Føler du dig forældre-bashet?

Klummefoto Nathalie Ostrynski Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Kender du til forældre-bashing? Den nymoderne disciplin, hvor sagesløse forældre angiveligt bliver slået på med budskabet om, at de ikke er gode nok? Hvor de får at vide, at den klapvogn fuld af forældreskab de går rundt med i samfundet, ofte ender med at køre henover andre mennesker?

Når debatten om børneopdragelse raser, rejser et kor af forældre sig altid for at lade den rødglødende forældre-bashing-alarm gå af. Den der siger, at forældre er en udsat gruppe, der i forvejen kæmper med at få det hele til at hænge sammen, og som derfor skal behandles med særlig varsomhed og blide strøg.

I mine øjne tegner den udbredte brug af forældre-bashing-argumentet omridset af et langt større problem: Vi forældre har det vanskeligt med at tage imod kritik.

Min egen mor beklager sig tit over det. Når jeg helt fysisk tager armene over kors i det øjeblik, hun formaster sig til at give mig et råd om børneopdragelse. Svaret jeg giver hende, er blevet et gentaget mantra for min egen ego-likende-generation af forældre:
"Det er mit barn. Jeg ved bedst."

Er det rigtigt? Ved vi virkelig bedst hver gang? Jeg gør ikke. I de første måneder af mine børns liv vidste sundhedsplejersken bedre. Nogle gange ved min veninde bedre. Andre gange ved min svigerfar bedre. Når de kommer i skole, håber jeg ved gud, at læreren ved langt bedre.

Vi bilder os ind, at børneopdragelse er en privat sag. Sandheden er den, at det har den aldrig været og vil aldrig blive. Alle de steder, hvor vores børn møder velfærdsstatens personale, institutioner og fællesskab, vil vi også blive konfronteret med, hvordan vi er som forældre.

Da hele landsbyen opdrog barnet, havde landsbyen også en mening om opdragelsen. Nu tager vi vores forældreskab så fandens alvorligt, at usikkerheden og selvmedlidenheden ironisk nok får gunstige vækstvilkår under vores fødder. Resultatet? At vi bliver anspændte vogtere af forældre som debat-forbudt-terræn.

Vi gør os selv til et slags kollektivt tusindben, der gang på gang er ved at vælte, fordi vi tænker for meget over, hvor vi sætter benene. Der er til gengæld ingen slinger med barnevognen, Christiania-cyklen eller vores stationcar, når vi højlydt kritiserer vores egne forældres generation.

"De har alt for travlt til at tage sig af børnebørnene, og hvor er det bare røvirriterende, at de aldrig tilbyder at hente dem," siger den ene. "Ja, de er for selvoptagede og nogle egoister," svarer den anden.

Vi revser også gerne alle dem, der ellers er i berøring med vores børn: Lærerne, pædagogerne, danseunderviseren, fodboldtræneren og ja, sågar jordemoderen fra dag et.


Midt i alt det søger vi paradoksalt nok selv de gode råd. Bøger om børneopdragelse er blevet big business, folk valfarter til foredrag om alt fra børnemassage til særligt sensitive børn og eksperter i børn bliver båret frem. Når vi så selv møder den kritiske røst, stejler vi og lader alarmen gå af igen: Forældre-bashing!!

Men de fleste af os er ikke udsatte. Ikke for andet end vores egen stærke selvopfattelse.