Flystop giver travlhed på færger og tog

Rejsende erstatter fly med bil, bus og tog. Scandlines har langt flere passagerer end normalt på færgerne til Tyskland og Sverige, og DSB har forlænget togene til udlandet for at få plads til flere. Der er stadig pladser.

Scandlines færge mellem Rødby i Danmark og Puttgarden i Tyskland har travlt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Brian Bergmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det lukkede luftrum får flypassagererne til at søge alternative rejsemuligheder. Både DSBs tog og Scandlines færger har stor stigning i antallet af passagerer til udlandet.

LÆS OGSÅ: Lange udsigter til åbning af dansk luftrum

- Lige siden luftrummet i Skandinavien blev lukket i torsdags, har vi haft et stigende antal passagerer.Folk besluttede med det samme at vælge andre rejseveje. Også i går fredag og i dag har vi langt flere passagerer end normalt på denne årstid. Passagertallet er sammenligneligt med det, vi ser i sommersæsonen, siger Michael Speckenbach, der er kommunikationsdirektør i Scandline, der driver færgeruterneHelsingør-Helsingborg, Gedser-Rostock og Rødby-Puttgarden.

LÆS OGSÅ: Vulkanaske - også hele søndag

Han oplyser, at den lammede flytrafik har betydet flere passagerer på alle tre færgeruter. Man kan stadig få billetter, men Scandlines anbefaler kunderne at lave reservationer, så de undgår ventetider.

- Trafikken fra nord kommer i bølger, så vi har i øjeblikket ventetider på nogleafgange på Rødby-Puttgarden, siger Michael Speckenbach.

Han oplyser, at Scandlines har registreret en stigning i både antallet af personbiler, busser og gående passagerer, og at stigningen i dag lørdag er størst i trafikken fra Danmark mod Tyskland.

I går havde man på Rødby-Puttgarden dobbelt så mange busser som normalt på denne årstid, og mens man normalt på Gedser-Rostockhar 100 gående passagerer på en hel dag, havde man i går 300. Tre afgange på Gedser-Rostock var i går udsolgt, ogdet samme gjaldt flere afgange på Rødby-Puttgarden i går eftermiddag.

Hos DSB står de flyrejsende i kø for at komme på tog enten ud af Danmark eller hjem til Danmark. Både på togene til Sverige og Tyskland er passagertallet steget, og også andre europæiske jernbaneselskaber har stigende passagertal og forsøger at skaffe ekstra pladser. Det gælder bl.a. Eurostar toget mellem Storbritannien og Frankrig og Deutsche Bahn i Tyskland.

- Vi har i det omfang, det er muligt, gjort togene større. I går kørte vi med 20 pct. flere pladser i den internationale togtrafik, og også i dag har vi sat ekstra vogne ind på togene til Hamborg, og det samme vil vi gøre i morgen, siger Martin Larsen, kommunikationsmedarbejder i DSB.

Han siger, at det i øjeblikket stadig er muligt af få billetter. DSB har ekstraordinært ophævet kravet om pladsbillet i de internationale tog for at få plads til flere, hvilket betyder, at man ikke kan garantere alle passagerer siddeplads.

DSB har ikke opgjort passagertallet, men der er betydeligt flere passagerer end normalt. Presset på billetsalgsstederne er forøget, og derfor har man sat ekstra personale ind.

Vejdirektoratets trafikinformation har der imod ikke registreret øget trafik over den dansk-tyske grænse.

- Vi har ikke mærket, at lukningen af luftrummet har givet øget trafik. Det ligner en normal lørdag, siger vagtchef Morten Vedersø.