Fødevarestyrelsen trodser forskere om D-vitamin

Danskerne får ikke nok D-vitamin, og problemet er særligt stort om vinteren. Alligevel vil Fødevarestyrelsen ikke følge forskernes råd om at give en række fødevarer et skud vitamin.

Særligt om vinteren lider danskerne af vitamin-d-mangel. Men fødevarestyrelsen siger nej til at berige fødevare med ekstra d-vitaminer. Fold sammen
Læs mere
Foto: PENCHAN

Vi danskere får langt mindre D-vitamin fra kosten, end Fødevarestyrelsen anbefaler.

Derfor har eksperter i årevis talt for, at vi i Danmark skal berige fødevarer med D-vitamin.

»Obligatorisk fødevareberigelse er den eneste farbare vej, hvis vi skal udrydde egentlig D-vitaminmangel i Danmark,« siger professor Lars Rejnmark fra Aarhus Universitet til Videnskab.dk.

Lars Rejnmark var i 2010 med i et ekspertpanel, som samlet set anbefalede at gøre fødevareberigelse af D-vitamin obligatorisk i Danmark. Han vurderer, at en stor del af den voksne danske befolkning lider af D-vitaminmangel eller har en utilstrækkelig status.

»Min bedste vurdering er, at omkring ti procent af voksne danskere lider af egentlig D-vitaminmangel, og at omkring 40 procent har en utilstrækkelig D-vitaminstatus,« anslår han baseret på de tilgængelige undersøgelser.

Ifølge overlæge Lars Hyldstrup fra Hvidovre Hospital er obligatorisk fødevareberigelse nødvendigt for at nå den gruppe af danskere, som ikke lytter til de officielle kostråd.

»Problemet er, at det ikke er dem med vitaminmangel, der lytter til kostrådene og spiser flere fede fisk eller tager D-vitamin-tilskud i vinterhalvåret,« siger Lars Hyldstrup.

»Hvis vi skal gøre os håb om at få løftet befolkningens D-vitaminniveau en tand opad, må vi gøre brug af alle de tilgængelige midler, så det rammer så bredt som muligt. Vi skal mere ud i solen, spise en kost med flere fede fisk eller tage tilskud, og vi skal berige fødevarer som brød og mælk.«

På trods af de mange opfordringer fra landets D-vitamineksperter har man ingen planer om at indføre obligatorisk berigelse hos Fødevarestyrelsen.

»Blandt voksne, ikke ældre, danskere ser man sjældent D-vitaminmangel om sommeren, mens op til hver tiende ligger under 25 nanomol per liter blod om vinteren. Det er dog ikke muligt at sige, om disse sæsonudsving har betydning for den raske del af befolkningen,« forklarer akademisk medarbejder Sandra Fisker Tomczyk til Videnskab.dk.

»Sandsynligvis er der kun grund til bekymring, hvis man ligger lavt over hele året. Derfor anbefaler Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen kosttilskud til enkelte udsatte befolkningsgrupper, for eksempel personer over 70 år, gravide og personer, der altid går tildækket.«

Sandra Fisker Tomczyk påpeger, at det allerede er muligt at berige visse fødevarer frivilligt, og den mulighed ser Fødevarestyrelsen gerne, at fødevareproducenterne benytter. Imidlertid er det i dag meget få fødevarer i Danmark, der er beriget med D-vitamin, og ifølge Sandra Fisker Tomczyk ønsker den danske befolkning slet ikke obligatorisk berigelse.

»En undersøgelse fra 2015, udført af MAPP Centret ved Århus Universitet, viste, at den danske befolkning generelt stiller sig skeptiske over for berigelse, og at de ønsker valgfrihed,« fortæller hun.

I stedet anbefaler Fødevarestyrelsen D-vitamintilskud til ældre over 70 år og personer med mørk ud, for hvem D-vitaminmangel er særligt udbredt.

Men det er ikke nok, mener Lars Rejnmark.

»I den forbindelse synes jeg, Fødevarestyrelsen mangler at dokumentere, at anbefalingerne om at tage tilskud er tilstrækkelige til at udrydde mangeltilstanden. Jeg ser jævnligt folk med mangel på D-vitamin også personer, der er ældre end 70 år der ikke tager tilskud med D-vitamin,« siger han.

»En betydelig del af den danske befolkning mangler D-vitamin året rundt, og for den del af befolkningen, hvor manglen kun gør sig gældende i vinterhalvåret, er den tilstand næppe fremmende for deres knoglesundhed.«