Den smitsomme sygdom mpox spreder sig med hastige skridt i Afrika.
Det har fået Verdenssundhedsorganisationen, WHO, til at erklære global sundhedskrise på grund af sygdommen.
Torsdag lyder det fra Sveriges socialminister, Jakob Forssmed, at det første tilfælde af sygdommen mpox er blevet bekræftet i Sverige.
Det oplyser han på et pressemøde torsdag ifølge det svenske nyhedsbureau TT:
»Det er selvfølgelig noget, vi tager alvorligt,« lyder det fra ministeren.
Ifølge Folkesundhedsstyrelsen i Sverige, er det første tilfælde blevet bekræftet i omkring den svenske hovedstad, Stockholm.
Personen, der er blevet smittet med virusset, har været i et område i Afrika, hvor der har været et stort udbrud af mpox.
Ifølge det svenske medie Dagens Nyheter, lyder det også fra socialminister Jakob Forssmed, at der er tale om et tilfælde med en alvorlig variant af virussen.
På pressemødet forlød det sig også, at der er taget hånd om patienten for at mindske smitte, og der ikke er grund til yderligere foranstaltninger i forhold til smitte.
Tidligere i dag lød det fra det danmarks Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse, at risikoen for at blive smittet med sygdommen herhjemme er meget lille.
»Som dansker skal man ikke bekymre sig. Vi vurderer stadig, at der er meget lille risiko for den almindelige befolkning herhjemme, som det ser ud nu,« lød det fra faglig direktør hos SSI Tyra Grove Krause i meddelelsen.

Global sundhedskrise
Meldingen om det første tilfælde af sygdommen i Sverige kommer kun én dag efter, at eksperter mødtes online med WHOs topfolk for at diskutere udbruddet af mpox i Afrika.
Derefter erklærede organisationen global sundhedskrise, hvilket er det højeste niveau af alarm under international lov, skriver CNN.
Betegnelsen har til formål at udløse en global og koordineret respons og give adgang til finansiering af vaccine- og behandlingssamarbejde.
Det er anden gang på to år, at WHO erklærer global sundhedskrise på grund af sygdommen mpox. Sygdommen hed tidligere abekopper og er en virussygdom, der nemt kan spredes mellem mennesker og fra inficerede dyr.
Ifølge WHO kan man smittes gennem tæt kontakt såsom berøring, kys eller sex og via inficerede materialer såsom lagner, tøj og nåle.
Sygdommen udvikler sig som oftest mildt, men kan i sjældne tilfælde være dødelig.
Den giver influenza-lignende symptomer, og der kan komme udslæt med blærer på huden.