Første 40 evakuerede irakere flytter til Jylland

Mandag rejste de første 40 evakuerede irakere til asylcentre i Jylland. Inden turen var de især spændte på, om de selv skal lave mad på det nye center.

I en helt almindelig turistbus begyndte 40 irakere mandag sidste del af deres lange rejse mod asyl i Danmark. 200 kilometer mod vest venter to jyske asylcentre, som skal være hjem for de evakuerede irakiske tolke og deres familier, mens Udlændingeservice behandler deres asylsager.

Og før turen var der især spænding om en ting. Skal vi selv lave mad i Ebeltoft?

Det fortæller Kirsten Schaumburg, der er stedfortrædende centerleder i Sandholmlejren.

- Nogle har været glade for, at de selv skal lave mad, mens andre ikke har været helt så begejstrede, siger Kirsten Schaumburg med et smil.

På asylcentret i Ebeltoft er centerleder Solveig Vestergaard dog klar med hjælp. Som noget af det første får irakerne nemlig et kursus i at købe danske madvarer, så de kan lave deres egen mad.

Centret i Ebeltoft har plads til 110-120 personer, mens resten af de 200 evakuerede irakere bliver sendt til centret ved Thyregod. Alle irakere ventes at være i Jylland i midten af næste uge.