Fodboldekspert: »Kvinderne bomber selv kvindefodbold tilbage til, hvad det var før denne sommer«

Forhandlingerne mellem DBU og Spillerforeningen er gået i hårdknude. Dette kan medføre, at kvindelandsholdet i fodbold ikke kommer med til flere slutrunder i træk. Fodboldekspert mener, at spillerne bør bøje nakken og spille fodbold.

DBU har truet kvindelandsholdet i fodbold med at meddele Sveriges Fodboldforbund (SvFF), at Danmark ikke stiller op ved fredagens fodboldkamp, der er en del af kvalifkationen til VM. Årsagen er, at der er gået hårdknude i forhandlingerne mellem DBU og Spillerforeningen.

Jan Schouby, der er chefredaktør på Aarhus Stiftstidende, hvor han tidligere har været sportsredaktør, har vundet prisen som Årets Sportsjournalist i 2005 og har spillet fodbold på eliteniveau i AGF.

Jan Schouby har ikke siddet tæt på forhandlingerne, men tøver alligevel ikke med at kalde kvindernes ageren for »et selvmål«.

Såfremt kvinderne afviser det nuværende tilbud og undlader at spille kampen mod Sverige, kan det få yderligere konsekvenser - formentligt en udelukkelse fra VM-slutrunden og dermed også OL, ligesom der er eksempler på, at holdet også kan ryge ud af næste EM-kvalifikation, fortæller Jan Schouby.

Konflikten mellem DBU og kvindelandsholdet, der er repræsenteret af Spillerforeningen, drejer sig hovedsageligt om økonomi. Landsholdsspillerne tjener 14.000 kr. pr. måned. Desuden er der en disput om, hvordan pengene skal fordeles.

»Det vil være skidt for spillerne og for den store nyvundne popularitet, som de helt fortjent har opnået - den vil de skylle ud med badevandet, for man må stadigvæk sige om kvindefodbold, at det er på landsholdsniveau, fokus ligger. Efter slutrunden var der 200 tilskuere til en kamp mellem Fortuna Hjørring og Varde i den bedste danske række. Og det er også på landsholdet, at klubber som Manchester City og Barcelona leder, når de skal finde nye spillere. De risikerer med andre ord meget mere end de få kroner, de får for at spille for Danmark, såfremt de sætter sig selv ud af søgelyset de kommende fire år,« siger Jan Schouby og tilføjer:

»Kvinderne bomber selv kvindefodbold tilbage til, hvad det var før denne sommer.«

Er der ikke rimelighed i, at de skal have bedre vilkår?

»Jo, jo, jo. Det er meget vigtigt at understrege. De har nærmest skulle betale kontingent for at spille for Danmark, men det er graden af grådighed, der afgør, om det her bliver til en aftale. I DBUs regnskab kan man ikke se indtægterne fra kvindefodbold - de eksisterer ikke. Så selvfølgelig kan DBU ikke opfinde en masse penge at smide efter kvinderne.«

Hvad skal kvinderne gøre?

»Kvinderne skal naturligvis indgå en midlertidig aftale med DBU. De skal sige: »Okay, vi bøjer os på ny, selv om det er DBU, der er de dumme. For selvfølgelig skal vi spille disse kampe - fansene skal have mulighed for at se os spille.« Vi taler om, at der kommer en hel aftale om få uger, så de skal bare spille de kampe.«

Det er endnu ikke afgjort, om fredagens kamp skal spilles. Det samme gør sig gældende for kampen mod Kroatien, der efter planen skal spilles på tirsdag. Begge kampe er en del af kvalifikationen til VM i 2019, der afholdes i Frankrig.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Spillerforeningen eller DBU. Onsdag klokken 10.30 havde Sveriges Fodboldforbund (SvFF) endnu ikke hørt fra DBU, skriver Ritzau. DBU meddelte tirsdag aften, at organisationen onsdag formiddag klokken 10.00 ville fortælle SvFF, at kampen skulle aflyses.

De seneste forhandlinger mellem de to parter brød sammen i fredags, og spillerne ønsker ikke at stille op, før en ny landsholdsaftale er på plads. På den anden side vil DBU ikke forhandle så tæt på den vigtige VM-kamp mod Sverige.

»Det er da dybt ulogisk, at DBU hellere vil bruge tid på at aflyse en kamp end på at forhandle,« siger landsholdsspiller Janni Arnth, der også er en del af Spillerrådet, til Ritzau.