Fogh: Danmarks Irak-politik uændret

Fogh har ikke forudsætninger for at vurdere, om 20.000 flere amerikanske soldater er nok, siger han.

Den amerikanske regerings ændring af sin Irak-strategi får ingen betydning for Danmarks politik i Irak, siger statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

Den danske regering håber fortsat på, at irakerne gradvist selv overtager kontrollen i det sydlige Irak, hvor de danske soldater er. Og regeringen har ingen planer om at sende danske soldater til Bagdad for at hjælpe amerikanerne og den irakiske regering dér, siger statsministeren.

- Danmarks politik i forhold til Irak er uændret, siger Fogh Rasmussen.

Han afviser at vurdere, om de godt 20.000 ekstra amerikanske soldater, som den amerikanske præsident, George W. Bush, bebuder sendt til landet, er nok til at gøre en forskel.

- Det har den danske regering ikke forudsætning for at vurdere, fordi Danmark ikke selv er til stede i Bagdad, siger statsministeren.

- Beslutningen bygger på en militær faglig vurdering. Og det tager vi til efterretning, siger Fogh Rasmussen.

/ritzau/