære næstformand og Frederiksberg-borgmester, Mads Lebech, er, at Danmark skal passe på med at lulle sig ind i den kolonihavementalitet, som Dansk Folkeparti er eksponent for.

Både i Venstre og hos Dansk Folkeparti forventer man, at Bendt Bendtsen sætter sine folk på plads, hvilket han aldrig for alvor gør, og Seeberg og Lebech følges i stedet op af en række partifæller, der åbent begynder at flirte med tanken om en VKR-regering. Pia Kjærsgaard raser.

»Vores indtryk var, at det hele bundede i en længere tids frustration over, at De Konservative ikke opnåede den fremgang, de havde forventet at få ud af at gå i regering. De var ved at kaste op over, at vi gik yderligere frem under Muhammedkrisen, og så oplevede vi alle de her nedværdigende angreb, som enten kom, fordi Bendtsen ikke kunne styre dem, eller fordi det var koordineret, at man skulle sende nogle i flæsket på os,« siger en DFer.

Den Konservative »illoyalitet« over for både V og DF passerer i første omgang ustraffet forbi, men en måneds tid senere indleder DF det, der skal vise sig at blive en storslået hævn.

Påske-krisen 2006.

Forbrugerminister Lars Barfoed (K) er kommet under pres, efter at medierne har afsløret en række kødskandaler, der ikke er blevet fanget af fødevarekontrollen - måske fordi regeringen har rationaliseret gevaldigt på området.

Dansk Folkeparti benytter lejligheden til at vise, at de Konservative ikke slipper ustraffet fra at provokere det ellers så loyale støtteparti.

Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl tværer det ud i ansigtet på Bendt Bendtsen, at deres 24 mandater er mere end nok til at bestemme, hvilke af hans ministre, der skal blive siddende, men efter at have truet med et mistillidsvotum, indgår de tre partier en aftale, der dels skaffer flere penge til området, dels stiller nogle retningslinjer op for Barfoeds videre håndtering.

For DF er det en forrygende sejr, men da de beslutter sig for at lække aftalen til medierne, bliver udlægningen, at man har fået sat Barfoed under administration.

En udlægning der straks afvises af De Konservative, hvorefter aftalen trækkes tilbage og partierne i stedet hives ud i en nattegyser af en forhandling den sidste fredag inden påskeferien.

En række Venstre-folk - med statsministeren i spidsen - træder til for at samle parterne, og først ved tre-tiden kommer en flok rødøjede politikere ud fra finansministerens kontor med en aftale i hånden.

Men til både DFernes og Venstres store overraskelse, slutter showet ikke der. Tværtimod begynder det for alvor, som en kilde i Venstre beskriver det.

»DF erkendte, at de var gået for langt ved at sige, at Barfoed var sat under administration, men DF redder altså Barfoed fra et mistillidsvotum, og så går de Konservative rundt på gangene på Christiansborg og sælger historien som et nederlag til DF. Det, K laver, er så groft over for en samarbejdspartner. Det er den slags, der bliver noteret i Kristian Thulesen Dahls sorte bog.«

Samtidig vokser irritationen hos Venstre over, at de Konservative tilsyneladende har gjort det til en strategi at lægge sig ud med støttepartiet. En ting er Seeberg og Lebechs angreb - en anden når en konservativ minister - miljøminister Connie Hedegaard - beskylder DFere for at føre blokpolitik midt under finanslovsforhandlingerne

»Pludselig stod der noget om, at vi var ditten og datten på hendes hjemmeside. Vi havde netop indgået en stor miljøaftale om denne berømte miljømilliard, hvor det hidtil største beløb til vandmiljøplanen blev givet. Det burde ellers være vand på miljøministerens mølle, men vi fik nogle bank. Det var så alvorligt, at vi rejste os fra forhandlingsbordet og sagde: »Bendt, få lige styr på hende, og så går vi ned og ser Matador imens. Vi spiste også flæskesteg. Pia var så vred,« som en DFer beskriver forløbet.

Fogh og hans nærmeste river sig i håret over de Konservatives manglende forståelse for strategi.

Barfoed-krisen 2006.

Da julen nærmer sig, får Dansk Folkeparti endelig mulighed for at komme af med den opsamlede frustration. En rapport og statsrevisorerne fælder en noget tvetydig »dom« over Lars Barfoeds håndtering af fødevareområdet, men DF iscenesætter en af de mest dramatiske, politiske dage i den nyere, danmarkspolitiske historie.

Efter forhandlinger på blandt andre statsministerens kontor tropper den samlede DF-top tidligt på aftenen - med en ganske vist noget rystet Pia Kjærsgaard i spidsen - op på Christiansborg for at meddele, at man ikke længere bakker op om den konservative minister. På trods af den overhængende trussel om et lynvalg udsteder man en de facto fyring af Barfoed, og det viser sig, at hverken Anders Fogh Rasmussen eller en rasende Bendt Bendtsen kan gøre andet end at acceptere.

Hævnen er sød, og hierarkiet er slået fast, men sent ud på aftenen kaster Barfoed sig på live tv ud i et verbalt modangreb af dimensioner, der for mange Konservative bliver en ny begyndelse.

Bendt Bendtsen bakker op og erklærer stort set Pia Kjærsgaard krig, og i tiden der følger nægter fremtrædende konservative - som en DFer beskriver det - »at være i stue med Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl«.

På trods af advarsler fra Venstre, forsøger DF og de Konservative at løse problemerne med et forsoningsmøde mellem Pia Kjærsgaard og Bendt Bendtsen på sidstnævntes kontor. Flere rådgivere har på forhånd forklaret, at den slags møder ikke skal afholdes foran den samlede presse, men ikke desto mindre står et tyvetal fotografer og journalister klar, da Pia Kjærsgaard dukker op i økonomi- og erhvervsministeriet.

Som spået ender mødet i en fiasko.

»Jeg tror, at mange af os blev ekstra provokeret af, at de kun lige kommer ud fra det her frokostmøde, før Pia Kjærsgaard i et meget nedladende tonefald fastslår, at nu håber hun, at Bendtsen vil få lidt bedre styr på tropperne,« siger en konservativ.

Til sidst må statsministeren selv tage affære. På hans opfordring indfører de tre partiledere et månedligt frokostmøde, for at holde stemningen på et trods alt tåleligt niveau. De fleste af de følgende måneder mødes de, men der er i bedste fald tale om midlertidig våbenhvile.

På trods af den store ydmygelse omkring Barfoed-fyringen har De Konservative tilsyneladende genvundet lidt selvtillid.

Efter et gruppemøde i foråret 2007 citerer flere Konservative Bendt Bendtsen for at have annonceret, at »nu kapper vi fortøjningen«. Sådan at forstå, at det var tid til at tone rent, konservativt flag. Koste hvad det ville.

Blandt fremtrædende V-ministre bliver referaterne fra K-lejren modtaget mere med hovedrysten end respekt. Meldingerne bliver mødt med en irritation over, at K kun arbejder for egen fremgang.

»Mange af os har det sådan, at det er K, vi sidder i regering med, men at det er DF, vi kan stole på,« som en venstremand beskriver det: »Dansk Folkeparti har opført sig meget, meget loyalt, hvad man ikke altid har kunnet sige om K. De taler om »Konservative sejre«. Men hvor er fællesskabsfølelsen? Vi går måske ind i en tredje periode, og det er som om, at det for De Konservative mest af alt handler om, om de har 9 eller 10 procent af vælgerne. Der er en dreng i klassen her, man ikke helt kan være tryg ved.«

En anden venstremand er mere direkte og farverig i sit ordvalg: »Det er lillebror med selvmordsbælte rundt om maven.«

Forårsopgørene 2007

Foråret 2007 byder på en række konfrontationer. I sagerne om de afviste, irakiske asylansøgere og bilafgifterne lægger de Konservative fra land med hårde krav og skærper profilen som noget, der kunne minde om et internt oppositionsparti.

Selv på de indre linjer tager Bendt Bendtsen slagsmål i et omfang, der ikke er set tidligere. Både statsminister Anders Fogh Rasmussen og finansminister Thor Pedersen - der på vanlig provokerende vis på et ministermøde argumenterer for, at hans naboer i Nordsjælland skam ikke kan undvære deres firehjulstrækkere, når sneen for alvor sætter ind - får sjældent klar besked. Ja, Bendtsen vælger under bilforhandlingerne at rejse sig fra et møde i regeringens økonomiudvalg - pakker sine ting og skrider - og Bendtsen lader sine ordførere give den fuld gas i medierne.

I både DF og Venstre har man svært ved at forstå strategien.

»Faktum er, at De Konservative med deres syv ministerposter har langt, langt mere magt end Dansk Folkeparti. Sådan er det bare ikke kommet til at se ud i offentligheden, og i Venstre hiver man sig selv i håret, når De Konservative igen og igen sælger deres sejre som nederlag. Et godt eksempel er omlægningen af bilafgiften, der var en klokkeklar konservativ sejr. Men reaktionen fra partiet var, at det kun var første skridt på vejen der skulle mere til,« siger en fra Venstre, og en lignende vurdering lyder:

»Holdningen i Venstres top er, at man er trætte af, at De Konservative beder om ting, de ikke kan få. Men det er nok også udtryk for en vis arrogance. Man har vænnet sig til, at K finder sig i alt, og man har slet ikke overvejet tanken, at de kunne få nok og i stedet satse på at finde deres eget, selvstændige ståsted.«

Men selvom Venstre-folkene mest af alt ryster på hovedet af den konservative enegang, så begynder den ifølge flere kilder alligevel at gøre indtryk.

»Det er den omvendte verden i forhold til tiden før Barfoed. Dengang trak Dansk Folkeparti De Konservative rundt i manegen, men Barfoed-sagen fik De Konservative til at springe ud fra 170 favne, og de fik fast grund under fødderne,« siger en venstremand, og i forårets løb begynder Dansk Folkeparti for første gang at mærke, at forholdet til regeringen har ændret sig.

»Vi begynder at opleve De Konservative som en barriere, der gør, at det ikke bare glider. I forbindelse med tolkesagen ringede Fogh først til Pia et kvarter før pressemødet og sagde: Jeg går ud og siger noget om tolkene. Man kunne pludselig ikke finde ud af at sætte sig ned overfor hinanden og tale om det. Det var meget kort respons, og vi synes, det var en meget dårlig måde at behandle et loyalt støtteparti på. I stedet for at bruge en dag til at tale og tænke sig om: Ringe til os og cleare det af,« siger en DFer.

Ny Alliance 2007.

Lige inden sommerferien falder så en af de sidste brikker på plads i forsøget på at forstå, hvordan det er endt derude, hvor Bendt Bendtsen kan presse statsministeren til en skattelettelse, han aldrig har ønsket.

Efter at De Konservative ellers har dæmpet skatteretorikken efter instruktion fra Fogh - i særdeleshed i forhold til topskatten - bliver alle aftaler annulleret, da Ny Alliance fra den ene dag til den anden gør en opsigtsvækkende entre på den politiske scene.

Med en konservativ profil - Gitte Seeberg - som medstifter og en skitse til et partiprogram, der ligner det konservative, er Bendt Bendtsen pludselig truet fra en ny fløj.

Reaktionen er - i V og DFs optik - panik.

De Konservative ordførere går i en ny skatteoffensiv.

»Nu har vi slidt og slæbt igennem et år for at tilrettelægge det her efterår med trepartsaftale og kvalitetsreform. Vi har fået fjernet Irak, tolkesagen og sat en dagsorden om klimapolitik. Og så kommer K med deres topskat. Det er i fundamental strid med vores strategi. Nu ender vi med en diskussion om fordelingspolitik,« siger en kilde i Venstre, men for De Konservative ser man ikke bare en trussel i Ny Alliance, men også en mulighed for en mere attraktiv, parlamentarisk partner end Dansk Folkeparti. Eller i hvert fald et pressionsmiddel.

Med Ny Alliance i spil og senere i øvrigt en ny radikal leder, der åbner for et samarbejde til højre, og en markant, borgerlig majoritet i meningsmålinger, har De Konservative ikke længere det store at tabe ved et valg.

»Til gengæld må Pia nu begynde at tænke, at hun kan risikere at ende derude, hvor hun allermest frygter at ende: Som den forsmåede kvinde uden indflydelse, som ingen vil have noget med at gøre,« som en Venstremand siger.

Det vender op og ned på alting, mener en anden Venstremand.

Vedkommende kalder det for ren Anders And. Bendt Bendtsen er selvfølgelig Onkel Anders eller på de mere fredelige dage Fætter Guf, Onkel Joachim er Anders Fogh, og så er Pia Kjærsgaard endt som Bedstemor And, der forsøger at holde sammen på det hele - hvor hun tidligere var Hexia de Trix.

»Pointen er, at Pias terrorregime er stoppet,« siger kilden.

Fogh-krisen 2007.

Og så er vi tilbage ved de nuværende forhandlinger om skatten. De Konservative har - som en kilde i Venstre beskriver det - taget Foghs kvalitetsreform som gidsel, med fare for, at det hele ender i et valg, som særligt Venstretoppen har prædiket mod siden 1998, hvor de netop tabte valget på fordelingspolitikken.

For Fogh har Bendt Bendtsens »panik« betydet, at han er blevet nødt til at give ham noget på skatten, hvis han vil bevare sin vicestatsminister. Og det vil han ifølge en central kilde i Venstre.

»Rivaliseringen og positioneringen er allerede i gang på de indre konservative linjer, men med Bendt Bendtsen ved man, hvad man har. Man aner derimod intet om, hvad man får med en ny konservativ leder,« lyder analysen. »Man taler ofte om, at Uffes nederlag i 1998 var skelsættende for de borgerlige partier, men folk som Fogh og Claus Hjort husker finanslovsforhandlingerne i 1995, hvor De Konservative gik sine egne veje, og selvom man ikke snakker så meget om det, så ligger der hele tiden en underliggende frygt for, hvilken linje et selvstændigt konservativt parti vil vælge,« forklarer en anden venstremand og fortsætter: »Lene Espersen er den oplagte kandidat, men hvis det reelt ender med et opgør med Venstre, kunne man så ikke risikere, at de røg helt i den anden grøft. Med en Connie Hedegaard ved roret er der ikke så langt til den anden side. I første omgang Ny Alliance og De Radikale, men hvad med Socialdemokraterne?«

Både DF´ere og Venstrefolk bebrejder De Konservative, at det er endt her, og de mener bestemt ikke, at man kan sige, at K har sejret.

»K-gruppen har så danset rundt af glæde nede i Sønderjylland. De jubler over, at de har trynet Venstre, men de har jo ikke fået skattelettelserne igennem i Folketinget. DF har fat i den lange ende, for der er ingen garanti for, at der efter et valg vil være flertal for at hæve grænsen for, hvornår der skal betales topskat,« siger en Venstremand.

Og han tilføjer, at de Konservative bare kræver, og så lader Venstre forhandle resultatet hjem. Hvorfor har De Konservative ikke selv haft kontakt med DF omkring skatten? Inviteret til kaffe? Sonderinger? Intet i den retning er sket, i stedet så forventer De Konservative, at finansminister Thor Pedersen nu skal finde en løsning.

En ting er alle dog enige om - skattediskussionen skal ryddes af vejen. Eller som en central aktør i Venstre forklarer:

»Enten finder vi en løsning med DF, eller også bliver der formentlig valg.«

Og det kan betyde et farvel til den dysfunktionelle familie - VKO.