Fogh beklager Geertsens farvel

Statsminister Anders Fogh Rasmussen beklager Martin Geertsens exit fra politik. På Københavns Rådhus er der overraskelse over, at han i går meldte, at han stopper sin politiske karriere.

Der var hverken bragende klapsalver eller kritik, da kultur- og fritidsborgmester Martin Geertsen i går lancerede sin exit fra politik.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) beklager Martin Geertsens beslutning.

»Det beklager jeg. Jeg kender ikke hans baggrund for det. Jeg forstår, at han angiver personlige årsager. Han har lyst til at prøve noget nyt, og det skal man respektere,« siger Anders Fogh Rasmussen.

Venstres formand fik ellers kritik for at være for topstyret og for lidt liberal ved folketingsvalget i februar 2005.

På Københavns Rådhus kalder politikere fra begge fløje Martin Geertsens afgang for overraskende.

Overborgmester Ritt Bjerregaard roser Geertsens indsats.

»Det lykkedes jo faktisk Venstre at anbringe sig i en anden position end før kommunalvalget ved at indgå budgetforlig. Det er ikke sket i mange år, og det understreger hans evner til at skabe resultater,« siger Ritt Bjerregaard om Geertsens farvel.

Teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R) kalder Martin Geertsen en hæderlig politisk modstander.

»Jeg er meget overrasket. Personligt har jeg haft et glimrende samarbejde med Martin Geertsen. Jeg ser hans farvel som en frustration over, at vi har en meget stærk ledelse i København og over den mudderkastning, der har været i København, som Venstre også har taget del i, siger Klaus Bondam til Berlingske Tidende.

Sundheds- og omsorgsborgmester Mogens Lønborg (K), som har siddet med til bords ved de borgerlige møder siger om Martin Geertsens afgang:

»Det er ærgerligt, specielt fordi det siden sidste valg er lykkedes at etablere et stærkt samarbejde mellem de borgerlige partier på rådhuset. Det har Martin Geertsen en del af æren for,« siger han.

Venstres folketingsmedlem Søren Pind forstår godt sin politiske makker gennem mange år. Han giver Ritt Bjerregaard en del af skylden.

»Der er en alt for giftig atmosfære på Københavns Rådhus,« siger han.