Fod på Månen i 35 år

I dag er det præcis 35 år siden, at mennesket for første gang satte fod på et fremmed himmellegeme. Berlingske Tidende har genoplevet det historiske øjeblik med én af dem, der sad på første parket til begivenheden.

Læs mere
Fold sammen

Det var den første direkte TV-begivenhed, der for alvor samlede verden. Jorden rundt fulgte over 600 mio. mennesker med i dramaet, og herhjemme blev selv mindre børn vækket midt om natten af deres forældre, for at de ikke skulle gå glip af den enestående historiske begivenhed.

Klokken var 3.56 dansk tid den 21. juli 1969. Astronauten Neil Armstrong mavede sig baglæns ud af den lille luge på Apollo 11-missionens landingsmodul, The Eagle eller Ørnen, i Stilhedens Hav på Månen.

Med stor forsigtighed fandt han med fødderne dinglende i luften trinene på stigen, og et øjeblik efter plantede han sine store moonboots på den støvede overflade på »Jordens satellit« 400.000 km ude i rummet.

»Det er et lille skridt for et menneske, men et stort skridt for menneskeheden,« sagde han hakkende og let prustende bag visiret i sin rumhjelm, hvorpå han først nervøst, fortigt og senere med stor eufori begyndte at småløbe og hoppe rundt i den lave tyngdekraft, der formindskede hans vægt til en sjettedel af hans vægt på jorden.


Alene på Månens bagside15 minutter efter fulgte Ørnens pilot, Edwin »Buzz« Aldrin, i hans fodspor, mens missionens tredje astronaut, Michael Collins, som én af meget få jordboere hverken kunne se eller høre begivenheden. Han befandt sig nemlig i samme øjeblik uden for kommunikationsrækkevidde på Månens bagside i det omkringsvævende kommandomodul Columbia.

Verden var bjergtaget. Med øjnene klistret til skærmens kornede sort-hvide billeder fra den fremmede verden, tænkte næsten alle: Tænk sig, at det kan lade sig gøre! Tænk sig, at mennesket kan erobre et andet himmellegeme!

Herhjemme blev begivenheden især mejslet ind i danskernes hukommelse af Danmarks Radios to kompetente kommentatorer, USA-korrespondenten Claus Toksvig og rumeksperten Christian Rovsing.

Claus Toksvig døde i 1988, men Christian Rovsing lever i bedste velgående som afgående konservativ europaparlamentariker og som chef for sin egen rumfartsteknologiske virksomhed Rovsing A/S. Rovsing erindrer tydeligt den klare julidag, da han sammen med den øvrige verdenspresse overværede den voldsomme Apollo-affyring fra Cape Canaveral i Florida.

Verdens kraftigste raket
»Af sikkerhedshensyn befandt vi os fem kilometer fra verdens kraftigste raket. I et voldsomt glimt løftede den astronauterne afsted mod Månen, og kort efter blev glimtet fulgt af en mærkbar trykbølge. Vi følte med astronauterne. Vi havde mødt dem under pressekonferencer og oplevede dem som sympatiske, professionelle og meget vidende mennesker, der frivilligt satte deres liv på spil. Men det var hårdt arbejde for os. Toksvig og jeg kommenterede nærmest i døgndrift, for interessen var enorm derhjemme,« fortæller han.

Hvad siger du, når folk hævder, at det hele bare var et stort svindelnummer, at vi aldrig har været på Månen?

»Jeg siger, at det er utænkeligt. Det er umuligt at forestille sig. Der var 300.000 mennesker involveret i Apollo-missionerne, og efterfølgende sendte bl.a. franske forskere signaler op til instrumenter, der var efterladt på Månen - og der kom svar tilbage.«

Den smukke blå planet
Christian Rovsing ser ikke bare de seks månelandinger mellem 1969 og 1972 som en kæmpemæssig bedrift:

»Med Apollo-missionerne fik vi også for første gang Jorden at se som en livgivende, blå og smuk planet. Det har uden tvivl været med til at fremme miljøbevidstheden og opfattelsen af Jorden som et dejligt sted, som vi skal passe på.«

Der går formentlig en halv snes år, før mennesket atter sætter sine ben på Månen. Men så bliver det med præsident Bush' plan om at bygge en månebase, hvorfra man formentlig vil sende de første mennesker til en anden planet, nemlig til Mars. Det bliver i givet fald en rumrejse, der vil strække sig over tre år i modsætning til de otte dage, som det tog for Armstrong, Aldrin og Collins at rejse til Månen og tilbage igen - og ændre et helt verdensbillede.