FOA: Sundhedsministeren ryger over stregen

FOA er stærkt utilfreds med, at Lars Løkke i rygelov går i detaljer om afskedigelsesprocedurer, som arbejdsmarkedets parter ellers traditionelt sidder på.

Fingrene væk fra de arbejdsretslige regler, Lars Løkke Rasmussen. Sådan lyder opfordringen til sundhedsministeren fra Dennis Kristensen, formand for FOA - Fag og Arbejde, efter at V-ministeren har sendt et lovforslag om røgfrie miljøer i høring, som ifølge FOA bevæger sig langt ind på områder, der traditionelt afgøres mellem arbejdsmarkedets parter.

Heri går Lars Løkke Rasmussen ifølge Dennis Kristensen langt videre end den politiske aftale på området ved

indgående at beskæftige sig med procedure for afskedigelser og bortvisning som følge af overtrædelse af lovens rygeregler.

- Jeg kan ikke tro, at de øvrige partier bag den politiske aftale vil acceptere, at sundhedsministeren, som en forårskåd kalv, springer over hegnet mellem Folketingets opgaver og arbejdsmarkedets opgaver, for at få fat i grønnere græs. Derfor håber jeg, at partierne nu vil indfange sundhedsministeren og få ham trukket tilbage på egne græsgange, siger Dennis Kristensen.

/ritzau/