Marker, blå himmel og blankt hav så langt øjet rækker.
Man må konstatere, at Danmark ikke tager sig dårligt ud fra et amerikansk kampfly.
I hvert fald ikke på det videomateriale, som Forsvaret har delt fra et af de fem amerikanske F-35-fly, der ankom til Danmark mandag.
Snart bliver selvsamme type fly en del af det danske forsvar. Det er som forberedelse til overdragelsen, at de amerikanske kampfly den kommende tid vil være at finde på Fighter Wing Skrydstrup i Sønderjylland, hvor den danske styrke af de nuværende F-16-fly befinder sig.
Det er nemlig ikke helt ligetil at lære at flyve F-35, selvom man er trænet i F-16.

Besøget af de amerikanske F-35-kampfly og dertilhørende personel er en vigtig del af forberedelsen til, at Danmark selv modtager og begynder at operere med egne fly senere på året, siger Kim Jensen, oberst og chef for Fighter Wing Skrydstrup, i en pressemeddelelse.
»Vi får erfaringer med det operative, når vi flyver og opererer sammen i luften, men også alt det logistiske på jorden ved at have flyene her på flyvestationen lærer os meget,« lyder det.
På Flyvevåbnets Facebook-side kan du rotere kameraet og få oplevelsen med fra et væld af vinkler.
Bizar ulykke fik tidsplanen til at skride
Indkøbet af de kampfly, som på sigt skal erstatte F-16-flyene, er det dyreste danske militære indkøb nogensinde.
I april 2021 modtog Danmark sit første af i alt 27 bestilte kampfly. Siden er seks kommet til, men ingen af de seks befinder sig på dansk jord.
De er i stedet at finde på Luke Air Force Base i USA til brug for pilotuddannelse.

Efter planen skulle det syvende fly som det første på dansk jord være overdraget i februar 2023. Men i januar kunne Berlingske beskrive, hvordan en bizar landingsulykke med netop et F-35-fly har fået konsekvenser for de danske leveringer.
Flyets amerikanske producent, Lockheed Martin, indførte midlertidigt leveringsstop som følge af landingsulykken under en testflyvning i Fort Worth i USA 15. december.
Den type fly, Danmark har købt, er af typen F-35A – og altså en anden variant end B-typen, som forulykkede i december.

