FNs Verdensmål på Kongens Nytorv


Udstillingen »2030 NOW – TÆNKE, SKABE, HANDLE« på Kongens Nytorv stiller hele juli måned skarpt på FNs Verdensmål og er skabt i et samarbejde mellem virksomheden Life Exhibitions og FN-forbundet.
Udstillingen består blandt andet af en række fotos, herunder »Jorden set fra himmelen«, taget af den franske fotograf Yann Arthus-Bertrand.
»Vi vil gerne fortælle de besøgende om FNs 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling – mål for en verden, hvor alle skal kunne trives, men ikke på bekostning af planeten og fremtidige generationers muligheder,« siger Torleif Jonasson, der er generalsekretær i FN-forbundet i en pressemeddelelse.
»2030 NOW« ledsages af en række arrangementer og varer måneden ud, før den rejser videre rundt i landet. Det er gratis at se udstillingen, der er belyst om natten og åben døgnet rundt.