Fly- og rejseselskaber: Københavns Lufthavn har »ufatteligt lange køer«

Rekordmange mennesker var igennem Københavns Lufthavn i juli. Det har resulteret i frustrerede passagerer, lang kø ved sikkerhedskontrollen og problemer ved bagagebåndet, lyder kritikken fra flere rejseselskaber.

Rejselystne passagerer står i kø hele vejen ned igennem terminal 2 for at komme igennem sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn. Billedet er taget mandag eftermiddag den 25. juli i år. Fold sammen
Læs mere

Der er myldretid i Københavns Lufthavn som på en travl dag i Mumbai, og rejsende står i noget nær historisk lange køer til sikkerhedstjek og må vente længe eller forgæves på bagagen.

Sådan lyder kritikken af servicehåndteringen i Københavns Lufthavn denne sommer, hvor netop offentliggjorte tal fra lufthavnen viser, at det har været en særdeles travl sommer i Kastrup.

Knap tre millioner rejselystne var igennem lufthavnen. Det er »historisk« og det højeste antal »nogensinde« i en enkelt måned, skriver lufthavnen i en pressemeddelelse.

Men det har været alt for mange mennesker i forhold til, hvad lufthavnens infrastruktur kan bære, lyder det fra flere fly- og rejseselskaber, der har oplevet utilfredse og skuffede passagerer.

45-minutters kø ved security

SAS er en af lufthavnens største samarbejdspartnere, og flyselskabet har set, hvordan køen til sikkerhedskontrollen har snoet sig hele vejen ned gennem terminal 3.

»En lufthavn skal kunne håndtere de passagermængder, der er. Og vi kan som flyselskab nikke genkendende til, at der har været ufattelig lange køer i lufthavnen. Vi har haft passagerer, som har været utrolig frustrerede,« siger pressechef i SAS, Mariam Skovfoged.

Hun kalder det »første gang i nyere tid«, at de har oplevet så lange køer i sikkerhedskontrollen, og oplyser, at de hos SAS har været nødt til at forsinke nogle af deres flyafgange for at få alle med og »håndplukke« passagerer, der stod og ventede på at få tjekket deres håndbagage.

»Vi har haft forsinkede fly i sommerperioden blandt andet på grund af de lange ventetider i security-køen. Heldigvis har vi vores egen fast track, hvor man kan komme hurtigere igennem security. Den blev vi engang imellem nødt til at åbne for vores SAS-passagerer, som normalt ikke har adgang til fast track, så de kunne nå deres fly,« siger pressechef Mariam Skovfoged.

På de sociale medier skriver flere passagerer, at de har ventet i over 45 minutter i security-køen.

»Det er gået ud over kvaliteten«

Et af de rejseselskaber, der også har oplevet vrede kunder er Spies.

Kommunikationschef i rejseselskabet, Torben Andersen, er ked af, at passagerne »igen i år« er blevet stresset pga. lange ventetider på turen gennem Københavns Lufthavn.

»Jeg ønsker Københavns Lufthavn tillykke med, at de kan tiltrække så mange passagerer, men jeg synes det er synd for passagerne, at de får en dårlig oplevelse,« siger han.

Spies' kommunikationschef mener, at infrastrukturen i lufthavnen ikke har kunnet holde til at tage imod de mange passagerer.

»Man har haft mere lyst til at sende en masse folk gennem systemet, så man kunne tjene nogle penge. Men det er gået ud over kvaliteten. Københavns Lufthavn har prioriteret volumen frem for kvaliteten. Det er bekymringsværdigt,« siger Torben Andersen.

SAS-pressechef Mariam Skovfoged påpeger også, »at det begynder at knibe med kapaciteten flere steder« i lufthavnen.

CPH: »Et af de mest moderne bagageanlæg«

I Københavns Lufthavn er man ved at udbygge lufthavnen, og som en del af lufthavnens store fremtidsplaner vil man bl.a. udvide lufthavnen til at kunne betjene 40 millioner mennesker om året, som er næsten dobbelt så meget som i dag.

I starten af august oplevede lufthavnen et strømsvigt, der blandt andet skabte en del forsinkelser ved bagageudleveringen.

Men sommeren igennem har Spies modtaget klager fra kunder over, at deres bagage ikke er kommet frem, oplyser kommunikationschef Torben Andersen.

Han mener, at lufthavnens bagagebånd ikke er »dimensioneret« til at tage imod så meget bagage.

»F.eks. når det store flyselskab Emirates lander med 615 passagerer og skal have 14 vogne ind til bagagebåndet, så danner det en prop i systemet, som gør, at andre bliver forsinket,« siger han.

At bagagebåndet ikke er gearet til at håndtere den mængde bagage er ikke dog ikke tilfældet, siger pressechef i Københavns Lufthavn, Kasper Hyllested.

»Vi laver løbende vedligeholdelse og udbygning af vores bagageanlæg, der er et af de mest moderne bagageanlæg. Vi har lige været igennem en rekordsommer, hvor det eneste større problem var et meget uheldigt strømsvigt en onsdag aften i tre timer, der desværre også påvirkede bagageanlægget,« siger han.

Seks minutter og 28 sekunder

I maj i år udvidede Københavns Lufthavn de såkaldte security-spor fra 18 til 20 spor.

Men på dage med over 100.000 mennesker igennem Københavns Lufthavn og ekstraordinært meget personale på plads, har der stadig været kø ved sikkerhedskontrollen, siger Kasper Hyllested.

»Det er vi kede af. Vi prøver at minimere det på alle mulige måder, og vi er i gang med at bygge en ny sikkerhedskontrol med dobbelt så meget plads. Den står færdig næste år,« siger han.

Nogle passagerer har nok undret sig over, hvordan der kunne stå 14 minutters ventetid, når man stod allerbagerst i køen nede i terminal 2.

Det er der dog en forklaring på, oplyser lufthavnens pressechef.

»Vi har i løbet af sommeren oplevet, at tavlerne, der viser ventetid til security, på visse tidspunkter viste et forkert antal minutter. Når vi har opdaget fejlen, har vi slukket tavlerne,« siger han og fortsætter:

»Tavlerne skal naturligvis vise den korrekte ventetid, og derfor har vi sat gang i initiativer for at sikre, at de fremover altid viser den aktuelle ventetid.«

I juli måned var den gennemsnitlige ventetid i sikkerhedskontrollen seks minutter og 28 sekunder, oplyser Københavns Lufthavn.