Førstehjælpsformand: Manglende undervisning koster liv

Dansk Førstehjælpsråd mener, at det koster menneskeliv, når 40 procent af landets skoler undlader at give eleverne den undervisning i førstehjælp, som loven kræver.

Det koster menneskeliv, når mange skoler i strid med loven undlader at undervise i førstehjælp.

Det siger Thomas Egesborg Pedersen, der er formand for Dansk Førstehjælpsråd, i kølvandet på en opgørelse, der ifølge tv2.dk viser, at 40 procent af skolerne ikke underviser i hjertemassage og kunstigt åndedræt.

»Jeg vil faktisk sige, at det her koster menneskeliv,« siger Thomas Egesborg Pedersen om den manglende undervisning.

»Det betyder jo i sidste ende, at der er en mindre sandsynlighed for, at der er en tilstede, som tør gribe ind og gå i gang med førstehjælp, hvis du eller jeg falder om på gaden,« tilføjer Thomas Egesborg Pedersen.

Han mener, at fire timers undervisning i førstehjælp kan være forskellen på liv og død.

»På fire timer kan du nå rigtig, rigtig meget. Du kan nå at lære at vurdere en persons bevidsthedstilstand - er personen vågen, bevidstløs eller har personen hjertestop. Du lærer at tilkalde hjælp og handle - du lærer, hvad du skal gøre, hvis personen »bare« er bevidstløs, men også hvad der skal til, hvis personen har hjertestop.«

Claus Hjortdal, der er formand for Skolelederforeningen, forklarer den manglende prioritering af førstehjælp med, at skolen har mange andre samfundsmæssige opgaver.

Thomas Egesborg Pedersen er rystet over den melding.

»Jeg har fuld forståelse for, at skolerne er pressede, men jeg kan ikke forstå, at når landets politikere for ti år siden besluttede, at man skal gennemføre førstehjælpsundervisning, at man så på den enkelte skole beslutter at nedprioritere det. Hvis skolerne eksempelvis havde valgt at nedprioritere faget dansk, som man har nedprioriteret førstehjælp, så havde man næppe accepteret det,« siger han.