Fogh forbeholden over for flyafgift

Statsministeren vil ikke nu og her følge Tony Blairs eksempel og betale miljøaflad for flyveturen.

Tony Blair vil gøre det, og de norske statsansatte skal gøre det.

Men statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er mere forbeholden over for muligheden for at betale ekstra for flybilletten for at kompensere for det CO2-udslip, som flyveturen er skyld i.

Anders Fogh Rasmussen understreger, at han ikke har taget stilling til, om han selv eller statsansatte skal bruge den nye ordning, som SAS indfører til foråret. Men han vil i første omgang satse på andre områder.

- Jeg kan godt se, at det lyder spændende. Det lyder måske oven i købet populært. Men i virkeligheden er det jo bare gammeldags afladshandel, hvor man køber sig aflad for en dårlig samvittighed over at flyve. Og det var jo nok mere nærliggende, at man interesserede sig lidt mere for, hvordan man kan reducere forureningen ved at flyve, siger Anders Fogh Rasmussen.

Heller ikke trafikminister Flemming Hansen vil tage stilling til muligheden, før han har set den konkrete ordning.

/ritzau/