Fodgænger havnede under bus i København: Tilstand ukendt

Da en bus skulle svinge til højre i København, blev en mand ramt. Han er kørt til hospitalet.

Det endte galt, da en bus foretog et højresving i København sidst på eftermiddagen mandag og ramte en fodgænger.

Bussen kørte ad Tietgensgade og foretog et højresving mod Bernstorffsgade, da den ramte en cirka 60-årig mand. Det oplyser Københavns Politi.

»Det er en fodgænger og en bus, og der er ingen andre køretøjer involveret,« siger vagtchef Lars Westerweel kort før klokken 17.30.

Fodgængeren blev herefter reddet ud fra en position under bussen og er blevet kørt til hospitalet.

»Jeg har ikke fået nogen sikker melding på hans tilstand,« siger vagtchefen og tilføjer:

»Nu er han bragt på hospitalet, og så vil han blive tilset af kompetente mennesker. «

Omkring klokken 18.30 er politiet færdige med at arbejde på stedet, og trafikken kører normalt igen.

Fodgængeren er fortsat under behandling på hospitalet, og hans tilstand er fortsat ukendt, skriver Københavns Politi på Twitter.

Anmeldelsen om færdselsuheldet tikkede ind hos myndighederne omkring klokken 17.10.

/ritzau/