»Første gang vi blev bombarderet, vil jeg ikke nægte andet, end at man var noget nervøs«

I 1914 meldte Godefroy Antoine Hoffmann sig til Fremmedlegionen i Paris for at kæmpe i Første Verdenskrig på fransk side. En ny Berlingske-single, »Med fremmedlegionen i verdenskrigen«, gengiver hans erindringer fra fronten. Vi bringer her et redigeret uddrag.

Portræt af soldaten Godefroy Antoine Hoffmann. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Denne march fra Paris ud til fronten har altid staaet for mig som særlig mystisk. Her har man en 5-6000 mand, som skal ud til fronten. Man har jærnbaner i masser, lige ud til stedet, men alligevel lader man os gjøre denne høist besværlige march, ca.140 kilometer med fuld oppakning paa ryggen. Og i november maaned var det allerede koldt ude paa landet.

Vi syntes alle dette var galimathias, og alverden skjældte ud over hensynsløs behandling osv.

Vor oppakning vejer ca. 50 kilo med gevær og al øvrig udrustning, klæder ibefattet. Og naar man har marcheret de første par timer og remmene som man er indsnøret i overalt paa kroppen begynder at snære sig ind i kjødet, naar man selv er opløst i sved, naar der nede i støvlen har dannet sig en lille, ganske ubetydelig fold eller ujævnhed af strømpen, eller man marcherer op ad en en længere bakke.

Vi marcherede i de første dage ca. 25-30 kilometer om dagen, senere drev vi det endog op til 40 en enkelt dag, og begyndte altid marchen kl. 5 om morgenen. Vi marcherede 50 minutter, derpaa 10 minutters hvil og saaledes videre. Det 3. hvil var 1/2 time langt og kl. 11 stort hvil paa 1 1/2-2 timer. Det var beregnet til at lave vor frokost og spise den.

Senere marcherede vi til henad 4-5, og saa var marchen forbi for denne dag. Aftensmaden tilberedt og forberedelser truffet for reisning af telt eller indkantonnering i huse for natten.

At faa noget at spise med udsigt til umiddelbart efter at have lov til at lægge sig til sove. Overalt, hvor vi gjorde holdt for natten blev der strax sat vagtposter ud efter tur, af de forskjellige kompagnier.

Det store Marneslag var ganske vist nu forbi, men endnu var tyskerne paa retraite og navnlig i den retning hvori vi marcherede. Saa efterhaanden som vi kom frem, saa vi spor af dem, og folk i landsbyerne fortalte os om dem.

I almindelighed lod det ikke til at de havde plyndret ret meget der paa egnen. De var en første gang i travl fremrykning, i fuld stram opmarch, men nogle dage senere kom de den samme vei noget hurtigere tilbage.

Artilleriilden fra begge sider anrettede jo stor skade, og jeg husker de første spor vi saa af den, da vi paserede byen Creil, lidt nordøst for Paris. I en hel gade var husene sammenstyrtede som kunne det være korthuse, og murstensbrokkerne spredt vidt omkring. Men endnu var det intet, det skulle blive adskilligt værre.

Vi nærmede os nu mere og mere de besatte egne. Vi mødte andre afdelinger, og en eftermiddag bemærkede vi de første flyvere i horisonten. Man kunne se at der blev skudt paa dem af artilleriet. Der dannede sig ligesom smaa vattotter omkring de smaa punkter, der var maskinerne, og vi hørte de fjerne lmald, men kunne jo ikke skjelne om det var franskmænd eller tyskere.

Vi blev nu organiseret bedre, og marcherede med sikringsstyrke til siderne og for og bagud. Mit kompagni dannede avantgarde den sidste dag vi marcherede, og det var med en vis spænding vi pakkede vore patroner ud af papirhylstrene, ladede vore magasiner i geværerne og marcherede foran regimentet i stærk nysgjerrighed og spændte.

Paa marchen fra Paris var vi efterhaanden stødt sammen med andre afdelinger af Legionen, saa hele regimentet bestaaende af 3 batallioner á 4 kompagnier hver, var nu samlet. Foruden de tilhørende vogne og tros samt ambulancer.

Vi var nu umiddelbart bag de avancerende franske 1. liniers styrker, og hørte kanonerne tordne evigt og altid, snart her snart der.

Vi ankom til landsbyen Morcourt hvor vi blev indkvarterede, og dem der ikke blev plads til, fik den tilstødende by, Mericourt til opholdssted. Det var smaa usselt udseende landsbyer, kun gaarde, den ene ved siden af den anden, og vi bleve indlogerede i udhusene rundt omkring. En del af husene havde lidt af kanonilden og laa i ruiner.

1. batallion blev strax sendt forud op i trancheerne og vor tur skulle først komme om 6 dage. Den tid blev benyttet til at udhvile os, vaske os, gjøre vort tøi istand, og ellers til øvelse og exercits. Endelig aftenen før den 6. dag fik vi ordre til at holde os klar kl. 1 om natten, og vi marcherede derpaa op i trancheerne.

Efterhaanden som vi kom nærmere og nærmere blev landskabet mere og mere raseret, vi saa overskudte træer og sammenstyrtede smaahuse overalt. Paa en mark udenfor Morcourt, hvor der skal have staaet en frygtelig bajonetkamp de første dage af krigen, var vi ude og lede efter souvenirs. Der laa masser af afskudte patroner, efterladte smaating, uniforms - ting etc. etc.

Naa i nattens mulm og mørke travede vi videre, veiene var belagte med tommetykt mudder, det regnede saa smaat af og til, og vi marcherede giennem den sidste landsby; Cappy en Santerre, før vi kom ud til linien.

I det mest uigjennemtrængelige mørke fulgte vi vejen langs en kanal med træer paa begge sider. Paa den anden side kanalen laa en større mose og paa den anden side mosen laa tyskernes linier. Efterhaanden som vi gik frem saa vi skyttegravene fremtræde, vi hørte geværskud alle steder fra, og kunne skjelne naar kuglerne svuppede ned i lerjorden med et smæk.

Vi vare dødsenstrætte, vi havde marcheret i 2 timer uden hvil, og steg nu ad en steil skaaning. Veien var hørt op og vi gik i gaasegang, den ene bag den anden, og gik i en slags rende, gravet i jorden, ca. 1 meter bred, som efterhaanden blev dybere og dybere. Vi maatte gaa med bøiet ryg, og det giorde os endnu mere trætte. Efterhaanden blev gangen, vi gik i mere og mere fyldt af mudder. Nu gik det op til midt paa læggen; en slags muddersuppe som trængte ind overalt og giorde os pjaskvaade.

Endelig var vi deroppe, skyttegravene gik os nu over hovedet, og vi behøvede ikke at gaa krumbøiede mere, der herskede absolut mørke, men da vi kom ind i trancheen, saa syntes vi at skimte enkelte fantastiske skikkelser, som hist og her laa oppe paa brystværnet. De bleve efterhaanden talrigere, og vi erfarede at det var den anden batallion som vi skulle afløse, som laa langs brystværnet for at vi kunne have plads til at gaa frem.

De laa og ventede med længsel paa os for at blive afløste.

En gang imellem bleve vi blændede af lysraketter, som steg op baade fra os og fra tyskernes side, og vi skimtede hinandens spændte, forundrede ansigter et kort øieblik. Ellers gik det med at føle sig frem langs den kolde, fugtige jord paa siderne.

Vi ankom efterhaanden til de stillinger vi skulle indtage, og fik lov at smide vore tornystre og øvrige tunge oppakning, og blev strax sat paa vagt. Jeg fik consignen af vor underofficer; fjenden laa i den retning, og jeg havde at holde godt udkig, strax gjøre alarm, hvis noget mistænkeligt viste sig. Løsne 1 skud hvert 5. minut i den afgivne retning, selv om jeg intet saa.

Strax da vi kom ind i trancheen, i de kolde, trange skyttegrave med mudderet til langt op ad læggen, og hvert øieblik hørende geværkuglerne pibe igjennem luften rundt omkring, var vi alle grebne af det uhyggelige i situationen. Jeg for mit vedkommende tænkte: ja dette er et fuldstændigt helvede, og herfra kommer man sikkert aldrig ud igjen. Og nu stod jeg med mit ladte gevær foran et slags udhugget skydeskaar i brystværnet, og prøvede nysgierrigt at kigge ud i natten. Derovre laa altsaa fjenden. Hver gang en lysraket steg op og spredte lys over landskabet for et øieblik, hævede jeg mig saa høit op som muligt for at se noget. Men jeg kunne intet skimte uden en uendelig roemark, og længe kunne jeg ikke i lyset udsætte mig, thi skydningen blev altid livligere, hver gang en raket steg op.

Jeg afleverede pligtskyldigt mine skud hvert 5. minut, og efter 2 timer, som forresten gik hurtigt for mig. Under spændingen over alt det nye i situationen blev jeg afløst og fulgte min korporal hen til resten af min esquade, som sad og laa paa jorden længere henne i en af side skyttegravende. Jeg klemte mig ind imellem et par kammerater, som var ifærd med at »casse la cronte« dvs. indtage et let maaltid af brød og hvad man kunne have ved siden som kjød, chokolade, ost etc., og faldt i søvn.

Vi laa under aaben himmel, det smaaregnede, men vi vare for trætte til at det generede os. Henad morgenstunden blev det min tur igjen. Klokken kunne vel være henad 4, og jeg fik en anden plads anvist. Paa slutningen af vagten begyndte det at lysne, og man kunne skimte enkelte ting rundt omkring. Regnen var nu hørt op, og en tyk taage hindrede al udsigt.

Omgivelserne lagde nu beslag paa min opmærksomhed. Dette var altsaa det man kalder trancheer. Skyttegravene strakte sig straaleformigt ud til hovedtrancheen, som fulgte vor linie ud imod fjenden. Gravene vare ca. 2-4 meter dybe, og skildvagterne havde om natten sine pladser oppe ved selve brystværnet over jorden, hvor man laa ned eller stod op efter pladsens beskaffenhed.

Om dagen stod man nede i selve skyttegravene og holdt udkig gjennem periskoper, som lige akuurat ragede op over brystværnet. Jeg kiggede forgæves rundt omkring efter noget, der kunne ligne hytter, men i virkeligheden var der endnu intet lavet af den slags. Man var lige ankommen til stedet og foreløbig ikke naaet andet end at grave sig ned. Et par steder saa jeg nogle huler, som førte ned i jorden, og de soldater, som havde vagt laa nu og sov dernede. Kl. 6 blev jeg atter afløst og begav mig til mine kammerater.

Paa veien havde jeg leilighed til at se den første ulykke i vort kompagni; en ung italiener som stod paa vagt havde uforsigtigt løftet sit hoved lidt over brystværnet, og i det øieblik han vendte sig for at kravle ned igjen, fik han en kugle bag øret, som gik igjennem høire øre, han faldt strax om. Han levede endnu og laa i grusomme trækninger og rev sig med haanden paa øret. Det var frygteligt at se paa og der var intet at gjøre, og efter nogle minutters kamp døde han.

Det var den første af os, der skulle blive mange bagefter. Dette dødsfald gjorde stærkt indtryk paa os allesammen, men senere blev de saa hyppige at man ikke mere tog sig dem nær. Kun lærte de os til at være forsigtige, bøie sig naar vi gik paa udsatte steder eller forbi skydeskaar, og ikke tale høit i yderste tranchee.

Vi gik nu strax igang med at indrette os, og der blev udgravet huler, som blev udstyrede med træstøtter for at forhindre jorden i at rasle ned over os. Der blev organiseret arbeidsstyrke til at hente materialer nede bag linien, til at grave, mens andre skiftedes til at overtage og hente fødemidler.

Efterhaanden lykkedes det at faa gravet huler som vi alle kunne være i naar vi ikke holdt vagt eller arbeidede. Der kunne gjennemsnitligt være 3-5 mand i hvert hul, og vi hængte sækkelærred foran indgangen, saa vi dog laa relativt lunt.

Fra hver esquade var der hver dag 2 mand til at hente vore maaltider, som bleve tilberedte i kjøkkenet, der var installeret bag ved skyttegravene ved foden af det plateau vor tranché laa paa.

Vi kunne se fjenden foran os, de laa ca. 40-60 meter fra os, et par enkelte steder nærmede begge linier sig, så afstanden kun var 15-20 meter, men paa de steder var der stærke vagtposter og absolut stilhed maatte nøie iagttages. Der var endnu ikke fortificeret med pigtraad eller andet paa nogen af siderne. Mellem linierne var der roemarker. Hist og her saa man forladte landbrugsmaskiner, plove etc., men det var umuligt at se noget levende væsen.

Kun vidt omkring de endeløse jordvolde, som antydede de fjendlige skyttegrave. Længere borte i horisonten saa vi gaarde, huse, og vi fik nu at vide at vi laa foran de smaa landsbyer; Dompeire og Hebecourt, som laa skjult bag skovene.

Vi hørte omtrent uafladelig kanontorden, dels fra de fjendtlige, dels fra vore egne batterier, som laa bag høiderne, bagved de respective stillinger. Opad dagen begyndte tyskerne regelmæssigt mindre bombardementer af trancheerne, men vort artilleri standsede dem i reglen ret hurtigt. Dels ved at gjøre gengæld paa deres trancheer, dels ved at skyde efter de batterier, som saaledes afdækkede sine stillinger. Første gang vi blev bombarderet, vil jeg ikke nægte andet end at man var noget nervøs og uvilkaarligt bukkede hovedet, naar man hørte projektilerne hvisle igjennem luften. Hvor langt fra os selv, var vi endnu ikke istand til at sige.

Første gang der kom saadan et uhyre flyvende over os, kom min ven negeren Bullard styrtende gjennem trancheen. Skrækken stod malet i hans ansigt og hvis en neger kan blegne, er jeg sikker paa at han maa have været kridhvid i sin sorte sjæl.

Han stod paa vagt i yderste tranché, men da han hørte det infame hvin af granater, som nærmede sig i luften, smed han geværet og styrtede afsted i vild flugt.

Naa han vænnede sig efterhaanden bedre til det, ligesom vi andre, men han paastod selv at han gjerne udsatte sig for den værste kugleregn fra geværer, men granatild kunne han ikke lide.

Det var·temmelig sjældent at nogen af granaterne faldt ned directe i skyttegravene. De faldt i reglen i markerne imellem og bagved eller foran, men naar de exploderde var det med saa øredøvende brag, og der fløi enorme jord- og røgsøiler langt op i luften, at vi ofte, helt betænkelige saa paa hinanden. Vi indsaa dog alle efterhaanden det komplet unyttige i at gøre notits deraf, og efterhaanden var der ingen som mere drejede hovedet under bombardementerne, men fortsatte sin dont - undtagen Bullard, som i saadanne tilfælde altid havde et eller andet at gjøre i et eller andet hul, eller et andet fjærntliggende sted.

Vor kaptain, som var tiltraadt kommandoen umiddelbart før vi forlod Paris, var en god officer og brav mand, der tog sig faderligt af sine underordnede. Han organiserede arbeidet saa godt som muligt. Det bestod dels i forarbeidelsen af tilflugtssteder, huler, hytter etc, og dels i udbedring af skansen, fortification af samme, opsætning af pigtraadsværk, hvilket altid skete om natten.

Vi lavede af træstivere lange stilladser, som omvildedes paa kryds og tværs med pigtraad, og disse første primitive apparater, som blev kaldt »Cheveons de Frise«, efter byen Frise, vi laa ved siden af, bleve om natten anbragt udenfor vore linier og forankrede.

Der blev gravet nye forbindelsesskyttegrave og løbegrave, afdelingerne og tjenesten ved vagt omlagt saa praktisk som muligt, saa hver mand nøiagtigt vidste hvilken plads han havde at indtage ved alarm. Der organiseredes patruiller som om natten færdedes ude imellem linierne, krybende paa alle fire, for at forhindre overfald og ellers udspionere, hvad der foregik paa den anden side.

Jeg var temmelig ofte ude paa disse patruiller. Man var let udrustet med gevær med paasat bajonet, samt et par løse patroner i lommen, og man var 4-6 mand, som under anførsel af en sergent kravlede ud over brystværnet, og kravlede rundt. Sommetider blev vi liggende et enkelt sted hele kvarter ad gangen.

Vi maatte holde nøie udkig med lysraketter, som med faa minutters mellemrum sendtes op fra begge sider. Strax man saa en raket flyve op, maatte man trykke sig næsegrus mod marken og blive liggende til det blev mørkt igjen.

Det var undertiden ret ubehageligt, naar man havde slæbt sig over en sølet og vandfyldt mark og kom til at ligge nede i et vandhul i det afgørende øieblik. Men vi fik jo gradvis en forstaaelse af, at hig egentlig ikke er en fornøielse og at man ofte himmelglad udfører ting, naar det dreier sig om at redde sit eget liv, som man ellers ville have forsvoret at gjøre.

En gang senere hen var jeg paa en patruille med min sergent og 3 mand. Det dreiede sig om at nærme sig fjendens tranche’ saa meget som muligt og eventuelt konstatere om der var anbragt en mitrailleusepost paa et nærmere angivet fremspring. Nogle dage i forvejen havde vi netop havt et længere bombardement. Vi vare blevne generede lige da vi havde faaet suppen bragt op, og maatte afbryde maaltidet og sprede os i skyttegravene. Vort artilleri havde hidtil ikke svaret, hvilket forundrede os meget, og vi bandede artilleristerne, som sov og ikke bedre kunne beskytte os.

Da netop begyndte en hurtigild bagved os fra vore 75’er kanoner. Vi kiggede gjennem skydeskaarene for at se, hvor de ramte, og netop da faldt en granat ned i fjendens tranche lige netop paa ovennævnte hjørne. Det gav et brag, som gik ind til marv og ben, og op af trancheen fløi der træstykker jord, klædningsstykker, hvad der bragte os til at juble. Mindst en 3-4 mand. Huerne fløi i alle retninger, en af folkene faldt udenfor linien og blev liggende død, saa vor 75’er havde ramt usædvanligt fint i centrum.

Strax holdt tyskernes ild op, og vi fik fred til at spise videre. Nu gjaldt det altsaa for vore patruiller om at undersøge nævnte hjørne nærmere, da man havde seet forskjellige forskansninger der, som tydede paa anbringelsen af en mitrailleuse, som er et nederdrægtigt godt vaaben. Det skyder mere og bedre end 100 soldater.

Vi kravlede ud ved 9 1/2 tiden om aftenen, og efter at have kravlet paa maven i ca 1 time, laa vi lige op ad den tyske tranche. Vi hørte intet, og vovede os til at kigge ned i skyttegraven. Ingen sjæl var at se, derimod hørte vi lidt længere nede stemmer af soldater, som rimeligvis laa nede i en hule og sludrede. Der var en del forkjølelse iblandt dem, hvilket vi kunne konstatere af den hyppige snøften og hosten. Vi krøb lidt over paa den anden side og kunne nu se at der ingen mitralleuse var paa det angivne sted. Der havde rimeligvis ligget en jordhytte som en granat havde sprængt i luften med sine beboere, og skaden var forsøgt udbedret med sandsække og planker.

Længere henne saa vi en lang bænk udstyret med et langt, smalt skydeskaar foran, hvorpaa en 10-12 mand kunne ligge i fuld længde, og med sine geværer holde nøie udkig med hvert af vore skydeskaar. Hver mand skulle rimeligvis holde øie med hvert sit af vore skydeskaar, med geværet indsigtet derpaa, og saa saare nogen passerede det, Bam, saa var han dødsens.

Derved fik vi forklaring paa de utroligt mange skudsaar i hovedet, vi havde havt i nogen tid.

SINGLE | Køb hele singlen »Med fremmedlegionen i verdenskrigen« her.

Naa vi skulle jo hjem igjen og maatte nu kravle under noget pigtraad, som var udspændt, hvilket maa have gjort nogen støi, thi pludselig knalder et skud i nogen afstand fra os. Ingen af os blev ramt, men nu satte vi i en fart over pigtraaden, og løb ud i terrainet, hvor vi øieblikkelig kastede os ned og krøb videre alt hvad vi kunne.

Der var nu bleven alarm ovre hos fjenden, en nederdrægtig geværskydning begyndte, og samtidig opsendte de den ene lysraket efter den anden. Vi bleve adskilte, sergenten og de 2 mand kravlede i een retning, og jeg og en belgier ved navn Dumont holdt os sammen, og da vi først var ude imellem roeme kravlede vi langsomt af sted til vi kom til en stor fordybning, som var dannet af en større exploderet abus. Hullet var halvt fyldt med vand, men vi kravlede dog derned.

Vi kigged op og saa, at der nu var helt oplyst af raketter. Vi hørte kuglerne suse os over hovederne, men indsaa at vi her var i udmærket sikkerhed.

Vi blev liggende her og skydningen fortsatte hele natten igjennem. Da vi ikke ville vove os ud saa længe de sendte raketter op, var vi nødte til at blive der hele natten.

Først henad morgenen, da det var bleven lyst, hørte de op med skuddene og raketterne, men nu var det os aldeles umuligt at kravle bort.

Der laa vi net i det, vi havde placeret os saaledes at vi ikke laa i vandet, og ved at grave jorden hensigtsmæssigt med hænderne, opnaaede vi taalelige stillinger. Vi kiggede over til os selv og over til tyskerne. Det var egentlig ganske interessant at betragte dem begge paa den maade, skønt der jo intet var at se.

Hen ad middag begyndte det sædvanlige bombardement, men man mistænkte jo ikke hullet derude for at være besat, og vi laa i sikkerhed.

Vi plagedes af sult, men forresten tilbragte vi tiden med at snorksove omtrent hele tiden. Der laa vi til henad 7 om aftenen, saa kravlede vi ud og kom ganske roligt tilbage til vor egen tranché. For at slippe ind maatte vi i længere tid fløite for at gjøre skildvagten opmærksom paa os, da vi jo nødigt ville skydes og denne gang af en af vore egne. Alt gik imidlertid godt, og vi meldte os hos kaptainen, til hvem vi aflagde beretning.

Vi fik noget at spise og fri for vagt den nat.

MERE? KØB HELE SINGLEN HER.