Flygtningen

26-årige Michael fra en af de københavske forstæder gik sidste år til politiet. Han følte, at det var hans pligt at informere ordensmagten om alt den viden, han havde om nogle af sine uheldige bekendtskaber. Om unge mænd fra Tingbjergs narkohandel og bandekrig. Om deres forbindelser til store kanoner på Blågårds Plads. Men i dag fortryder han, at han i timevis fodrede politiet med oplysninger og udpegede adresser for dem. For mens hans fjender nu ser ham som en stikker, har han ikke fået nogen form for beskyttelse af politiet. Han er blevet overfaldet og tæsket én gang - truet mange flere. På godt et år er han flyttet seks gange. Hver eneste gang finder de ham. Hans forældre har betalt for hans flugt, men nu er der ikke flere penge, og Michael har valgt at fortælle sin historie til Berlingske Tidende. For at advare andre mod at gøre det samme som ham.